En af udfordringerne ved at have et abonnement er, at man jo ikke (helt) selv bestemmer, hvad man skal opleve. På programmet denne uge stod den herostratisk berømte opera La Traviata af selveste Giuseppe Verdi i en efterhånden småslidt opsætning på Det kongelige Teater. Men jeg havde jo ikke set den 10 år gamle opsætning, da jeg forsøger at undgå italienerne Verdi, Puccini og andre i samme musikalske område, fordi jeg ikke kan se det store lys i de operaer som operaer – de er da fulde af god musik og flotte arier, som man kan klappe af.  Men altså….

Jeg har hørt det meste af La Traviata et par gange i radioen, herunder et par pluk fra berømte opførelser med bl.a nulevende stjerner som Angela Gheorghiu eller Anna Netrebko som den vildfarne selv: Kameliadamen, som Alexandre Dumas fils skrev om for mere end 160 år siden i en fortælling, der stadig rammer alle lige i hjertekulen. Teenageudgaven af tanten hulkede i sin tid, så hvad ville den lidt vel meget ældre udgave synes om  fortællingen som opera, og ville Verdis musik give mere mening som en samlet fortælling?

Operaen

Igen var det en mørk og stormfuld aften, så stormfuld at jeg opgav enhver tanke om sundhed, droppede cyklen og tog bussen mod Indre By. Derfra en dejlig spadseretur langs Christianshavn Kanal mod Dokøen – rart med de nye broer! Imens kunne jeg tænke over de stykker af Verdis opera, jeg havde hørt og godt kunne lide, for ligesom at komme i stemning. Mja, jeg tænkte mest på min hotdog, kunsten ikke at spilde ketchup på frakken, og for hulen, hvor det blæser! Undervejs mødte jeg et par fagotspillere på vej mod en hurtig middag (går jeg ud fra), da den ene dukkede op i graven en times tid senere. Jeg var nemlig fast besluttet på at være der til introduktionen 45 minutter før start for at høre om Daniel Radoks opsætning, der deles med Göteborgs Opera. Jeg nåede det, men den ellers så morsomme vært sagde ikke noget om opsætningen, da den burde være alle bekendt…. undtagen mig, altså.

Nå, ind på dagens plads, der var forrest i parkettet. Hm, OK, i det mindste ville jeg kunne se dirigenten, nogle musikere, og alle ansigter på scenen. Så måtte det samlede lydbillede altså blive ofret.

Orkestergraven er pænt fyldt ud uden at være proppet – Mikkel Futtrup er koncertmester, og denne gang behøver den skønne bratschist Sune Ranmo ikke rette mig som forleden, for jeg sad kun et par meter fra Futtrup og kunne se både ham og Emma Steele ved siden af! Til gengæld kunne jeg desværre ikke se bratscherne…

Ind styrter en ung italiensk dirigent og slår flagrende an: Ouverturen til La Traviata kendte jeg og egentligt kan godt lide. Tæppet afsløres som et tyndt lag mellem os og aktiviteten på scenen. La Traviata, kurtisanen Violetta, står midt for og lider tilsyneladende af ennui. Scenen selv er indrammet af tre vægge med store vinduer, bag hvilke vi ser videoprojektioner (!) af nutidens Paris med Eiffeltårn og højhuse, altså ikke Verdis Paris (jævnfør hans Sicilliansk Vesper, der blev skrevet til Pariser Operaen, og som jeg overlevede i sidste sæson). Violettas salon er fuld af andre demimonder og deres “mænd”, og de småkeder sig, finder på “sjov”, og sådan. De er alle udklædt i sådan cirka 1950-tøj, så vi er altså flyttet 100 år frem i tid, sammenlignet med Verdi. Aftenens Violetta er en ukendt Myrtò Papatanasiu, men jeg var til stede på grund af hendes unge tilbeder Alfredo, Peter Lodahl, som jeg er begejstret for men sjældent hører som andet end i mindre roller på Det Kongelige.

Historien turde være velkendt: Ung fyr falder for kurtisane; hun har andre interesser men falder dog for hans begejstring; de stikker af; hans far forsøger sig med moralsk bestikkelse af kurtisanen, da det unge par alligevel er gået bankerot; hun render tilbage til sin tidligere liebhaver, den unge mand bliver sur, det ender i duel, og så dør kurtisanen af tuberkulose. Grand finale! Undervejs får vi nogle fine arier (klap klap) og noget mellemspil (mindre klap). I Verdi er der fuldt fokus på scenen, og hvad der måtte forgå nede i orkestergraven er blot til støtte  – sådan er min analyse, i hvert fald.

Vores tapre heltinde flagrer rundt, blafrer med armene, hendes unge mand er fastlåst i træmandsstilling, Operakoret giver den for fulde gardiner som levemænd m/k, inklusive en transvestit og en håndfuld letpåklædte danserinder. Vi når et par fine arier, og så er der pause. Og sådan bliver det ved, indtil Violetta endeligt udånder til unge Alfredos forbløffelse. Grand finale!

Dommen

Operaen er delt i 4 omtrent lige store dele a 30 minutter. På KglTeater med 20-25 minutters pause mellem akt 1-2 og 3 -4. Godt, så har vi noget at regne med! Men mønsteret er meget rigidt, og fokus er på at nå de 2-3 arier per akt.  Violetta er på scenen det meste af tiden og lider hele vejen på den mest ulidelige måde. Ulidelig for mig, altså, for resten af den stuvende fulde Opera , inklusive en begejstret gymnasieklasse, jublede og råbte hurra.

Jeg var mindre solgt på præmisen i forvejen, og selvom mine sidemænd forsøgte at overbevise mig, blev jeg faktisk skuffet.

I selve operaen er der sekvenser, som er skønne. Herunder ouverturen jo altså, Alfredos sjove Libiamo-drikkevise, Violettas beslutsomme Sempre Libra-arie, hvor hun dog bringes i tvivl af at høre Alfredos stemme i det fjerne, og Alfredos fars plæderen overfor Violetta og derpå overfor sønnike (i Danmark kendt som Oswald Helmuts “Oh kom dog hjem”). I mellemtiden spiller Kapellet umpa-umpa-musik, inklusive et ret fint lille side-orkester på bagscenen, der spiller ren maskarade-musik (heriblandt formodentligt den anden af de fagotter, jeg mødte på vej ind/ud).

Hvad der fortsat lader mig urørt er alle Violettas følelsesudbrud, blafren  med armen, tuberkuløse suk. Myrtò Papatanasiu gav den fuld skrue uden egentlig dybde, og dermed blev det hele til postyr uden mening. Stakkels Peter Lodahl sang så fint, så fint, men stod stift som et bræt det meste af vejen og sad akavet på en stol resten af tiden – enten havde han hold i ryggen eller måske hæmorider, men i virkeligheden tror jeg, det skyldtes alvorligt dårlig personinstruktion. Igen. Æv, altså!

Resten var OK, men kun det: Igen kom det, jeg tror, er enten dårlig eller misforstået instruktion i vejen for budskabet. Den skønne Morten Staugaard sang fint som doktor Grenvil men brillerede især som klovn i en festscene – pragtfuldt at se ham som klovn igen, men i sammenhængen by/land modsagde det rollen som doktor i sidste scene.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke fatter en bjælde af denne opsætning især og operaen La Traviata mere generelt. og at jeg måske ikke var helt i rette gear denne tirsdag aften. Men jeg følte mig ikke godt underholdt, jeg følte mig ikke rørt, og jeg følte mig ikke mere overbevist om, at jeg er gået glip af nået tidligere. Og det ærgrer mig, for jeg ville faktisk gerne være blevet overbevist om denne, den mest opførte opera i nyere tid. Men det blev jeg ikke. Det er stadig blot en samling arier for mig, og det irriterede mig, at Lodahl ikke var charmerende som sædvanligt, og at Papatanasiu ikke var tvivlende i sin Sempre Libra – tværtimod fik hun overbevist mig om, at rollen er sindssygt svær at synge, hvilket jeg faktisk godt vidste i forvejen.

Blandt aftenens overraskelser var den ganske fine effekt af orkesteret på bagscenen, scenografien generelt, purunge Eivind Kandal (jeg ville gerne se Jens Chr. Tvillum i den rolle, dog, for se forskellen), Elsebeth Halling som opvartersken, og Morten Lassensius Kramp som markis – disse relativt små roller nævnt, fordi de store blev ladt i stikken af produktionen. Øv!

Konklusionen er, at jeg næsten, men kun næsten blev skræmt væk. Jeg vil faktisk gerne opleve operaen igen i en anden opsætning for at kunne drage nogen form for egentlig konklusion. F.eks. vil jeg gerne se Gisella Stille som Violetta, fordi jeg har stor respekt for hendes evne for at spille en kvinde på kanten, hvilket jeg slet slet ikke fik oplevet denne aften.

Men måske er jeg næsten alene om det – resten af den fyldte sal gav stående applaus og højlydt jubel. Så det er nok bare mig.
Opdatering: Efter en behagelig samtale på Twitter med Peter Lodahl er vi nået frem til, at sangere og musikere jo må levere det, som produktionen kræver, og det kan Concertanten og øvrigt publikum så være enig i eller ej. Lodahl bekræftede, at han hverken havde hold i ryggen eller andet, men at produktionen krævede, at han var lidt stillestående. Det er jo helt OK efter min mening, medmindre produktionen så kommer i vejen for udtrykket. Mit indtryk var, at det var en stivbenet affære, og det stod jeg ret alene om den aften. 

Jeg anerkender fuldt ud de kunstneriske beslutninger, der skal tages i en produktion af en opera og de medvirkendes loyalitet overfor den produktion. F.eks. har jeg set glimt af en opsætning af Rhinguldet med aserne på en slags Segways – det har muligvis sagt nogle en hel masse men fik mig til at stå helt af. Modsat var jeg ret begejstret for den ellers  udskældte Don Giovanno på Det kongelige. Så moralen er, at man er glad for det, der på en eller anden måde rammer en, men at de medvirkende gør hvad de kan, given evner og  muligheder.
Endnu en opdatering: Jeg var kommet til at kalde den unge mand Armand, som han hedder andetsteds, men i Verdis partitur hedder han altså Alfredo. Teksten er opdateret.