Man kan jo ikke følge med i alt, der foregår i København, og som nævnt et par gange har jeg bevidst valgt at forsøge at undgå kammermusik. Ikke fordi, jeg ikke kan lide kammermusik, men fordi jeg ellers aldrig ville være hjemme. Der foregår simpelthen så meget rundt omkring i byen, verdensstjerner kommer flyvende ind fra højre og venstre, og konservatoriets unge dukker konstant og hele tiden op i nye og spændende sammensætninger.

Derfor havde jeg ikke lige opdaget, at den fine violinist Daniel Hope skulle spille i en af mine yndlingskoncertsale i byen, Dronningesalen i Det kongelige Biblioteks Sorte Diamant. Det var der åbenbart andre, der ikke havde, for pludseligt dukkede koncerten op i et af de der nyhedsbreve med rabattilbud på alt fra strygejern til ferierejser. Vupti, billet købt, så jeg kunne fejre, at min arbejdsplads er flyttet, så jeg let kunne tage S-toget fra kontor til koncertsal. Ja, altså så let er det ikke at tage det offentlige til Christians Brygge, men princippet var godt nok.

Koncerten

Hope var jo ikke alene om det: Oprindeligt skulle denne turne rundt i Europa have været med Hope, den tyske stjerneklarinettist Sabine Meyer (!) og den franske stjernepianist Alexandre Tharaud. Men sidstnævnte fik forfald lige inden turnestart, så Hope ringede til en ven, den tyske pianist Sebastian Knauer. OK, det tog jeg med.

Programmet var lige så sært som sammensætningen af de tre instrumenter violin, klarinet og flygel:

• Stravinskij: Historien om en soldat for klavertrio
• Ravel: Sonate nr. 2 for violin og klaver
• Milhaud: Scaramouche for klarinet og klaver
• Milhaud: Suite for klarinet, violin og klaver
• Bartók: Kontraster for klarinet, violin og klaver

Salen var næsten helt fuld, da trioen trippede ind. Det første værk var jo med alle tre, men … værket er ret ubalanceret, da violinen fylder næsten det hele. Så det var først i Scaramouche, vi for alvor fik Meyer at høre. Til gengæld buldrede flyglet så meget i Stravinskij, at på sidste akkord sprang den dybe D-streng! Det har jeg alligevel aldrig set før! Hope jokede med, at intet klaver var sikkert for denne mand, men under alle omstædigheder vurderede man, at resten af programmet kunne spilles uden denne streng. Tja bum bum, sært var det.

Som straf blev Knauer sat til at spille et solostykke mellem de to store værker i anden del. Han valgte af alt i verden to af Eric Saties Gnosiennes, som Alexandre Tharaud har gjort så berømte. Men tyskeren kan også: vi kom helt ned i mentalt tempo og svævede rundt i Saties sære univers. Et meget fint mellemspil, dette.

Dommen

En dejlig aften i godt selskab med delvist ukendt musik (ukendt for mig, altså). Især Sabine Meyers Scaramouche, der blev så uendeligt meget mere end blot klarinetfyrværkeri, og så jo Hope i almindelighed. Jeg kunne have svoret på, at hvis der skulle ryge nogle strenge undervejs, ville det være på hans violin, men det blev altså flyglet, der måtte lægge for. Knaldende pizzicato, hviskende strøg, og sikke et udtryk! Selvom dette slet ikke er kernerepertoire for Concertanten, var jeg ganske begejstret og havde svært ved at stryge grinet, mens jeg kæmpede mig vej mod Nørreport.