Anden halvdel af Tivolis sommersæson lakker mod slutningen, eller rettere er den godt kommet igang. Typisk har man et heftigt koncertprogram frem til juli; så stilstand en periode; og så en kraftanstrengelse de sidste uger af august og de første par uger af september. Det er første tegn på, at efteråret truer, når de store koncerter begynder i den skønne koncertsal i sommerklædte Tivoli. De fleste år dejser vi solstegte omkuld i de gamle træstole, men i 2015 er intet som sædvanligt, så vi anduver Tivoli iført regntøj just-in-case til en forhåbentligt festlig aften med Tivoli Symfoniorkester (sommertøj for Copenhagen Phil, jo altså) under ledelse af Mario Venzago, som jeg tidligere har nydt. Af uforklarlige årsager har Tivoli valgt ikke at lægge lige netop denne koncert ud på deres tivolifestival.dk site, så alt i denne post er baseret på min vakkelvorne hukommelse.

Koncerten

Af grunde, jeg ikke længere husker, fik jeg i dén grad købt de forkerte pladser til årets sæson i Tivoli. Det har muligvis været en kombination af musikbegærlighed og pengemangel, men i hvert fald opdagede jeg til udelt rædsel, at min plads denne fredag aften var på forreste række, lige under det store Steinway-flygel. Nå, men så ville jeg da i det mindste kunne nye pedalarbejdet hos vores svenske men dog lokale professor ved Det kongelige Musikkonservatorium Niklas Sivelöf, der skulle medvirke i noget så særpræget som Skrjabins klaverkoncert. Skrjabin, er det ikke noget med atonalitet og 1920-syrethed? Jovist, men det kan da også sommetider være godt nok.

Orkesteret lægger ud med … eh, noget italiensk opera. Efter hukommelsen var det Verdi og ouverturen til et-eller-andet. Jeg var lidt adskilt fra oplevelsen, da man havde valgt at sætte flyglet på plads midt på scenen allerede før start, så jeg effektivt havde en mur mellem mig og orkesteret. Dog fin udsigt til koncertmester Jon Gjesme (helt OK!) og de to koncertmestre for celli, Toke Møldrup og Richard Krug (dobbelt OK!).

Endeligt kom Sivelöf ind iført kjole og den smukkeste vest i en dansk koncertsal – tak for det! Et anstrengt ansigtsudtryk, og afsted det går. Der danses op og ned ad klaviaturet. Der gryntes lidt, kan vi høre fra de forreste rækker, men især kommunikeres der mellem solist og dirigent, mellem dirigent og orkester (selvfølgeligt), og mellem solist og orkester. Overhovedet ikke sær musik, men absolut sofistikeret og avanceret bag alt det smukke.

Stor applaus og et sjovt ekstranummer, tilsyneladende improviseret af Sivelöf over en stump af Bach. Vittigt og meget fint.

Efter pausen Ravels Bolero. Et fuldstændigt fortærsket værk, der er slidt og trivielt efterhånden, så det kræver noget særligt, hvis det skal være relevant i dag. Så man anbringer en lilletromme midt blandt strygerne til at sætte tempo og grundrytme, får træblæserne til at spille ultratæt og intenst, strygerne til at knipse som aldrig før, og messingen til at synge. Resultatet er et Bolero med ben at gå på. Wow!

Dommen

Der er gået næsten en uge, hvor jeg ikke har fået skrevet om min oplevelse. Ikke fordi jeg ikke kunne beslutte mig, men fordi andre ting kom i vejen. Det var en virkeligt god koncert, denne! I pausen mødte jeg en musikalsk bekendt, hvis ægtefælle ikke kunne være der, så jeg indtog dennes plads efter pausen – heldigvis. For jeg ville nødigt være gået glip af det samlede instrumenttryk af hele orkesteret i Bolero. Det var meget kraftfuldt, og meget intenst – tak for det!

Temmeligt uventent var Skrjabin overhovet ikke spor atonal eller svær. Tværtimod var det jævnligt decideret smukt og i det hele taget interessant. Noget af ansvaret lå selvfølgeligt i Sivelöf som solist – han er faktisk så god! Og i ekstranummeret lod han fingrene danse helt ud af klaviaturet, hvilket var ganske morsomt og et godt øjeblik for os alle.

En god fredag aften i et overraskende sommeragtigt Tivoli. Men der var alvor indenfor, og inde i alvoren en munterhed.
Opdatering: ad omveje fandt jeg et link til Tivoli Festival: http://www.tivolifestival.dk/da/program/2015/ravels+bolero