Et af Det kongelige Teaters helt store successer sidste sæson var en nyopsætning af Romeo og Julie (skuespillet, altså), hvor ikke mindst Danica Curcic og Thomas Hwan i titelrollerne bragede igennem lydmuren. Jeg var vildt begejstret dengang (dog ikke her på bloggen af en eller anden grund), og købte glad billet til endnu en omgang i november 2015.

Men tiden flyver, og min oplevelse var lige ved ikke at komme på bloggen denne gang heller. Så derfor slår jeg den oplevelse sammen med min seneste: Det røde Rums eksperiment med Franz Kafkas fortællinger, Menneskedyr. Der er nemlig et personsammenfald på de to rollelister i form af Peter Christoffersen som henholdsvis legebarnet Mercutio og et af menneskedyrene. Men der er også andre personsammenfald, nemlig instruktøren Elise Kragerup og hendes medkumpan Louise W. Hassing, der er i gang med en foryngelseskur af dansk teater.

Forestillingerne

Det var altså to kolde aftener i november, der blev gjort varmere af en tur til Skuespilhuset. To meget forskellige aftener … Men her kommer indrømmelsen: Der er gået et par uger uden tid til at opdatere bloggen. Min mening med denne blog er jo at indfange mit indtryk, så jeg kan huske oplevelsen senere (da jeg har en hukommelse som en regnorm). Derfor er det ekstra pinligt for mig, at lige netop disse to oplevelser forsvinder ud i tågerne.

Romeo og Julie er jo i sig selv en smuk og rystende fortælling af en af skuespillets fædre, William Shakespeare. Med en skummel fortid som engelskstuderende på et universitet betragter jeg Shakespeare som kernestof på grund af det smukke sprog, og som dansker nyder jeg Niels Brunses lækre nyoversættelser. Netop derfor er Elise Kragerups og hendes kumpaners nyfortolkninger meget interessante og vedkommende. Jeg er ret begejstret for de sproglige opdateringer og Kragerups tilsyneladende improvisatoriske instruktion, men jeg er en smule betænkelig ved forenklingen og nedskæringen i selve stoffet. Der er jo ligesom en vidunderlig ballet, der skærer ind til benet, og tilmed er en af de ganske, ganske få klassikere som Den kongelige Ballet formår at opføre uden pinlighed i disse år, så hvorfor spare på stoffet i et skuespil?

Når det så er sagt, er jeg vild med denne opsætning. Det er skuespillerne, den skønne og meget forenklede scenografi, og energien i almindelighed. Igen bravo til alle for at forstå rollerneog give dem videre til os, inklusive Peter Plaugborg, der jo ellers er for lang og leddeløs til at være helt seriøs, giver den forgæves bejler kant. Igen var Danica Curcic og Thomas Hwan svimlende i deres forelskelse og teenage-hed … Men denne gang følte jeg en smule, at hele opsætningen var teenageagtig i sin abrupthed. Jeg er nok bare sur og halvgammel….

Menneskedyr var et helt andet dyr, så at sige. Seks personer, Kafkas syrede fortællinger, en scene af stejle trappetring og nogle spande med muld, og afsted det går! En tysk bekendt kan ikke fordrage de oprindelige fortællinger og advarede mig på forhånd. Anmelderne havde fortalt mig, at jeg enten ville være helt alene i salen eller omgivet af begejstring. Vi havnede på det sidste, mens jeg var noget mere tøvende. Bevares, en god aften i godt selskab med indtil flere rystende scener. Men jeg forstår ikke meningen eller budskabet. Igen er jeg  nok bare en sur halvgammel tante, men jeg savnede en samlet fortælling, og produktionen virkede studentikos eller som en øvetime på skuespilskolen. Men som sagt nogle rystende scener undervejs af alle seks medvirkende.

Dommen

Ingen dom, men glæde over Det kongelige Teaters samarbejde med Elise Kragerup og kumpaner. Det er en absolut god ting, som jeg håber fortsætter. Jeg behøver ikke være enig i Kragerups opsætninger for at kunne nyde dem. Og Det røde Rum er et permanent eksperimentarium, der genererer godt. Altså er alt godt. Eller?