Når man bor i udkanten af Københavns kommune, opdager man ikke nødvendigvis, at byen summer af opera. Copenhagen Opera Festival (udtales på engelsk, helst) har efter eget udsagn fyldt byens gader med klassisk musik i en uges tid, nu for syvende gang. Det er til dels rigtigt nok: der synges de sjoveste steder, og hvis man vil, kan man opleve stort set alt fra de store operaarier til nyskrevet eksperimentalmusik. Men det kræver fortsat, at man vil.

Der er en operettebåd til hr. og fru Danmark, der er musikalske legestuer for de små og mindre børn, og der er plads til gratister til diverse opera-relaterede forestillinger ved Torvehallerne. Så hvis man vil, så er der rigeligt udbud for (næsten) enhver smag og pengepung.

De tidligere år er jeg sprunget over. Helt. Men i den forgangne sæson har jeg jo brugt en del tid på opera, så jeg havde ”liket” Operafestivalen på Facebook for ad den vej at følge slagets gang. Og så opdagede jeg, at lørdag aften ville byde på en Wagnerfest. Vupti blev billetten købt!

En måned senere opdagede jeg, at den billet slet ikke var til lørdagens Wagnerfest men til søndagens opsummerende finalekoncert. Øv, og prøv igen. Det viste sig, at ”Køb”-knappen pegede på finalekoncerten, så man skulle aktivt klikke rundt, for at finde den rette.

Det lykkedes at få billet til den rette aften og så småt acceptere at skulle høre opera to aftener i træk midt i sommerferieperioden. Men så fandt jeg ud af, at Peter Lodahl skulle synge i en koncertant opsætning af Tjaikovskijs Eugen Onegin om fredagen … Og så måtte jeg jo have billet til det, også. Og når man nu var i gang, så nuppede jeg lige en kammerudgave af Maskerade søndag eftermiddag.

Så var pladen fuld: 4 operaer på 3 dage, eller rettere 4 operaoplevelser på 3 dage. Vejrudsigten var gråmeleret, men cyklen var nyrepareret, tanten musikalsk udsultet, så op og afsted – men husk lige regnslaget!

Koncerterne

Koncerter? Var det ikke opera, det her? Jo, men i virkeligheden havde jeg jo kun billet til en enkelt opera – fredag, lørdag og søndag aften var hhv. en koncertant og stærkt reduceret opførelse af en opera (Onegin) eller egentlige koncerter med noget operamusik.

Fredagens Onegin var med Malmø Operaorkester og –kor plus et antal solister fra nær og fjern. Jeg var lokket til af Peter Lodahl i en god rolle, langt om længe, nemlig Onegins gode ven Lenskij der bl.a. synger en smuk-smuk arie i kategorien smørtenor-smelter-alle-hjerter. Ovenikøbet fik jeg så vidunderlige Petri Lindroos synge Fyrst Gremins pragtarie om kærligheden til operaens omdrejningspunkt, Tatiana. Den hørte jeg jo tidligere på sommeren Stephen Milling synge (på dansk), og det var skønt at høre den igen med en helt anden stemme (på tillempet russisk). Fra Berlin kom Roman Trekel og gjorde overhovedet ikke noget indtryk andet end at han ikke rigtigt gad være her – det var godt nok også en kold og blæsende aften, må jeg indrømme, men derfor kan man da godt i det mindste lade som om, når man nu står oppe på en scene. Blandt damerne var Sabina Cvilak først sværmerisk og så knejsende i rollen som Tatiana; en dejligt udtryksfuld stemme. Søsteren, Olga, som Lenskij altså synger om, blev sunget med overskud og knaldhumør af Maria Gortsevskaya, aftenens eneste russer, og det kunne høres! Malmøerne spillede fint og tæt, men jeg frøs og ville bare hjem.

Lørdag var markant tørrere og mere sommeragtig, da jeg parkerede det laksefarvede lyn ved Torvehallerne. Dette skulle være en gallakoncert med lutter lækkerier: Mine venner fra Aarhus Symfoniorkester, der jo har fritidsjob som operaorkester for Den jyske Opera og gør det godt i den rolle, de to relativt unge danske Wagnersangere, Brit-Tone Müllertz og Magnus Vigilius, og så to stjerner fra udlandet, dog begge meget velkendte her til lands: En af tidens helt store tyske tenorer, Torsten Kerl, og amerikanske James Johnson. Det hele bundet sammen af Kristian Leth, der jo er faldet i gryden som Wagner(s musik)-fan og simpelthen sprudlede af begejstring for musikken. Johnson sang med dyb indlevelse og indadvendthed Hans Sachs store melankolske arie fra Mestersangerne; Kerl gav en uventet smuk arie fra Rienzi; Müllertz bragede igennem lydmuren med Elisabeths store ”Dich teure Halle” fra Tannhäuser; og som sidste nummer før pausen fik vi Siegfrieds og Mimes vidunderligt komiske arie/duet/duel fra Siegfried, komplet med ambolt og sværd, leveret i skønt samspil af Kerl og Vigilus – sidstnævnte studerer bl.a. hos førstnævnte, og man mærkede tydeligt, at de kendte hinanden. Efter en kort pause stod programmet på Valkyrien: Valkyerieridtet, Sieglindes og Siegmunds lange sceance, hvor de finder hinanden i slutningen af 1. akt, og så Wotans Abschied fra sidste akt. Müllertz og Kerl åbnede lungerne, så jorden skælvede, men de fyldte også luften med usikkerhed, de unge menneskers prøven sig frem, og så svimlende jubel. Ikke mindst var Kerls ”WÄÄÄÄÄÄÄÄÄÄLSE! WÄÄÄÄÄÄÄÄÄÄÄÄÄLSE!” fuldstændigt overvældende. I Politikken skrev Thomas Michelsen, at Kerl må have forsøgt at slå Jonas Kaufmanns rekord, for langt og højt var det, og orkesteret måtte bare trække musikken, til han var færdig. Hold da helt fest! Johnsons efterfølgende Wotan kunne have været en trist affære efter Müllertz og Kerl, men det var det ikke. Han er blevet 10 år ældre, siden han sidst sang Wotan i København, så det lød anderledes; igen mere indadvendt og eftertænksomt men stadig meget, meget vedkommende. Jeg svævede nærmest hjem, mens den nyopståede fuldmåne forsøgte at finde vej over himmelen. 

Opdatering: lørdagens koncert gives igen (på en måde) i Aarhus i Musikhusets skønne Symfonisk Sal d. 26/8-2015. For mere info, se http://www.aarhussymfoni.dk.

Godt så. Søndags double billing startede med Maskerade i en kammeropsætning forestået af Det kongelige Teater med et par gengangere fra deres store opsætning. Det store orkester var skåret ned til en violin, en cello og et klaver, scenen i Lindegården inde midt i Universitetets gamle kompleks bestod mest af ingenting og tomme billedrammer, og Nielsens opera var skåret ned til knap 2 timers spilletid. Til min store glæde var Simon Duus igen Henrik (nu med nyklippet hår, hvilket gjorde ham næsten uigenkendelig) og Jens Christian Tvilum var Arv. Ny som Leander var Matthias Hedegaard, som jeg dermed så i levende live efter kun at have hørt hans romantiske tenor i radioen. Det var en morsom opsætning, skruet sammen af Natascha Metherell, åbenbart, og spillet med højt humør og sommerglæde af de (få) medvirkende. Den opsætning kan KglTeater godt drage land og rige rundt med – man behøver ikke en 1700-tals gård til formålet.

Om aftenen var det så den store afslutningskoncert, der blev en halv time forsinket, fordi generatoren stod af. Tja, disse udendørskoncerter er jo naturligvis elektronisk forstærket med mikrofoner på alle instrumenter + lys + DRs kameraer, og det kan godt slide en generator op. Programmet bestod af forskellige highlights fra den forgange uge, med en stor undtagelse for ugens helt store samtaleemne: LEAVES, den nye operaagtige oplevelse i Atomkælderen under Kommunehospitalet, skrevet af Efterklang og Karsten Fundal. Der var lidt Carmen, lidt Flagermus, noget Nielsen, et klip fra Weyses Et Eventyr i Rosenborg Have, en lang arie fra La Traviata (pragtfuldt sunget af ellers gennemsigtige Line Johnson), snacks fra fredagens Onegin (heldigvis Lindroos igen men desværre også en gentagelse af katastrofen med Tonny Landy) og lørdagens Wagner (Müllertz som Elisabeth og Johnson som Hans Sachs), og så sluttede vi af med det store ”Operafestivalkor” med fangekoret fra Nabucco. Alt i alt en blandet landhandel men også en fin servering, der viste det høje niveau, festivalen havde holdt hele ugen, åbenbart. Jeg var godt underholdt undervejs og småsang på cykelturen hjemad i den lune sommeraften.

Dommen

Nja, det passer sig ikke med en dom, når jeg nu ikke har været med til hele Operafestivalen – og heldigvis for det, for i skrivende stund har jeg fået opera nok. Men lad os se på omstændighederne.

Top 5:

• Torsten Kerls drengede charme kombineret med en kanonstemme ved lørdagens Wagnerfest.
• Petri Lindroos i det hele taget.
• Simon Duus og Matthias Hedegaards komik og samspil i Maskerade.
• Vejret søndag.
• Magnus Vigilius’ lavkomiske Mime lørdag aften – fin brug af grydeske!

Bund 5:

• Vejret fredag. Michael Bojesen selv henviste til det som den koldeste vinteraften i år, og der var noget om det.
• Bænkene ved Torvehallerne – især lørdag stod de meget, meget tæt, så vi knap kunne være der.
• Elektrisk forstærkning af et klassisk orkester giver en kunstig lyd. Jovist er det nødvendigt, når man nu vil være udendørs, men hele fidusen ryger faktisk. Det led ikke mindst Aarhusianerne under – det fremgik alt for tydeligt, at orkesteret er blevet temmeligt lille.
• Lydniveauet fra Torvehallernes åbne barer fredag og lørdag aften, der næsten overdøvede selv Wagner.
  Placeringen er ellers fin og får lokket folk til, hvilket jo er hovedformålet, men nutidens unge, altså…
• Tøj! Klassiske sangere må ikke selv klæde sig på, basta! Jævnfør Brit-Tone Müllertz totalt uklædelige kjole og Torsten Kerls pyjamas-og-slåbrok.

Udenfor kategori:

• Castingen af Tonny Landy som den franske sanger i Onegin var katastrofal. Det var da pænt ment, men det var en pinlig oplevelse for alle de, der ikke sad og svømmede hen i minder om ham fra for 40 år siden.
• Tillykke med Operafestivalens Hæderspris til samme Landy for årtiers arbejde for at gøre opera og anden sang for klassisk-uddannede stemmer gjort tilgængelig for det brede publikum!

Skal jeg afsted næste år? Det tror jeg. Søndag følte jeg klart, at jeg var gået glip af for meget, men i dag (mandag) har jeg ikke rigtigt behov for at høre opera igen sådan lige med det samme. Men på søndag kommer Joseph Calleja og synger på italiensk igen, så da må jeg være klar igen!