Wagners operaer er bl.a. berygtet for at være pinefuldt lange, uden forståelig handling, stort set usyngelige og uden så meget som antydningen af et “hit”, som man i det mindste så kan nynne på vej hjem fra operaen. Måske var det det, jeg faldt for i sin tid; og måske er det derfor jeg ikke rigtigt har kunnet få hul på mandens i samtiden eneste helt store succes: Mestersangerne fra Nürnberg.

Mestersangerne er propfuld af gode melodier, har en (på overfladen) letforståelig handling, både tenor og sopran bolter sig med skønsang, og ingen dør til sidst. Til gengæld er der hverken drager eller troldmænd, men i det mindste er der 5 timer med ægte væg-til-væg-musik af Wagner.

Jeg har en tid overvejet, hvordan jeg skulle få prikket hul på Mestersangerne, men pludseligt kom en email om, at Daniel Barenboim ville opføre operaen i oktober 2015 med sit Staatskapelle Berlin, at Klaus Florian Vogt ville synge Walther von Stolzing, og at der blandt mestersangerne ville være mestersangere som Kwangchul Youn – og så lige Franz Mazura, Siegfried Jerusalem og Olaf Bär. Vupti, afsted til Berlin med tanten!

Operaen

Et par år endnu bor Staatsoper til leje på Schillertheater i Charlottenburg. Det er et dejligt hus, men scenen lidt lille til de store Wagnerproduktioner. Det havde man så løst ved at sætte en trækasse ind på scenen, der dannede ramme om første akt, og delkomponenter optrådte i anden og tredje akt. Allerede mens vi i publikum var på vej på plads, sev operakoret så småt ind på scenen, småsnakkede, og fandt på plads på kirkebænkene. På forreste række bl.a. Franz Mazura, Siegfried Jerusalem – og Daniel Barenboim. Da så “gongen” lød i form af en mobiltelefon, kunne Barenboim fare op, tage sig til lomme og hoved og styrte ud i siden, så han kunne komme på plads i orkestergraven. Fnis!

Ind kommer han og slår an, musikken med det statelige dih-da-da-dah tema, som vi kommer til at høre en del, går i gang; på kanten af orkestergraven lusker Klaus Florian Vogt rundt i stramme bukser, læderjakke og fønbølget hår; Julia Kleiters Eva ser ham og får ham listet på plads ved siden af sig, så de kan sidde og rage på hinanden under salmesangen. Meget fint så vidt. De nürnbergske mestersangere er her industrimagnater i jakkesæt og godt hår, med undtagelse af Hans Sachs, der smider jakke og slips, så snart han kan. Læredrengene har kasserolleklippet hår og luskede smil, med undtagelse af Daniel, der ih så gerne vil være mester, men han kan ikke huske alle reglerne og har dem derfor skrevet på armen. Den tilrejsende Walther forstår, at han skal være mestersanger for at få den labre Eva, så han stiller op til sang foran den samlede bestyrelse (altså mestersangerne). Desværre kender han ikke reglerne, og konkurrenten Beckmesser tæller hævngerrigt alle fejlene. Walther bliver frustreret og smider med tingene og gør sig generelt utilpasset. Hans Sachs forsvarer ham, da “det lød så gammelt og dog så nyt”, hvilket for ham er uvant men godt.

Det går de næste 4 timer så med. I anden akt synger Hans Sachs om hyldeblomster og forgangne tider, Walther og Eva lusker ud i buskadset sammen, og arme og desperate Sixtus Beckmesser klæder sig ud som troubadur for at synge en pivende falsk senerade for sin udkårne Eva mens han småskændes med Sachs. Hylende morsomt og meget sørgeligt, tilmed. Ind vælter læredrengene, der har været til fest, det hele forsumper i fordrukken vold, og pludseligt vælter hele sceneriet med viftene faner og foldboldbøller, der ender med at banke den stakkels vægter. Hm.

Tredje akt er mere formel: vi er til festdag, og de tre store fagforbund ankommer med viftende faner. Nu skal der synges om skønjomfruens hånd, og stakkels Beckmesser, der stjal teksten til Walthers frie sang i anden akt, kløjs alvorligt i den og må flygte. Walther vinder pigens hånd efter en laaaaaang knebren om fristil versus regler, og alle er glade. Inklusive Miss Bavaria 2015, der overrækker medaljen. I baggrunden et billede af det forsvundne Berliner Schloss, og mens Hans Sachs synger om at bygge nyt og dog huske det gamle, erstattes dette billede af en grøn eng. Hm. I mellemtiden, ude i virkeligheden, er man ved at bygge en ny kontorbygning i beton på det gamle slots plads men dog med sandstensgesimser. Sådan trækker man tråde i Berlin!

Dommen

Jeg var vældigt godt underholdt i første akt, hvor det mest var fest og ballade, opstyltede midaldrende mænd, og en solid omgang ung kærlighed. Anden akt gik til gengæld lidt op i hat og briller for mig; lad gå med, at Hans Sachs’ værksted var midt ude på torvet, det er jo blot en detalje. Men forboldbøllerne fatter jeg ikke, ej heller den små Evas geriatriske tilbøjeligheder, og da slet ikke de tungeslaskere, hun og Sachs må udveksle. I foråret generede et lignende fysisk forhold mellem Kundry og Amfortas mig gevaldigt, og her i Mestersangerne på samme scene er der en genganger i Wolfgang Koch. Men helt ærligt: selv hvis man kunne finde en form for begrundelse i tekst, musik, handling eller underliggende strømme, så er hr. Koch simpelthen ikke lækker nok til at gøre det bare nogenlunde plausibelt. Ikke tilnærmelsesvist!

Nå, men nu handler operaopsætninger jo ikke om sandsynlighedsberegninger eller naturtro afbildning. Men plausibelt indenfor egen ramme må det nu gerne være. På mange leder og kanter opbyder Mestersangerne slet ikke de samme problemer, de øvrige værker af Wagner byder nutidige instruktører og scenografer (jfr. manglen på drager). Om man lader scenografien afspejle 1615 eller 2015, så er det på overfladen en fortælling til højrebenet: ung pige møder ung mand af god familie, og sød musik opstår. Der er lige noget teenagebøvl, de skal igennem, men de får hinanden til sidst med fars velsignelse, og undervejs har vi tilmed en klovn at grine ad.

Men nu er det jo altså Wagner, så selv det enkleste skal gøres svært og utilgængeligt. Timelange taler om tysk kultur og tysk enhed. Lige dét har jo været lidt svært at håndtere dramaturgisk de sidste mange årtier. Så derfor kom det bag på mig og mange andre, at scenen var domineret af et tysk flag, at der i det hele taget blev viftet meget med tyske flag, og at anden akts optøjer til forveksling lignede bølleoptøjer med racistisk anstrøg. Uha!

Det smådyre programhæfte er stuvende fuldt af citater og tekstuddrag om tysk kultur og historie og så videre. Så hvis jeg skal gætte derudfra, så er moralen i opsætningen: gå da endeligt op i kulturarv og sådan, men pas meget på pøblens trang til overfortolkning, så det hele ikke forsumper i nationalisme og kamp… eller noget i den retning. Det kan fint forsvares i både musik og tekst og giver mening i den forstand, at Wagner jo opfordrede til kamp mod det gamle, men han blev vist selv lidt forskrækket over optræk til pøbelvælde. Akkeja. Revolution er ikke for folket!

Jaja, undervejs får vi nogle pragtfulde scener, herunder en saftig flirten mellem Walther og Eva i kirken (!) i første akt, en meget vittigt iscenesat flok læredrenge m/k, og nogle flotte indtog af fagene i tredje akt. Og vi får vidunderlig skønsang leveret af Klaus Florian Vogt, så ikke et øje var tørt (tro mig!). Han var også en af aftenens store skuespillere, og som en bekendt bemærkede i pausen, så fik Vogt gjort lidt grin med eget image. Men prisen som den bedste skuespiller går afgjort til unge Markus Werba, der gav den hele armen og et stykke til som den opblæste Sixtus Beckmesser med mindreværdskompleks og total mangel på digterevner – sikke en præstation! Werba fik givet fjolset Beckmesser en indre nødvendighed og desperation, som var meget bevægende, under al klovneriet – ham skal jeg til at holde øje med efterhånden som hans stemme vokser til, for talentet er åbenbart og stort. Kwangchul Youn var en stor Veit Pogner (trods størrelsen), der vil have sin datter gift med en mestersanger, men helst også en af god familie; Julia Kleiter var super som teenagepige, der flirter til højre og venstre, og synger så fint, så fint. Men Wolfgang Koch er bare ikke nogen Hans Sachs. Hans stemme er ikke dyb og rolig nok, og hans fremtoning er for urolig – jeg har ikke andet at sammenligne med end min fantasi, men jeg synes, Hans Sachs udelukkende giver mening, hvis han er en bundsolid håndværksmester med fødderne plantet i den frankiske muld med hovedet fuldt af poesi. Koch har et hengivent publikum i Berlin, og fred med det.

Men opsætningen får topkarakterer på grund af scoopet med at få mestersangere til at synge mestersangere. I opsætningen og i operaen repræsenter mestersangerne jo “det gamle”, så at se 91-årige Franz Mazura banke i gulvet med sin stok, når ungdommen går over grænsen, var simpelthen ubetaleligt. De gamle spillede fantastisk og sang tilmed godt uden antydning af “over the hill”. Fabelagtigt, og aftenens fortjent største bifald.

Det var den sidste opførsel af Mestersangerne i denne omgang, jeg var til, og alle jublede og var glade. Jeg kan varmt anbefale, at man lægger vejen forbi, hvis denne opsætning som forventet bliver opført endnu nogle gange de næste par år. Især hvis unge Werba og de gamle mestersangere er med.