Eller: Fra sommer til efterår 2015.

Det var meningen, at denne post skulle være en opsummering af Copenhagen Strings Quartets udgave af alle Beethovens strygekvartetter i Tivolis Koncertsal, men da jeg måtte opgive 1 1/2 koncert og kvartetten måtte opgive den sidste af i alt 5, så bliver det altså anderledes.
Den første søndag i september 2015 cyklede jeg ikke til Tivoli for at høre Beethoven med den absolut charmerende strygekvartet men istedet til Dokøen for at høre Det kongelige Kapels første kammerkoncert i den nye sæson. Lige denne søndag vrimlede det med kammermusik i København, så det var næsten, men kun næsten, en lettelse, at strygekvartetten aflyste deres koncert. Det gav så plads til Kapellet, som jeg jo (også) er småforelsket i.

Koncerten

Det overordnede program i sæsonen 2015-16 for KglKapels kammerkoncerter hedder “Nordiske Klange”, forstået som musik af nordiske komponister med fødselaren Carl Nielsen som omdrejningspunkt. Fint med mig – jeg er glad for Nielsen og interesseret i nordisk musik på sådan et lidt mere end generelt plan. Som relativt ny til kammermusikken har jeg stadig lidt svært ved at holde interessen, men når musikken fylder foyeren til Takkelloftscenen ude på Holmen, så sker det, at musikalsk og visuel skønhed mødes i perfekt harmoni.

Denne eftermiddag bød på blæst og blæsere:

• Holmboe: Notturno for blæserkvintet op. 19
• Crusell: Tre kvartetter for fire valdhorn
• Fernström: Blæserkvintet op. 59
• Nielsen: Strygekvartet i f-dur, op. 44

God kost, når man nu godt kan lide blæsere! Altså 3 værker før pausen, og så en gang Nielsen, heldigivs med skønne Tobias Durholm som primarius.

Holmboe er jeg blevet ganske glad for; han er ret avanceret men dog klangligt genkendelig i sin umiskendelige danskhed. Denne notturno er ingen undtagelse: fra instrument til instrument bygges lag op, melodien hopper fra stemme til stemme. Smukt og dog hele tiden gnubbende ved et ømt punkt. Lidt lige som at have yndlingsskoene på, selvom de klemmer – man har det godt, men der er ligesom et eller andet skævt ved det hele. Fremragende!

Crusells hornkvartetter er straks en anden sag: lutter vellyd og et helt trut i ny og næ. Det er lidt det samme med den mig ukendte Fermström: dejlige lyde og stor musikalitet, men det er så det.

Efter pausen med dejlig udsigt over et solbeskinnet Holmen, og i ly for den stride blæst, var det så Nielsen. Selv i dette jubilæumsår er det virkeligt svært at få for meget Nielsen:  hans musik rammer lige midt i min danske sjæl, så jeg får lyst til at synge med på selv de særeste stykker af sjette symfoni. Denne strygekvartet er ingen undtagelse, bortset fra Tobias Durholms knirkende stol, der får alle, inklusive ham selv, til at trække på smilebåndet. Det er ikke lutter vellyd – der er knas og gods i den gode Carl, men på en måde synger det i knoglerne alligevel.

Dommen

Interessant nok bød de to blæserkvintetter på en introduktion til den nyudnævnte soloobo, Juliana Koch. Et spændende bekendtskab, som jeg glæder mig til at følge fremover. Begge kvintetter var tæt og swingende spillet, men Holmboe ligger nok mit hjerte nærmere.

Efter fredagens wagnerske hornekstravaganza var det meget tilfredstillende at få instrumentet helt ud i dagslyset. Jeg har hørt, at Crusell er vellidt blandt hornister, og det få være. Godt var det, og meget velspillet af det, jeg jævnligt omtaler som byens bedste hornsektion. De er ikke spor blærede, men godt lyder det!

Og så jo altså strygekvartetten. Durholm nyder jeg lige meget, når han står i spidsen for hele Kapellet, og når han leger med kammeraterne i Arildkvartetten. Jeg måtte springe over et par koncerter med kvartetten denne sommer, så det var rart at indhente lidt af det forsømte på denne måde. Som de øvrige ensembler ved disse kammerkoncerter, er denne strygekvartet ikke et fast ensemble. Men med Durholm, Sune Ranmo på bratsch, Joel Laakso på cello og Bjarne Hansen som andenviolin ligger bundniveauet ret højt. Det nød vi alle godt af – på trods af den knirkende stol.

Endnu en dejlig eftermiddag på Takkelloftet! Jeg ser frem til den næste!