Spørgsmålet er, om man kan få abstinenser efter et par måneder uden symfoniske oplevelser, og om medicinen kan være en koncert med hele to værker af Brahms.

Jeg tvivlede, men på den anden side er jeg i gang med en stabel store beslutninger i mit liv, så hvorfor ikke prøve, om Brahms kan være blevet mere Concertante-egnet med årene. Jeg har længe forsøgt at undgå musik af Brahms (med Ein deutsches Requiem som eneste og bestemteste undtagelse), da musikken ikke rigtigt siger mig noget. Jo, jeg kan da godt høre fine melodier, men for mig er det det baggrundsmusik uden substans. Men som del af min koncertrække med DRSO denne sæson optrådte her sidst i maj en koncert med canadiske Marc-André Hamelin som solist i Brahms’ 2. klaverkoncert, og ham gad jeg godt høre i det repertoire.

Koncerten

Hamelin er berømt som klavervirtuos og har, når han har besøgt København, ikke mindst gjort det i Liszt og den slags hurranumre. Det er jo ikke lige mig, men jeg har godt kunne lide, hvad jeg har hørt med ham i radioen.

Stor var min forbløffelse, da en nydelig og pertentlig herre skridtede ind på scenen i DR Koncerthusets 3/4 fulde sal. Jeg har en gang læst, at store pianister groft sagt fås i 2 varianter: Håndværker og æstet. Min helt sir András Schiff ligner en håndværker men er nærmest en æstet. Hamelin ligner en revisor, er virtuos som en æstet på speed men spiller med en indfølthed og indlevelse, som de unge primadonnaer (ingen nævnt, ingen glemt (heller ikke Listitsa og Lang)) ikke kommer i nærheden af.

Det var jo Brahms, det her, så scenen var godt fyldt ud med koncertflygel og strygerhav. De første toner vibrer i orkesteret, klaveret gentager lidt henkastet uden som sådan at være med i musikken, før, pludseligt, klaveret griber overtaget. Hamelins fingrer danser over tangenterne, fødderne sætter pedalerne præcist og diskret, han følger dirigentpindens svirp over orkesteret og lader så klaveret tale igen.

Melodistumper svæver rundt mellem instrumentgrupperne, kort, præcist, elastisk. Svirp! Endeligt når vi til den store tredjesats, der begynder livligt og sprælsk for så næsten at gå ind i sig selv, glemme tid og sted. To gange får vi den henrivende cellosolo serveret for så at lade klaveret svare. Smukt!

Vi slutter kvikt og med bravour, salen klapper sig røde i hænderne, og vi får hele to ekstranumre: en ekvilibristisk variation over en sang af George Gershwin og et prelude af Debussy, der havde nogle flere toner, end gamle Debussy skrev ned, men åh hvor var det indfølt og åndfuldt!

Klapklapklap, ned ad trapperne, en hyggesnak og et glas til, og så hele vejen op ad trapperne igen til anden halvleg.

Det var så den anden symfoni, det nærmeste vi kommer en lys og munter symfoni fra Brahms’ hånd. Til gengæld også en jeg hørte i for mange uldne udgaver i 1980’erne, som som måske ligefrem er grund til, at jeg ikke er glad for Brahms. Nuvel, vi får se, om canadiske Fabian Gabel kan gøre det bedre, selvom scenen nu er stuvende fuld af musikere, herunder til min udelte begejstring hele 8 kontrabasser og dermed fuldt hus hos “de unge vilde”.

Lasse Mouritzens horn lægger ud med en gang crème anglaise (mere sofistikeret end flødeskum, hvis De forstår), bratscherne svarer, melodien gentages og udvides, cellogruppen summer, oboen slår triller, fløjten synger, og først til sidst får troboner og trompeter lov at være med. Trut, og pinden svirper en sidste gang.

Dommen

Lige i skrivende stund lytter jeg til netop denne symfoni i radioens P2, hvor den vidunderlige Soo-Kyung Hong forklarer om sit forhold til Brahms blandt andet. Jeg kan alligevel stadigvæk ikke se det store lys i musikken, men musikernes begejstring er ikke til at tage fejl af, og denne fredag aften slog det også igennem overfor publikum. Der var en gnistrende og dog blød klang over hele foretagenet, også selvom der var nogle små svipsere hist og her, for der blev spillet til kanten af orkester og solist. Dirigenten benyttede sig af orkestrets nye store men præcise klang og arbejdede meget med energi og elastik i de enkelte fraser.

Jeg var helt revet med, eller rettere, det ville jeg have været, hvis der ikke lige havde været for et hylende høreapparat i øret på en ældre herre lige bag mig. Ærgerligt, for det var en fin aften i koncertsalen. Jeg kan stadig ikke høre de naturlige skilderier, men dette var Brahms på en måde, som jeg kan lide: Melodiøs uden at blive skønsang, spændstig og fremfor alt velspillet.

Hamelin var vidunderlig – det så overhovedet ikke ud af noget, bortset fra fingrenes dansen over tangenterne, men det var åh-så langt fra overfladisk bravour. Flot!

Aftenens anden solist i klaverkoncerten var Henrik Dam Thomsen i den fine solostemme i tredje sats. Stort, stort, stort cellospil! Efter hans soli kunne jeg se Soo-Kyung Hong læne sig over mod ham og sige noget, og at dømme efter begges ansigtsudtryk var de begge voldsomt tilfredse. De to har et fremragende samarbejde som koncertmestre for cellogruppen, såvidt jeg kan se. Ikke mindst efter hendes barselsorlov virker det, som om de er kommet musikalsk nærmere hinanden – begge fremragende cellister før og nu, men hun har fået lidt mere af hans understatede brillians, og han har fået lidt mere af hendes energiske satsninger. Det har i hvert fald løftet cellogruppen markant. Og denne aften swingede de lige så meget som “de unge vilde” basser. Det var absolut med til at gøre denne koncert meget bedre, end jeg havde forventet.

I øvrigt havde Eva Steinaa en virkeligt flot aften på oboen, og ved sin side havde hun en mig ukendt ung mandlig fløjtenist. Hm spændende hvad han bliver til!

Alt i alt en god Brahms-oplevelse. Fan bliver jeg nok ikke sådan lige med det samme, men det var ikke helt ringe, det, som vi siger hjemme i det vestjyske.