Denne uge er højdepunktet for fejringen af Danmarks nok største komponist, Carl Nielsen, der blev født for 150 år siden. Nielsen er rundet af det milde Fyn, men dog med en opvækst i de nedre samfundslag. Mine tese er, at man kan høre begge dele i hans musik udover hans personlighed selv: Hans lune og hans lunefuldhed, hans impulsivitet og hans dybe forankring i den danske muld.

På mit program byder ugen på to store koncerter: Først en såkaldt gallakoncert i DRs blå terning, og så kommer selveste Wienerfilharmonikerne såmænd på besøg sammesteds.

Først gallakoncerten på selve fødselsdagen tirsdag.  Tanten cyklede forventningsfuld afsted i sommeraftenen og ankom til et stuvende fuldt hus, pakket med vaneforbrydere og uvante gæster i pænt tøj. Velankommen til min hønsepind højt oppe på anden balkon, kunne jeg se, at en blå stol var sat frem i den såkaldte kongeloge, og det formeligt vrimlede med folk med det stort SECURITY-skilt på ryggen. Aha, tænker man så, jeg må hellere være klar til at rejse mig for Dronningen. Jo jo, på den video, som DR har lagt på nettet (koncerten blev streamet live), kan man se nogle mørkblonde krøller og en lyseblå skjorte spejde over mod logen, hvis man ser efter i nederste højre hjørne af skærmen lige før koncerten går i gang. Derudover blev balkonen proppet med forskellige kendisser fra kulturlivet og fra DR – på den måde er det lidt lettere at erklære udsolgt….

Koncerten

Programmet var spændende:

• Hymnis Amoris (ahvaffornoed?)
• Klarinetkoncerten med Olli Leppäniemi (lækkert!)
• Fjerde symfoni (jubii!)

Hymnis Amoris kendte jeg slet ikke: et ungdomsværk lidt a la Fynsk Forår på latin. Sangerne var Klara Ek og unge David Danholt, der er en fremadstormende Wagnertenor, Københavns Drengekor, og DR Koncertkoret. Jovist, udsolgt på scenen. Det var ret pudsigt at høre umiskendeligt Nielsenske toner sunget på latin i en vekselsang mellem solister og kor. Det er åbenbart en fortælling om et menneskeliv fra barndom til voksenliv, og herunder altså kærligheden i dens forskellige aftapninger.Flot sunget og spillet, men for mig mest en let rejemad før de tunge retter kommer på bordet: Klarinetkoncerten og fjerde symfoni.

Leppäniemi vandt for 6 år siden den Nielsenske klarinetkonkurrence i Odense og har i princippet spillet soloklarinet i DRSO lige siden. Ude i virkeligheden er han dog en mere sjælden gæst på scenen i den blå firkant, især i år, hvor han dyrker solokarrieren. Det skal være resten af verden velundt at opleve denne finske tryllekunstner – jeg faldt pladask for ham for et par år siden, da han modtog Musikanmelderringens pris og tildelte æren sit nyfødte barn. Lige netop denne aften havde han noder med til klarinetkoncerten, sært nok da han i den grad har lige netop denne koncert helt inde under huden. Men OK, så længe noderne ikke er en krykstok.

Koncerten begynder jo som en umpapa, som klarinetten leger med på og så pludseligt bryder væk fra for at udforske verden. Det er et af Nielsens mest moderne værker, der selv i dag virker udfordrende og sær. Personligt er jeg meget begejstret, især når den spilles af en virtuos klarinettist som Leppäniemi eller Fröst. Denne aften er vi helt hudløse til sidst og tør knap nok trække vejret, da Leppäniemi lader klarinetten tømme ham helt for luft og lade sidste tone dø helt, helt ud. Meget smukt!.

Efter pausen jo altså Concertantens Nielsenske yndlingssymfoni, den fjerde. Den bliver jeg aldrig træt af, efter Sakari Oramo lod stockholmerne servere den for mig med godt med kartofler i skarp chilisovs. Aftenens dirigent var Juanjo Mena, og hvilken forstand har sådan en på Nielsen, monstro?

Rigeligt, viste det sig.

Mena havde fint styr på de indre dynamikker i musikken og havde til min store glæde anbragt de to paukister på hver sin side af scenen, så vi kunne nyde stereoeffekten under deres “battle”. Det må have lydt fantastisk nede i parkettet, og oppe på balkonen fungerede det også fint.

Store klapsalver til et fuldstændigt udspillet DRSO. Og så en smuk cykeltur hjem.

Dommen

Bravo, Leppäniemi! Sikke en triumf! Hvisken og brølen, åndeløshed og bravado. Et par kommentatorer har fnist af, at publikum ikke kunne beslutte sig for, om koncerten nu var forbi eller ej, men jeg er uenig. Det vidste vi godt (i hvert fald nogle af os), men vi nød Leppäniemis sidste laaaaaaange tone alt for meget til at ville give slip på den. Fremragende!

Klarinetkoncerten har det tilfælles med den fjerde symfoni, at de begge “kører ud i et” uden tydelige satser – for klarinetkoncertens vedkommende også uden tydelig afslutning jo altså. Det lider symfonien ikke under: vi starter med et brag og slutter med et triumfkor. Undervejs udforsker Nielsen livet som sådan, og vi får endda et stykke kammermusik for træblæseroktet, som jeg altid nyder. Denne aften rumlede det godt hele vejen med Rene Matthiesen som førstepauke; han tør give los undervejs, hvilken giver en fantastisk dynamik. Over i den anden side stod det lidt mere forsigtigt til: unge Lars Vestergaard tør endnu ikke give helt slip, men han skal nok få det lært.

Jo, Mena havde fint styr på Nielsen, og musikerne gav, hvad de kunne, hvilket ikke er så ringe endda. Især klarinetkoncerten var verdensklasse, symfonien lidt mindre.

I aften skal jeg så høre selveste Wienerfilharmonikerne spille samme symfoni. Det bliver spændende!

PS: Blandt publikum sås altså kendisser fra Uffe Savery til Torben Rechendorff. God blanding, men der var altså også en del, der for vild i salen, hvilket gav en del støj under Hymnis Amoris. For mig beviser det bare den håbløse arkitektur:Hvis man ikke har øvet sig på forhånd, så er det faktisk svært at finde den rette balkon og den rette række.