Ja, hvad er der med dem? Fistelstemmer, nullermænd, opmærksomhedssøgende? Tja, det ved jeg ikke, men jeg tror det ikke. Som udgangspunkt kan jeg godt lide kontratenorer, og et par af dem er jeg fuldstændigt betaget af. Andre går mig på nerverne, ikke personligt men fordi de dukker op i sammenhænge, der ikke giver mening for mig.

Lige nu hører og til dels ser jeg en opera med 5 kontratenorer og et par tenorer. Normalt ville jeg sige, at det står skralt til, når tenoren er den dybe, myndige stemme; men omgivet af kontratenorer kan det give mening. Fidusen er, at kontratenorer ikke er 1 type men flere.

Ikke at jeg er ekspert, men for mig er der to typer:

• Sopran/mezzo
• Mezzo/alt

Som meget ung præ-tante hørte jeg den berømte og berygtede gamle optagelse af pavestatens officielt sidste kastrat, der i sine sidste leveår fik optaget en på alle måder rystende Pie Jesu. Nutidens kontratenorer har intet med kastrater eller den optagelse at gøre;tværtimod er de spillevende og som oftest med på den værste, rent opførelsesmæssigt. Store kostumer, det rene ingenting, kjoler, bukser, men unægteligt oftest noget, der passer til en barokopera eller lignende.

Nogle er konverterede barytoner, nogle er tenorer der blot gik højere, andre er hverken det ene eller det andet men blot kontratenorer.

Mine favoritter er vidt forskellige: Andreas Scholl og Philippe Jaroussky. Begge er konverterede barytoner og synger sommetider i det naturlige leje, men som kontratenor er Scholl mezzo/alt, og Jaroussky tæt på ren sopran. Begge er absolut lækre i stemmen og overhovedet ikke tosset at se på heller. Begge slår sig jævnligt løs udenfor barokrepertoiret og er hjerteligt velkomne hver gang. For eksempel har jeg oplevet Scholl på absolut løs line med sange og Lieder i Tivolis  Koncertsal, og Jaroussky leger  gerne med Christine Pluhars løbske ensemble L’Arpegiatta.

Dame- eller herreroller betyder ikke det store for besætningen i en moderne barokopera. I datiden var alle roller udfyldt af mænd; idag er dameroller gerne udfyldt af kvinder, og det er nogle herreroller også, herunder jo roller som Octavian i Richard Strauss’ Rosenkavaleren eller, hvis man ikke lige har adgang til kontratenorer, stort set alle roller i en opera som Händels Alcina, der gik på KglTeater sidste år.

Forleden oplevede jeg en nyudklækket kontratenor på Copenhagen Opera Festival, nemlig unge Morten Grove Frandsen, der modigt medvirkede i den nye opera-agtige oplevelese LEAVES med stor ros og ved festivalens finalekoncert til mindre ros med Fyrst Orlovskys, efter min mening, malplacerede arie. Faktisk synes jeg, han er utroligt spændende, men det var han bare ikke lige i “Chacun à son goût”  arien fra Flagermusen. Forhåbentligt vokser han ind i faget med årene.

Min pointe er, at der er plads til kontratenorer i dagens musikliv. Men de skal knokle for en egen plads dér, for den er ikke gratis.