Det kongelige Kapels musikere holder hinanden i form ved blandt meget andet at afholde et antal kammerkoncerter hver sæson. I år er temaet Nordiske Klange, hvilket betyder komponister fra de nordiske lande. Den første koncert var meget blandet rent geografisk, men den anden i søndags var rent svensk-dansk.

Koncerten

Programmet bød på:

• Wilhelm Stenhammar: Strygekvartet nr. 4
• Rued Langgaard: Strygekvartet nr. 6
• Lars/Erik Larsson: Certino for basun og strygekvintet
• Carl Nielsen: Kvintet for fløjte, obo, klarinet, horn og fagot opus 43 (hurra!)

Altså to mere eller mindre senromantiske strygekvartetter, en trombonekoncert i miniformat, og så verdens bedste blæserkvintet.

I mellemtiden er der gået en uge, så denne blogpost er i ufokuseret. I det hele taget havde jeg på koncerttidspunktet (altid kl 15 søndag eftermiddag, og som regel i Takkelloftscenenes foyer ude på Dokøen) allerede hovedet fyldt med musikalske indtryk – fredag aften bød på symfonikoncert i en stuvende fuld DR Koncerthuset, lørdag eftermiddag på Verdis requiem med den musikalske tornado Niels Borksand og venner og familie i en stuvende fuld Vor Frelsers kirke, så på mere end en måde var det vederkvægende med en gang kammermusik i smukke omgivelser. Vi sad ikke just lårene af hinanden, for der var jo ikke Mozart på programmet, men heldigvis var der pænt fyldt op.

De to strygekvartetter blev spillet af tre kvinder og den fine solocellist Joel Laakso. Han gik igen i strygerensemblet bag basunværket, som var en ren herreoptræden, hvilket efterhånden er sjældent set. Selve de to strygekvartetter sagde mig ikke det helt store. Det var pænt nok, og interessant nok med de indbyggede referencer til folkemusik, og det blev spillet entusiastisk nok. Det er bare ikke rigtigt mig, må jeg indrømme.

Basunkoncerten var morsom – fuldstændigt vanvittigt arrangement på papiret med strygekvintet og basun, og jeg er ikke helt overbevist om, at jeg helt forstod fidusen. Men godt spillet og sjovt at høre. Og denne gang var det ikke Tobias Durholm, der fik den knirkende stol.

Men for mig var det store nummer det sidste: Nielsens fine blæsekvintet, skrevet til specifikke blæsere i Det kongelige Kapel. Jeg har hørt værket mere end et par gange efterhånden med forskellige ensembler, så jeg var ret spændt på, hvad originalernes arvtagere ville gøre. Svaret var, at man tog fem musikere af blandet nationalitet, rystede posen, og lod morskaben begynde. Det er et kerneværk for træblæsere især, og jeg tvivler på, at man kan lære at spille træblæseinstrument på bare nogenlunde højt niveau i Danmark uden at få et helt særligt forhold til netop denne blæserkvintet. Alle fem stemmer er meget markante og har klar personlighed, og denne eftermiddag fik instrumenterne lov at slå sig løs. Meget morsomt og meget fint spillet! Interessant nok skiftede Juliana Koch til engelskhorn i begyndelsen af sidste sats for at understrege det arabiske i optakten til den smukke salmemelodi, der udgør resten af satsen.

Dommen

En god eftermiddag på Takkelloftet! Jeg ved godt, jeg burde sætte mig ind i Rued Langgaard i almindelighed og hans strygekvartetter i særdeleshed, men jeg kan altså ikke få prikket hul. Hans og Stenhammars strygekvartetter blev afleveret fint og absolut velspillet – endnu et fint bevis på, at også på anden, tredje, fjerde og så videre pult sidder der fine musikere i de store orkestre.

Basunkoncerten oplevede jeg som antydet mest som en pudsighed. Vi fik hørt, hvor afvekslende og blødt basunen kan lyde, og tak til Lars Hastrup for det. Kapellets basunsektion er vældig fin, hvilket vi lige om et øjeblik atter vil høre til det årlige juletrut, håber jeg.

Men altså. Nielsens blæserkvartet spillet på noget nær hjemmebane. Det var først og fremmest flot spillet, men også intenst og ikke mindst med stor humor. Claudio Flückigers horn svævede ind i sin variation, Brit Halvorsen og Juliana Koch flettede fløjte og obo tæt sammen, JørgenBracht Nielsens fagot truttede igennem og indgik i et meget fint humoristisk samarbejde med klarinetten. Den blev spillet med eftertryk af Nanna Wendelboe, som jeg før har haft et lidt blegt indtryk af, men det fik hun rettet lidt op på her. Bravo og tak!