Sæsonen 2015-16 er blevet sneget lidt i gang med lidt kammermusik og Wagner. Men nu er vi for alvor i gang: Min første symfonikoncert i den nye koncertsæson! Denne gang med DRSO under ledelse af Edward Gardner i Brahms’ Ein deutsches Requiem, et af ganske få værker af gamle Johannes, som jeg fuldstændigt frivilligt giver mig i kast med.

Nogle vil vide, at jeg ikke er fan af den store blå terning ude på Amager men til gengæld ganske stor fan af den musik, der proppes ind i den. Det er derude, jeg har haft nogle af de mest svimlende symfoniske oplevelser, herunder en fuldstændigt overjordisk betagende udgave af Ein deutsches Requiem med DRSO under den store Herbert Blomstedt for et par år siden. Jeg har hørt værket både før og siden, men lige dén aften er blevet mit referencepunkt. “A tough act to follow”, siger man, og dét var den aften. Men den (forholdsvis) unge britiske dirigent Edward Gardner er jo slet ikke uden evner, så måske han kunne gå den gamle maestro i bedene?

Koncerten

I virkeligheden var jeg lokket til, ikke af Gardner, men af sopransolisten, der jo har blot én arie, der til gengæld kan være så hjerteskærende. Solisten skulle være den store østrigske sopran Dorothea Röschmann. Hold da op for et navn i en ganske lille men dog absolut betydende rolle! Hun er fast inventar på Staatsoper i Wien, hvor hun efter sigende tilbedes. Jeg har hørt, at visse kommentatorer er mindre begejstrede, men hun medvirker i den luksusudgave af Figaros Bryllup, der findes på CD og DVD men Anna Netrepko, Bo Skovhus, Hildebrando d’Angelo, og så jo altså Röschmann som grevinde Almavida med en fuldstændigt rystende udgave af Dove Sono.  Jeg smelter, når jeg hører den indspilning, så chancen for at høre hende her i København ville jeg da ikke stå over. Også selvom sopransoloen i Brahms ikke er verdens største hurranummer.

Nå, men altså: Sæsonstart med DRSO, og derfor en hastig tur ad motorvejen fra arbejde, lynskifte fra bil til cykel, og så cirka 40 minutters cykling fra rødt lys til rødt lys på tværs af København, over Langebro, og så chikanekørsel på Amager. Trods alt forpustet når man frem, kæmper sig op og ned ad trapperne, netter på håret, og finder aftenens plads på anden balkon – højre side af en eller anden grund. Publikum myldrer ind med og uden hjælpemidler, og nede på scenen fylder DRSO lidt over halvdelen af pladsen, mens DR Koncertkoret tager en tredjedel eller så. Og så er der lige plads til orgelpulpituret, for vi skal åbenbart bruge lidt assistance for at kunne overdøve koret?

Klar til start: Gardner springer ind på plads, mens de to solister, Röschmann og indhopperen Audun Iversen, der erstatter sygemeldte André Schuen, finder vej til et par pladser mellem kor og messingblæserne.

Koret rejser sig op, Gardner slår an: “Selig sind”, lyder det. Sådan da. En lille rest af Blomstedts “Selig sint” er at spore, men i aften er vi langsommere, måske mere floromvundet, endda? Inden da har de dybe strygere lagt et grundigt fundament. Mit hoved summer stadig af sidste uges Rheingold, hvor introen jo er dybe strygere, så genkendelsens glæde har sjældent været større. Ikke at Brahms og Wagner har det fjerneste med hinanden at gøre, men lige dette mønster med svævende basser, celli og bratscher går dog igen. Langsomt opbygges værket, stemmerne afløser hinanden, og vi svæver. Teksten handler om at trøste de overlevende uden at glemme de afdøde, og selvom jeg ved grød har nok at tænke på i dén afdeling, er det hverken morbidt, sørgeligt eller trist. Sandt at sige finder jeg heller ikke værket særligt tankevækkende omkring min sorg, men jeg nyder de svævende melodilinier, de musikalske kommentarer .

Koret får en slags pause, mens dagens baryton, Iversen, synger sit “Herr, Herr”. Dog kommenterer de hans råb og hjælper ham til at finde trøst. Men vi skal videre, og sangen fortsætter. Endeligt er det tid til sopransoloen, der jo begynder med en opadstigende tone og fortsætter med at svæve. Röschmann har småsunget med på korets sopranstemme, så hun er klar til at ramme de høje, lyse toner efter en god halv time på gulvet. Hun klager sin nød og overvinder den. Bravo!

Derfra til “the home stretch”, som man siger: vi når hele vejen rundt til udgangspunktet, men nu er vi afklarede og villige til at gå videre. Gardner holder pinden i vejret i laaaaang tid efter sidste tone, måske for at holde den tanken svævende. Men til sidst må han sænke pinden, og vi klapper grundigt.

Dommen

En cykeltur gennem byen senere, og jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om aftenens koncert. Jeg har lidt på fornemmelsen, at anmelderne vil være mere overstrømmende end jeg som sædvanligt, og måske er jeg ved at få hård hud mellem tænderne, som det hedder i mit daglige fag. Der blev spillet godt og flot, og især koret var overvældende. Röschmann var bedårende, mens Iversen var mere anonym, især i sammenligning med Florian Boesch, som jeg hørte i samme parti for godt et års tid siden.

Men, altså. Det berygtede ratslør meldte sin ankomst straks fra begyndelsen, og det blev til slutningen. Jovist svævede vi, og jeg svævede med, men der var en manglende præcision i indsatserne. Om det er dirigenten eller musikerne/sangerne, ved jeg ikke, men generende var det. Det er jo ikke, fordi musikere og sangere ikke kan, og heller ikke inkompetence ved dirigenten overhovedet. Men for mig virkede det ikke rigtigt, desværre, trods adskillige forsøg på at svæve ind i musikken. Måske var det min manglende optakt (altså min hasten fra kontor til blå firkant), og det skal jeg da ikke udelukke, slet ikke. Det var en god oplevelse, denne, men den var ikke fantastisk god.

Når det så er sagt, så hjalp efterårshosteriet blandt publikum overhovedet ikke. Tag nu opgaven alvorligt, kammerater! Hosten er ikke en anerkendt kommunikationsform, og hvis I bliver fristet, så bid jer selv i tungen, for hulen!