Fra et ydmygt udgangspunkt til landets største symfoniorkester på 90 år. Det er historien om DR Symfoniorkesteret i telegramform, men det er selvfølgeligt ikke hele historien. Danmarks Radio havde valgt at fejre sit symfoniorkester i denne uge for at markere, at der er en verden til forskel mellem et lille ensemble, der spiller musik i pauserne mellem radioprogrammer, og et 106 M/K stort ensemble, der med bravour spiller såvel Mahler som Strauss for fulde huse i en stuvende fuld filharmonisk sal.

At det så ikke er helt så enkelt, blev understreget på selve festdagen af, at store faggrupper i DR havde nedlagt arbejdet på grund af nedbrudte forhandlinger om forkostpauser og andet. Til al held gik musikerne ikke i sympatistrejke, og der var lige præcis nok personale til stede til, at koncerten kunne afvikles.

Koncerten

Salen var fyldt til bristepunktet med de fordele og ulemper, det medfører ude i DR Koncerthuset. Ved indgangen havde man i nedre foyer  sat en lille udstilling op med portrætter og artikler af de forskellige store (og knap så store) dirigenter, der gennem året har dirigeret orkesteret og været med til at opbygge DRSO. Til Mød Musikken fortalte fhv. solofløjtenist Toke Lund Christiansen som sædvanligt levende og interessant – han understregede værdien af en stor chefdirigent, herunder den forskel Herbert Blomstedt gjorde i 1968, hvor han gav orkesteret ny energi (interessant nok hørte jeg forleden en anden musiker tale om, hvor lidt populær Blomstedt var i orkesteret dengang og først blev værdsat længe efter sin afgang).  Jeg selv lærte orkesteret at kende gennem radioen, hvor kvalitetsniveau og mangel på samme ikke altid skinner igennem. Men i de 5 år, jeg flittigt har besøgt dem i koncertsalen, har jeg hørt en kraftig forbedring i samspil og ikke mindst samtidigt-spil. Den nye sal er nok en del af forklaringen, hvilket ærgrer mig, da jeg jo ikke er glad for salen…

Nå, festprogrammet bød på store klassikere fra det 20. århundrede:

1. Nielsen: Helios-ouverture (hurra!)
2. Elgar: Cellokoncert (med Andreas Brantelid som solist! Hurra!)
3. Shostakovich: Symfoni nr. 5 (jubiiiii!)

Aftenens dirigent var russiske Aleksander Lazarev, der har besøgt DRSO før, men som jeg ikke havde oplevet.

Da vi alle var myldret på plads, holdt orkesterchef Kim Bohr en sød tale til orkesteret, men vendte også en tak til os, publikum, uden hvilket der ikke ville være applaus eller host på det stille steder i musikken. Tøhø! Det blev i øvrigt understreget til fulde undervejs i koncerten, både stort bifald og tuberkuløse hosteanfald.

Først altså Nielsens berømte og absolut bedårende Helios – en musikalsk beskrivelse af solens gang over himlen som set i Grækenland. For mig virker værket også på hjemmebane i fjordlandet: Basser og celli danner mørket lige inden dæmring, bratscher antyder de allerførste farveændringer, hornene sender dansende lysglimt op over horisonten, og så fremdeles. Jeg elsker Helios, fordi det er sådan, jeg oplever en solopgang over havet. Og ligeledes til sidst, hvor lyset langsomt svinder og horisonten atter bliver rød, grøn, blå og så helt mørk. Mmmmmmm!

Stort bifald, fuldt fortjent, og så skulle vi lige bygge lidt om for at få plads til unge Andreas Brantelid og hans smukke cello. Ind kommer han i rask trav med Lazarev i hælene. Elgars cellokoncert blev gjort berømt af Jacqueline du Pre i sin tid og har indgået i kernerepertoiret lige siden. Andreas Brantelid lærte den at kende som 12-årig (!), da hans underviser, Mats Larsson, mente, han havde godt af lidt udfordring. Jeg har ikke hørt ham opføre den før men kan kun gå ud fra, at det ikke har lydt helt så godt, som det gjorde denne aften. I hvert fald gik han til opgaven med vanlig dedikation og overskud. Koncerten er lidt usædvanlig for en cellokoncert ved at have temmeligt prominente passager, hvor solisten indgår i dialog med de forskellige strygergrupper. Brantelid er jo mester i den slags – han angler efter samspil og søger øjenkontakt med den pågældende gruppe. Hans bue hopper og danser og laver kradse lyde, især i den dejligt sære tredjesats, og får celloen til at synge om tab og sorg, sådan som næsten kun en cello kan. Flot spillet, stort bifald, et pragtfuldt ekstranummer (en sarabande fra en af Bachs cellosuiter, tror jeg), og 4-5 fremkaldelser, før vi måtte opgive og gå til pause.

Efter pausen det, jeg havde set frem til: Shostakovich’ femte symfoni dirigeret af en russer som supplement og kontrast til sidste uges Shostakovich’ sjette symfoni dirigeret af en russer. Den femte er unægteligt oftere opført og langt mere populær end den sjette. Den var Shostakovich’s beslutsomme forsøg på et værk, der ville blive godkendt af censur og stalinistiske smagsdommere og dog musikalsk forsvarlig og interessant. Tidligere opfattede man denne og den syvende som en slags falden-til-patten og leflen for Stalin; men i dag forstår man bedre dobbeltbundetheden i Shostakovich’s musik fra disse år. Det er trods alt manden, der skrev Tahiti Trot som en vittighed, vi taler om her.

Især første sats er proppet med udfordringer: lange seje strygertræk, pludselige småtrut fra fløjte og obo, lidt sang fra et horn, og så buldrende trommer. Min hjerne hopper og danser med Lazarev, svæver med bratscherne, dundrer med klaveret der jo ankommer midt i det hele med et brag, og drømmer med fagotten. Jeg var helt væk! Lazarev holder sidste tone til det ubærlige, og så brager bifaldet endeligt.

Dommen

Efter koncerten var der noget tamtam i foyeren, men jeg valgte at svæve hjem gennem byen på en sky af velvære. Det var en lidt sær festkoncert, men god var den.

I Helios var jeg umådeligt positivt overrasket over dem, jeg ofte omtaler som byens tredjebedste hornsektion: Med Dominika Piwkowska, der normalt sidder bagerst, som solist, sad de svævende horntoner lige i skabet uden den mindste vaklen. Sindssygt flot spillet af især Piwkowska! I øvrigt var jeg glad for at høre Ulla Miilmann som solofløjte med den dejlige Francisco López ved sin side – sikke en luksuskombination!

Andreas Brantelid udvikler sig stadigt som solist, og denne Elgar sad lige i skabet, spillet med overskud og intensitet. Nogle bekendte og jeg blev i pausen enige om, at cellokoncerten er så god og spændende, fordi den ikke er særligt Elgar-agtig: fuld af sære lyde og intern spænding og meget, meget langt fra den suppe-steg-is-musik, som det meste af Elgar er efter min og deres mening.

I Shostakovich handler det om en hold-indsats, men symfonien kræver stort solistisk mod af mange af musikerne. Lazarev svingede pisken, men man mærkede, at orkesteret nu i to uger har beskæftiget sig intensivt med Shostakovich. Det var meget intenst og tæt på tværs af hele orkesteret, inklusiv et par indlånere fra Kapellet. Ingen nævnt, ingen glemt … men Audun Halvorsens fagot, altså! Og Christina Aastrands violin og Soo-Kyung Hongs cello! Meget, meget lækkert!

Jeg løber tør for udråbstegn, og jeg skal have tømt hjernen, så jeg kan være klar til Verdis Requiem i eftermiddag og en kammerkoncert i morgen. Tja, det er et hårdt liv at være Concertante….