Jeg blev vild med Mahler for et par år siden, da en opførelse af en af hans symfonier fik det hele til at falde på plads for mig. Heldigvis spiller DR Symfoniorkesteret Mahler tit og ofte, eller i hvert fald en gang eller to per sæson. I denne sæson var det vist meningen, at chefdirigenten skulle have dirigeret Mahlers 3. symfoni her sidst i maj, men da han jo gik bort, måtte man finde en afløser. Det blev Vladimir Ashkenazy, såmænd, og min interesse i koncerten gik fra lunken til skaf-mig-en-billet-nu!

Koncerten

Fredag aften blev første opførelse sendt direkte i radioen, så jeg var beskæftiget med andet, da jeg havde billet til lørdagens andenopførelse – en koncert, der blev tilføjet, da dirigenten blev annonceret, såvidt jeg husker. Sulten efter Mahler kastede jeg, efter frokost lørdag, modigt cyklen ud på cykelstien i strid blæst og mørke skyer på himlen. I modsætning til i mandags nu med skiftesko i tasken i håbet om, at det ville holde regnvejret tilbage. Ude i den blå kasse vrimlede det med mennesker, hvilket lovede godt. Op ad alle trapperne, ind på en lidt uvant række 6 på anden balkon – jeg plejer at holde mig fra højre side af den balkon, da man af en eller anden grund drukner i tuba lige dér. Men i Mahler er der messing nok til at distrahere, og dobbelt op på træblæsere og slagtøj, så tubaen burde være i mindretal. Og så var det den plads, jeg kunne få.

Den tredje symfoni kræver det store udtræk: vanligt strygerhav, dobbelt op på alt andet, drengekor, damekor, og en mezzo. Med andre ord var scenen fyldt godt op, og ved koncertstart var publikumsrækkerne det så småt også. Balkonen lige bag orkesteret er tom, da de to kor først vil komme ind lige før deres sats. Musikerne er klar og forventningsfulde. Man havde lånt nogle horn og et par klarinetter hos Sjællænderne i CPH Phil, såvidt jeg kunne se, og på solofagotten var det vist nok Ignâs Mâzvili med nyt hår og uden skæg, eller en helt anden, men da Audun Halvorsen ikke viger pladsen for hvemsomhelst, så tror jeg, mine nærsynede øjne gættede rigtigt.

Ind tripper maestro – lille, men stor i tilstedeværelse – og slår næsten straks an. De 9 (!) horn sætter i med deres brølende triumf, paukerne sætter kommaer, og afsted det går. Første sats er enorm – en symfoni i sig selv, nærmest, med afdelinger, der minder meget om satser. Vi kommer hele verden rundt: den lille landsby, der får besøg af det lokale regiments musikkorps, den lille markedsplads med menneskemylder og et lille cirkus. For et par år siden forklarede den fremragende musiker Henrik Goldschmidt mig (og et par hundrede andre), hvordan man genfinder de små centraleuropæiske landsbysamfund med (kristne og) jøder i Mahlers musik, og hvordan man kan genkende de traditionelle jødiske melodier midt i en senromantisk symfoni. Goldschmidt “gav” mig Mahler på den måde, hvilket jeg er ham dybt taknemmelig for, og denne eftermiddag kunne jeg næsten se ham sige “dér var den” og “hør nu!”.

Efter den enorme førstesats udbrød vi alle i spontant bifald – selv jeg, der normalt holder mig for god til den slags, men det er en minisymfoni i sig selv. Men vi skulle videre i materien: to satser med landskabsmalerier, ment på den fede måde, og med en fjern trompet, placeret bag en af terrasserne, der kaldte ud over alperne, så vi næsten var der. Og så fik korene lov at myldre ind, og den svenske mezzo Anne Sofie von Otter skred ind for at synge sin nihilistiske sang. Drengekoret sang kling-klang, damekoret sang kling-klang, og von Otter sang “Oh Mensch, gibt Acht!”. Derudover et klip fra Des Knaben Wunderhorns, og så afsted til den store sidstesats. Vi trækker vejret dybt, ser os omkring, ser dybt, dybt ind i os selv, og til allersidst lyder en triumf af en slags.

Dommen

Endeligt kan vi give los for klapsalverne! De fine horn, flotte træblæsere, rørende violinsoli af Christina Aastrand, og en totalt vildt god trombone fra, tror jeg nok, purunge Theis Stoico, der virkeligt fik vist, hvor fint et instrument, trombonen kan være: både sart og gjaldende. Og den fejende flotte fjerntrompet var selvfølgeligt solotrompetist Michael Frank Møller – interessant nok klaret uden brug af kamera til at koordinere soli og orkester: Ashkenazy er selv solist, så han afpassede orkesteret efter solisten. Smukt!

Det var en af de mest vedkommende koncerter, jeg længe har været til ude i den blå kasse. Undervejs i første sats tænkte jeg, at Ashkenazys Mahler var mere russisk end centraleuropæisk, men det var muligvis blot på grund af det kvikke tempo og skarpheden. Jo, der blev larmet, men det gav mening. Alt stod skarpt, soli sad lige i kassen, og vi nåede langt ind i sjælen. Jeg havde tårer i øjnene adskillige gange, og selvom jeg er grådlabil for tiden, så borger det dog for en slags kvalitet i indsatsen.

Bravo maestro! Bravo DRSO og venner! Også bravo til von Otter, der gjorde det fint og tydeligt svømmede hen i sidste sats (det må have været meget overvældende sådan at sidde midt i den meget fine musik), og en lille tak til Københavns Drengekor og DR Koncertkorets damer – kun en lille tak, da jeg faktisk ikke kunne høre dem, hvilket blot understeger min teori om faren ved stemmer-bag-orkesteret i den koncertsal. 

Flot flot lørdag eftermiddag!
PS: det var åbenbart afskedskoncert for to af orkesterets damer, andenviolinist Liudmila Spektor og soloharpenist Catriona Yates. Begge fik touche af kollegerne og en buket, og ikke mindst et knus af Ashkenazy, hvilket var meget rørende. Han var tydeligt bevæget og glad for samarbejdet med DRSO. Det lover godt for efterårets koncert!