Wienerfilharmonikerne var på besøg i Danmark den forgangne uge, blandt andet for at være med til at fejre Carl Nielsen. Eller måske for at undskylde for at være bortrejst, da jeg for 2 år siden var i Wien med jobbet og havde håbet at kunne klemme en koncert ind i programmet.

Under alle omstændigheder lagde de ud i Aalborg forleden, og den pragtfulde musikanmelder John Christiansen skrev sin mening her: http://jcklassisk.dk/art.aspx?id=2398. Tja, bumbum, tænkte tanten og skævede til sin (dyrt indkøbte) billet til torsdagens koncert i København. Men Wienerne er Wienerne, så op på cyklen og afsted!

Koncerten

Programmet skulle være det samme som i Aalborg og altså en noget bagvendt størrelse, hvor vi lægger ud med en tung symfoni og slutter med en ouverture:

1. Nielsens 4. symfoni
2. Schuberts 3. symfoni
3. Beethovens 3. Leonore-ouverture

Der var ingen grund til at skynde sig ud på Amager, for der er jo aldrig Mød Musikken, når der er gæsteorkester, og man bliver jo altid først lukket ind i salen et kvarters tid før, da gæsterne jo skal øve sig.

Men nej: Mød Musikken var lige afsluttet, da jeg ankom, og folk var så småt begyndt at rulle op ad trapperne til salen. Hrmf!

Salen var godt proppet, da musikerne endeligt kom på scenen. Efter skik og brug hilste vi dem med klapsalver – jeg føler mig altid en smule som publikum til en rockkoncert, når vi på den måde hilser på et gæsteorkester, men sådan er det jo, altså. Dirigent Franz Welser-Möst tripper ind, en spinkel person med stort hår, der, iført kjolesæt og med flagrende arme, minder mig om Copenhagen Phils lidt mystiske finske dirigent Santtu-Matias Rouvali, der også ser markant bedre ud i andet end kjolesæt.

Til Nielsens fjerde var de to sæt pauker anbragt på hver sin side af orkesteret, men langt inde i orkesteret i forhold til andre orkestre: Wienernes sædvanlige opstilning har paukerne umiddelbart bag de to hold violiner, og dermed kom andet hold pauker til at stå mellem oboerne og kontrabasserne og bag celloerne. Det lovede tæt kommunikation mellem de to paukister, hvilket tit er et problem i denne symfoni. Det løste Wienerne ved at køre rent nodemæssigt: de to paukister så overhovedet ikke på hinanden. Øv! Men der blev spillet løs, så selv en fynbo ville vippe med foden. Superflot spil af træblæserne i den lidt pudsige andensats (hvis altså man kan kalde det stykke en sats)!

Som to dage tidligere ender alt godt, trods alt, og vi kan gå til pause og få vejret igen.

Efter pausens snublen over medlemmer af DRSO i festtøj (måske et afterparty under opsejling?), er vi klar til anden halvleg med Schubert og Beethoven. P2 annoncerede, at Schuberts 3. er sjældent opført, men jeg har altså hørt den et par gange i de sidste par år. På mig virker den sød og lidt kæk på en måde, som Schuberts kammermusik sjældent gør (hans kammermusik går mere til stålet, synes jeg). God musik, kælent og meget fint udført. Derpå Beethovens såkaldt tredje Leonore-ouverture, altså andet forsøg på en ouverture til en fin opera, der desværre er noget nær usyngelig. Lige netop denne ouverture har jeg hørt adskillige gange og nyder den hver gang. Også denne gang, hvor den serveres med nerve og intensitet.

Klapklapklap! Også to ekstranumre af Johann Strauss (æh, en polka schnell og en vals), og så blomster til dirigenten, der kaster dem afsted mod aftenens kvindelige andenfløjtenist, hvilket i sig selv var nok til at få Concertanten på fødderne efter to andre udgaver af stående applaus.

Dommen

Wienerfilharmonikerne er et af verdens bedste symfoniorkestre! Jo, de er! Også selvom deres koncerter kan bære et vist præg af populisme. Denne aften ingen undtagelse: crowd pleasers galore. På en nordisk turné spiller man selvfølgeligt Nielsen og Sibelius (koncerten i Odense bød på Sibelius i stedet for Schubert, efter sigende), og selvfølgeligt giver man ekstranumre, der danner forbindelse til de herostratisk berømte nytårskoncerter. Meget populært repertoire smukt udført. Så populært, at man let glemmer hvor godt et orkester, dette er. Strygerne især er ekstraordinært tætspillende (og glamourøst så), messingblæserne lige i skabet, og træblæserne åndløst svævende. Fabelagtigt spillet!

Deres Nielsen er ikke vores Nielsen. Det er en tysk Nielsen, hvilket han selv sikkert ikke ville have haft noget imod, da han jo rejste en del i det sydlige udland. Forskellige anmeldere har talt om både Bruckner og Mahler i deres anmeldelser (tanten er unægteligt sent ude), men det hørte jeg ikke. Jeg hørte en jævnere egalitet, en tæthed, en svæven. Der blev swinget omtrent så meget som ved DRSOs udgave to dage tidligere, men udtrykket var et helt andet. Det var et helt andet bud på Nielsen som symfoniker uden al den danske bagage med Højskolesangbogen. Lidt lige som New York-filharmonikernes nylige indspilninger af alle Nielsens symfonier overhovedet ikke lyder “danske”, fordi de ikke er det og ikke vil være det. Jeg var ret begejstret efter symfonien, selvom jeg undervejs havde savnet den kampgejst og krashed, som vi forventer i en Nielsen-opførelse.

Orkesteret var mærkbart mere på hjemmebane i Schubert, der blev kørt hjem på rutinen, der jo altså er på et meget, meget højt niveau. Men aftenens højdepunkt blev Beethovens Leonore #3. Intenst spillet, masser af saft og hjerteblod, og meget Beethovensk. Smukt og intensivt!

De to Strauss-stykker var fine og helt på plads med den del af publikum, der havde købt billet på grund af nytårskoncerten. Igen smukt spillet, men altså…

Det er meget let at glemme, at Wiener-filharmonikerne er et af verdens fineste orkestre, og de gør det overhovedet ikke let for os at huske det. Deres program på denne turné er ….populært. Det er der  ikke noget i vejen med, netop fordi de spiller sindsygt godt. Men jeg kan ikke lade være med at sammenligne med en lignende koncert for et par år siden med Berliner-filharmonikerne i samme sal under ledelse af Simon Rattle. De bød på et program med Ligeti! Ligetis Atmospheres, altså! Spillet attakka med Wagners ouverture til Lohengrin! Her er vi i et helt andet leje, hvad angår blær. Efter dén koncert cyklede jeg hjem med hovedet i koncertsalen og sikkert til fare for trafikken.

Sådan havde jeg det ikke i torsdags.

Det var en virkeligt god koncert, sindsygt godt spillet af et af verdens fineste orkestre. Men det føltes ikke sådan.