Concertanten er glad for Wagner(s musik), og ikke mindst for koncertante opførelser af operaerne, hvor alle blinkende lamper, stilladser, politiske budskaber og andet tingeltangel er skrabet bort. Så da en nyhedsmail fortalte, at Odense Symfoniorkester var begyndt at  øve sig på at opføre den samlede Nibelungens Ring og derfor ville opføre hver af de fire operaer koncertant over de næste par år, var jeg straks interesseret.

Min optakt var ikke den bedste – som en del andre fra København havde jeg satset på at tage et tog til Odense, spise en god middag, og så trippe hen over den tidligere Thomas B. Thriges Gades grusbanker i god tid før 19:30. Men DSB leverede den sædvanlige vare, så lyntoget blev til snegletog, og vi var 25 minutter forsinket i ankomst…. 25 minutter lyder måske ikke af meget, men det er det, når turen er berammet til 5 kvarter. Så i stedet for en god, langsom optakt, blev det til et hurtigt (men godt) måltid, og så afsted gennem byen.

Koncerten

Det var cirka 25 år siden, jeg sidst havde været i Odense Koncerthus, og det var ikke blevet kønnere i mellemtiden. Men foyeren var stuvende fuld, da mange tydeligvis havde været til introduktion en time før start. Det var en dejlig atmosfære at ankomme til, for alle glædede sig, mig selv inklusive.

Ind i salen til den nominelle række 10, der i dagens anledning de facto var række 6. Hm. Pyt, vi skal i gang med et stykke revolutionerende forspil:

7 kontrabasser trækker lange tråde sammen med et par fagotter på de dybeste toner, de hver især kan levere. Hornene svæver ind fra venstre, bratscher nynner, celli springer ind, obo og klarinet danser med på det såkaldte “Urmotiv”: Vi får dannet et krystalklart billede af højde og dybde, vand, himmel og dybe grotter.

Med et sæt begynder de tre yndige Rhindøtre at synge. Det er lige overraskende hver gang, men med Hanne Fischer på vanlig plads som Flosshilde er alt godt. Herfra udvikler sagen sig – Nibelungen Alberich dukker op og forsøger at indynde sig, afvises, bliver mandefornærmet og stikker af med Rhinguldet.

Dermed er det hele sådan set allerede overstået: den perfekte verden findes ikke, alle snyder alle, alle kan kvaje sig, og alle begærer et eller andet. Men vi skal lige have 2 timer endnu denne aften + altså de tre “rigtige” operaer i kvartetten, før vi er færdige med historien.

Det er en halviscenesat forestilling, denne: sangerne udnytter den brede scene og korgalleriet bag og over scenen til at illustrere de forskellige relative positioner. Alberich jager Rhindøtrene rundt på galleriet; jætterne Fasolt og Fafner holder sig til højre side af scenen, mens guderne står på dirigentens anden side; Erda viser sig pludseligt højt oppe bag scenen og synker så bort igen; og da Wotan og Fricka formodes at gå over regnbuebroen til Valhalla, går de op ad trapperne til galleriet og danser dér til operaens sidste triumferende toner.

Inden da har Alberich først afsvoret kærligheden og siden forbandet den ring, han fik skabt af det stjålne Rhinguld; Wotan har illuderet verdenshersker med slemt anløben moral; Fricka har vist en flig af den bitsch, hun bliver til i Valkyrien; Fafner har dræbt sin bror, den forelskede Fasolt; Freia har klynket; og Mime har haft ondt af sig selv. Som en bi, der summer omkring hele rollegalleriet, drøner Loke rundt og “fixer ting” – hvis der ikke er noget at “fixe”, så “fixer” han også lige det. Jovist lyver og bedrager Loke, og dog er han det nærmeste, vi kommer en småsympatisk person i dette værk.

Og vi har hørt skøn, skøn musik i 2½ time. Herunder et af mine yndlingsforspil på grund af sin uskyldigt lydende radikalitet, men også hammer-på-ambolt under nedstigningen til Niebelheim, sitrende violiner, et klagende engelskhorn, gjaldende trompeter og tromboner, buldrende pauker, og horn-horn-horn.

Åh, de horn! Det var til Rhinguldet, at Wagner fik behov for lidt dybere horn, og dermed fik vi de skønne Wagnertubaer. Hvad problemer, man end måtte have med Hr. Wagner, så fik han da i hvert fald sat knald på udviklingen af lyden af en opera!

Dommen

Odense Symfoniorkester (OS) fik i 2009 en spændende chefdirigent, den sprælske Alexander Vedernikov, og ambitionerne fejler ikke noget: Fra et beskedent byorkester, der ikke var særligt interessant, mens jeg boede i Odense, til, forhåbentligt, et stærkt spillende symfoniorkester med en sal, der passer til ambitionerne. Man bygger nemligt nyt hus i Odense, så orkesteret forhåbentligt kan en ordentlig koncertsal i stedet for den lidt problematiske Carl Nielsen-sal i det eksisterende koncerthus.

Nu er Wagners musik ikke sådan bare lige at spille for et offentligt støttet orkester i Danmark. Så OS havde i dagens festlige anledning dels lånt ekstra ressourcer rundt omkring i andre orkestre og på freelancemarkedet, og dels havde man selvfølgeligt øvet intensivt med Verdernikov, der absolut har forstand på opera og godt med erfaring med Wagner. Man havde så også fået fingrene i Lotte Heise til at lægge inspirerende videoer på Facebooksiden for at lokke flere til huse – det har muligvis virket, da salen var næsten fuld.

Lidt endnu står der en stråle på OS’ hjemmeside, men her er rollelisten:

• Wotan: Thomas Johannes Mayer
• Loge: Vsevolod Grivnov
• Fricka: Lioba Braun
• Freia: Lise Davidsen
• Donner: Wieland Satter
• Froh: Bo Kristian Jensen
• Erda: Birgit Remmert
• Alberich: Pavlo Hunka
• Mime: Gerhard Siegel
• Fasolt: Alexander Teliga
• Fafner: Steven Humes
• Woglinde: Nina Bols Lundgren
• Wellgunde: Kristine Becker Lund
• Flosshilde: Hanne Fischer

Vedernikov oplevede jeg i Den kongelige Opera i forrige sæson, og dengang som nu strålede han af musikbegejstring og energi i en grad, så det smittede af på alle. Musikerne var på en svær opgave men gav den en skalle – de må have været totalt udmattede efter den kraftanstrengelse det er, at spille så længe på så højt et musikalsk niveau.  OS er ikke et operaorkester, og selv et par ugers intensiv træning kan ikke ændre på det. Men de var virkeligt gode denne aften og gav os alle en god oplevelse. Især var jeg begejstret for hornsektionen – meget flot spillet! En interessant detalje var aftenens koncertmester, som jeg kender fra Copenhagen Phils kammerensemble, Copenhagen String Quartet. De skulle have spillet sidste del i deres Beethoven-marathon i Tivoli denne søndag men aflyste lørdag; jeg kan ikke udelukke, at det skyldes forståelig udmattelse hos deres primarius.

Godt så. Orkesteret klarede sig fint, og der var ingen kulisser eller tvivlsom instruktion til at gå i vejen for sangerne. Så hvad med dem?

Hm. Egentligt rigtigt godt, for de var alle 100% til stede i salen og oppe på tæerne. Men jeg var bare ikke helt oppe at ringe. Jeg tror, det til dels skyldes min skæve placering i salen, men en ellers fin sanger som Bo Kristian Jensen, der sang Froh, druknede i orkestervellyd. Mens den (meget høje og) absolut fantastiske Lise Davidsen som Freia havde aftenens klart bedste stemme, der jo stort set ikke kunne bruges til noget på grund af rollens mangel på karakter. Jeg glæder mig helt klart til at høre hende rent faktisk synge, og  hun fik fortjent aftenens største bifald. De tre Rhindøtre var næsten perfekte, og det var Loke, altså  Vsevolod Grivnov, som jeg tidligere har oplevet i et-eller-andet. Fasolt, Alexander Teliga, oplevede jeg i samme Shostakovitch som Vedernikov, og da gjorde han sig markant bedre som den klamme storkøbmand i stedet for hér som forelsket kæmpe (han er noget under middelhøjde).

Lidt unfair sidder jeg nu og lytter til min Solti-CD for at minde mig om musikken. Det er ikke en rimelig efterligning, for indspilninger er jo gerne klangligt perfekte. Samtidigt fastholder jeg, at den bedste musikalske oplevelse får man i koncertsalen, også når det er Carl Nielsen-salen i Odense. Og det var en god oplevelse, denne aften i Odense. Jeg svømmede hen indtil flere gange, slog takt med tæerne til hammerslagene, og var slet ikke uvillig til at lade mig trække med op at stå under bifaldet.

Min konklusion er, at vi har noget at se frem til, hvis orkesteret fortsætter udviklingen under Vedernikov, og de får hyret nogle gode folk til deres Ring-opsætning. De kan sagtens bruge de samme sangere, som ved denne koncertopførelse, uden at nogen behøver rynke på næsen: Der blev sunget godt og med nerve, sådan i det store hele. Men aftenens helte var Vedernikov, musikerne og Lise Davidsen.

PS: Der var tilsyndeladende indlånt et overtekst-system fra Aarhus. I hvert fald dukkede ordene DEN JYSKE OPERA pludseligt op midt i tredje scene…. Tja, det havde nok teksterne på lager fra deres egen Ring for nogle år siden.

PPS: Jeg fastholder, hvad jeg har sagt før: Operasangere må simpelthen ikke klæde sig selv på! De har ikke forstand på det….

PPPS:Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg glemte at notere min begejstring for aftenens Wotan og Mime. Wotan var vældigt fin, men jeg blev dog distraheret af Mayers “Wagner-hår” -hvis man ikke kender det, så find et billede af Meyer eller visse andre Wagner-navne som Voigt eller Kauffmann. Mime var vældigt fint spillet, så man virkeligt fik ondt af staklen og helt glemte, at hans “det er synd for MIG, kun MIG” tager fuldstændigt overhånd i del 3, Siegfried. Perfekt!