Den store norsk-danske dramatiker Henrik Ibsen var i min skoletid, noget man truede børn med. For mig har det været en op-ad-bakken-oplevelse at læse hans værker, men nu gik jeg og Det moderne Gennembrud nu også galt af hinanden for længe siden. Så da Det kongelige Teaters ensemble-i-ensemblet Det røde Rum sidste sæson kastede sig ud i et af Ibsens skæveste stykker, Hedda Gabler, var jeg ikke interesseret.

Det var en fejl, kunne jeg forstå, så jeg tilkæmpede mig en billet til en forestilling i en af de allerførste uger af den nye sæson, selvom opsætningen næsten var udsolgt på forhånd. Jeg er jo ikke den eneste, der er begejstret for Det røde Rum og deres villighed til at give et skævt bud på selv de største klassikere.

Forestillingen

Historien er i sandhed skæv: Societydamen Hedda er lige kommet hjem fra bryllupsrejse med sin ret uventede ægtemand, tørvetrilleren Tesman. Installeret i et (dyrt og) moderne hus, forgældet til op over begge ører, keder hun sig på forhånd. Hun afskyer sin mand og hans tante, og måske især sig selv, og har kun to interesser: Provokationer og sin afdøde fars to pistoler, og hun leger med begge. Ind kommer Thea, en veninde, der er rigt men dårligt gift, og som nu har forladt sin mand for at være sammen med Heddas gamle kæreste, Løvborg. Sammen har de skrevet 2 bøger, hvoraf den første netop er udkommet til stor jubel. Den anden findes som manuskript (hér på en USB-nøgle). Heddas forkælede provokationer får alt til at koge: Hun skræmmer livet halvt af advokaten Brack; han hævner sig ved at true sig til et løfte om sex; hun lokker Løvborg til at hoppe ud i alkoholmisbrug igen, selvom han var kommet på ret spor igen; hun leger med veninden Theas forstand, brænder det lovende manuskript, og overtaler Løvborg til at begå et smukt selvmord. Da det mislykkes for ham (i stedet bliver han skudt i et fordrukkent slagsmål med nogle prostituerede), begår hun selv selvmord for at tage fuld kontrol over sit liv, i stedet for at være ejet af andre, så som hendes mand og advokat Brack.

Moralen? Der er vist ikke rigtigt nogen, i hvert fald er der ingen helte i klassisk forstand. I programnoterne kan jeg læse, at Ibsen selv sagde, at han her ville “skildre mennesker, på baggrund af visse gældende samfundsforhold og anskuelser.”. Men Heddas fortvivlelse over overfladiskheden og den manglende substans i hendes liv er reel, og hendes sidste handling er fuldstændigt i tråd med hendes livsanskuelse. Hun er meget svær at holde af, for hun kan faktisk ikke holde sig selv ud, og for den sags skyld heller ikke andre. I mødet med advokat Brack har hun måske mødt sin ligemand, og stykket handler i nogen udstrækning om magtkampen mellem de to, som ingen af dem rigtigt vinder.

Dommen

Tilværelsens ulidelige lethed, måske? Eller virkeligheden bag nutidens realityshows? Det røde Rum kommer igen med et modigt bud på en opdateret klassiker, der skærer ind til benet. Teksten er mildt opdateret, men ensemblet demonstrer igen tydeligt, at fidusen ved en klassiker er, at en tekst, der er skrevet i 1890, har mindst lige så stor gyldighed i dag, fordi den handler om mennesker.

Rune David Grue har igen instrueret, så sjælene står afklædt. Palle Steen Christensen har igen skabt en scene, der fungerer som både lærred og ramme; denne gang antyder han den moderne luksusvilla i flere niveauer og lader videokameraer vise vinkler og ansigter, vi ellers ikke kan se.

Hedda spilles af Johanne Louise Schmidt, som jeg mødte til den sørgeligt underbesøgte sommerforestilling Visen om Sidsel – da var hun fantastisk, hér er hun mere kryptisk. Resten af staben er den faste stab i form af Nicolai Dahl Hamilton (en distræt Tesman), Marie Dalsgaard (den småt begavede Thea med hjertet på rette sted), Mikkel Arndt (fabelagtig som den selvglade advokat med lækkert hår og ny, grøn skjorte), og altid skønne Asbjørn Krogh Nissen (Løvborg på kanten af en gentagelse af hans rystende gennembrud i Hærværk). Gæstestjerne som tante Julle var Ditte Gråbøl i topform. Som sædvanligt pragtfuldt skuespil hele vejen rundt, men især Mikkel Arndt og Marie Dalsgaard brændte igennem, i hvert fald for mig.

Det er to timer i rystende selskab, hvor vi efterlades på usikker grund. Sjældent har jeg været gladere for at kunne cykle hjem langs havnen, mens den nedgående sol skabte lys og farver på vandet og på himlen –  stærkt nødvendig medicin efter den forestilling. Lyden af det kanonskud, der varsler, at Rigets Flag tages ned, var lige ved vælte mig af cyklen, da lyden af Heddas pistoler stadig lød for mine ører.

Rystende forestilling. Se den!