December handler blandt meget andet om, hvor mange gange man kan nå at opleve Händels store oratorium Messias. Concertanten har efterhånden hørt værket i et hav af udgaver for amatører, professionelle, med elguitar og med baroktrompet. Men jeg har aldrig hørt det sunget på tysk før.

Men når DR og Fabio Luisi indbyder til julesjov med Messias i Mozarts opdaterede version fra 1789, så måtte jeg da opleve det med. Luisi er jo en ualmindelig fabelagtigt engagerende dirigent, og selvom han efter eget udsagn aldrig før har beskæftiget sig med barokmusik, så kunne det da kun gå hen og blive godt, ikke?

Koncerten

Det var en mørk og stormfuld aften (igen), og togkortet var en god hjælp på vejen ud til den blå terning. Det var også en fredag aften, for koncerten indgik i min eksperimentale abonnenmentsserie – eksperimental, fordi jeg forsøger mig med fredagskoncerter i stedet for torsdagskoncerter. Der er pro og contra for begge dele indtil videre.

Nå, op på anden balkon med tanten. Nede på scenen kunne jeg ane et uventet instrument i sammenhæng med lige netop DR Symfoniorkestet: Et lille cembalo, eller måske et stort spinet? Ellers lignede resten sig selv: pænt mange strygere (ikke helt Strauss- eller Bruckner-størrelse, men dog med 10 førstevioliner, hvilket er kun 2 færre end det samlede orkester i næste weekends Messias med Camerata Øresund), vanlig træblæsergruppe, et par horn, tre basuner, to trompeter og Rene Matthiesens to små pauker.

Fire solister fra udlandet og DR Koncertkoret, DRSO, og altså Fabio Luisi. Den velkendte ouverture, og så tenorarien “Comfort ye” … Men nej, det er jo tysk det her!

Mozart fik en ven til at tilpasse den tyske udgave af bibelteksten, så afsnittene omtrent passer til Händels musik. Derudover flyttede han lidt rundt på et par stemmer, tilføjede et par klarinetter (!), og klippede lidt hist og her, så værket blev en hel halv time kortere. Jeg sad ikke just og savnede noget undervejs, men det var hele tiden overraskende at høre de velkendte dejlige melodier sunget med tyske ord. “Wie Schärfe wir” og ikke”And we like sheep”, for eksempel.

Bag orkesteret det store DR Koncertkor med DR Vokalensemblet i midten som symbolsk motor. Foran orkesteret de fire solister i opstillingen tenor (Mauro Peter), mezzo (Anne Stephany), sopran (Maureen McKay) og bas (Christof Fischesser). Og midt i orkesteret Ulla Miilmann med aftenens mest fornøjede ansigt: jeg har tit set hende nyde kollegernes spil, men denne aften svævede hun tilsyneladende på en Mozartsk sky.

Dommen

For jo, dette var en Mozart-aften mere end en Händels-Messias-aften. De dejlige melodier var der, men det hele var pakket pænt ind i silke og tyl. Misforstå mig ikke: Det lød virkeligt godt, det var vidunderligt dejligt spillet og sunget hele vejen rundt! Nu er jeg jo ikke ligefrem fan af Händel som sådan, men det lød simpelthen sært. Mere rokoko end barok.

Luisi og orkesteret havde tydeligvis arbejdet med klang – der blev spillet til men på en afdæmpet måde, så der kunne kæles for hver tone. Det gav en lidt slankere profil, end jeg havde troet på forhånd. Som sagt lød det virkeligt godt og dejligt. Men jeg blev enig med sidekammeraterne, at vi følte et stærkt behov for at styrte ud og købe billet til en barok-udgave. Der er nok at tage af i København, f.eks. Camerata Øresund – eller Mogens Dahls Kor og Orchestra of the Age of Enlightenment, begge næste weekend.

Opdatering: I Jyllands-Posten havde Christine Christiansen som næsten sædvanligt en helt anden oplevelse, men min trøst er, at Andrew Mellor på Klassisk.org hører til på samme side som jeg: http://klassisk.org/nyheder/1166/anmeldelse-handels-messias-arr-mozart.