Klaverløven Vladimir Ashkenazy har islandsk pas, og måske derfor har han opdaget den unge islandske klaverløve Víkingur Ólafsson, og sammen optrådte de ved åbningen af det nye kulturhus i Reykjavik, Harpa. I sidste uge var de begge i København for at give Torsdagskoncert sammen med DR Symfoniorkesteret. Det var Víkingurs debut i den blå firkant, men Ashkenazy har jo været der før som dirigent, og kommer forhåbentligt forbi igen en dag.

Koncerten

Selve torsdagskoncerten kunne jeg jo ikke overvære, da jeg var travlt optaget i Berlin. Så det var lørdagens gentagelse, jeg oplevede. Programmet var:

1. Sibelius: Rakastava, opus 14
2. Tjaikovskij: Klaverkoncert nr. 1, opus 23
3. Shostakovich: Symfoni nr. 6, opus 53
   

Symfonien efter pausen skulle have været Carl Nielsens sære 6. symfoni, og det havde jeg glædet mig til at høre Ashkenazys bud på. Men den symfoni vil Fabio Luisi have lov at opføre sammen med DRSO i december, så Ashkenazy valgte en anden sjette – da jeg jo er meget glad for Shostakovich, kunne jeg ikke hykle beklagelse i den anledning.

Det første værk er Sibelius’ orkesterudgave af en samling sange, han skrev for mandskor. Besætningen var orkestrets strygerkorps med Johannes Søe Hansen som koncertmester og altså Vladimir Ashkenazy på podiet. Her næsten en uge senere kan jeg ikke huske andet om musikken, end at det var temmeligt Sibelius-agtigt.

Så er der mere saft i Tjaikovskij! Víkingur er en ung mand med pænt hår, han og Ashkenazy kender jo altså hinanden ret godt, og Ashkenazy har selv været solist i denne klaverkoncert et hav af gange. Under introduktionen fortalte Víkingur, at han kunne mærke Ashkenazy i musikken og følte, at han trygt kunne eksperimentere undervejs. Det lød da interessant, og musikken er jo god i sig selv. Vi havde altså en høj ung mand på klaverbænken, og et sted omme bag det store flygel havde vi så den lille dirigent. Klaverkoncerten lægger ud med stort anslag og følger op med de yndigste melodistrenge. Nutildags spilles Tjaikovskij mere “romantisk” end i min ungdom: Der er plads til de store følelser, sentimentaliteten driver ned ad væggene, men det bliver ikke svulstigt eller vulgært (sådan da). Den unge islænding spiller med præcision med også med et indre drive, der åbner for småpudsige indslag i kadencerne. Han og dirigenten fulgtes tydeligvis ad hele vejen, og som sidst, vi havde besøg af Ashkenazy, så mærker man tydeligt, at han giver plads til solisten.

Efter pausen så det store nummer for mit vedkommende: Shostakovich’s 6. symfoni i al dens besynderlighed. Lang og langsom førstesats, hurtig andensats, hurtig finalesats. Men den sovjetiske censur var tilfreds, da værket kan fortolkes som en fejring af den russiske revolution. Tja, måske, men i første sats antydes vemodige  fædrelandssange, mens finalen er det rene cirkusshow. Så hvis det skulle illustrere det sovjetiske folks begejstring, så er det nok, fordi man ikke dykker ned i musikken. Den lange førstesats er lang, men mit hovede svimlede af russisk vellyd.

Dommen

Der er gået næsten en uge på grund af generel travlhed med så meget andet, så min bedømmelse af egen oplevelse er hårdt ramt af tidsforskel. Resten af publikum gik helt amok efter klaverkoncerten og var voldsomt skufferede over ikke at få et ekstranummer. Men den unge solist var tydeligvis mæt af musik. Jeg skal helt klart til at følge ham fremover, for han kan godt udvikle sig til noget temmeligt stort. Men for mig var det helt klart Shostakovich, der var dagens vinder! Gode gamle Dmitrij er ved at blive “genopfundet” som musikalsk systemkritiker, efter at have haft et ufortjent rygte for at lefle for Stalin for at overleve galskaben. Ashkenazy flygtede jo fra Sovjet, og han finder tydeligvis noget genkendeligt i også denne symfoni. Der blev malet med den store pensel, men der blev også sunget sange fra baglandet og trukket tråde dybt tilbage i tiden. Meget, meget flot!

Det var en god koncert denne, selvom den druknede lidt, fordi jeg endnu ikke var kommet mig over torsdagens Wagner. Der blev spillet godt og tæt hele vejen rundt, men jeg nød især gæstefløjten, som Ulla Miilmann havde gjort plads til, nemlig vinderen af sidste års Carl Nielsen Fløjtekonkurrence, Francisco López Martín. Sindsygt flot spillet, og heldigvis fik jeg oplevet ham på nærmere hold dagen efter, hvor DR Kammerensemble bød på harpefest og brunchkoncert med god plads til denne fuldstædigt betagende fløjtenist. Absolut værd at følge!

Nå, det bliver ikke til mere, da jeg skal afsted til fredagskoncert med fejring af DR Symfoniorkesterets halvfemsårsfødselsdag. Det bliver bl.a med mere Shostakovich, så selvfølgeligt skal jeg opleve det!