Et af højepunkterne i det københavnske i december er stjerneviolinisten Nikolai Znaiders årlige tak-fordi-jeg-må-låne-violinen-koncert i det gamle Kongelige Teater på Kongens Nytorv midt i byen. Det er ikke alle kammermusikalske koncerter, der kan trække fulde huse, men lige netop denne kan – hvert år. Det er ikke så sært, for dels er Znaider en fremragende violinist, og dels har han altid spændende kolleger med sig hjem til koncerten. Opstillingen på scenen varierer år for år, men i år havde Znaider altså atter inviteret den fine pianist Robert Kulek, og sammen bød de på 3 sonater for violin og klaver.

Koncerten

Som sagt 3 sonater, og vel at mærke 3 meget forskellige:

1. Beethoven: Sonate nr. 8 i g-dur opus 30 nr. 3
2. Brahms: Sonate nr. 2 i a-dur opus 100
3. Franck: Sonate i a-dur

To tyskere og en franskmand, et ungdomsværk og to næsten-det-sidste værker. En lidt pudsig sammensætning, men det skulle nok blive interessant.

Lidt uvant sad jeg jo på balkonen, da aftenens koncert indgik i Kapellets symfonikoncertsæson, hvilket er mærkeligt i sig selv, men til gengæld garanterede, at der ville blive rift om de øvrige billetter. Teateret var stuvende fuld som altid ved disse koncerter, men der er også altid en hyggelig stemning, fordi en del af publikum er familie og venner.

Først Beethoven: Et brilliant værk fra den unge Ludwigs successår 1801-02. Ifølge Marlene Wichmanns gode programnoter består opus 30 af tre sonater, hvor Beethoven eksperimenterer og udvikler sonateformen. Jovist, men det er også et stykke, der lægger op til blær: Der skal spilles hurtigt og intensivt, tæt og præcist; og dog lister værket sig næsten ind på livet af os, inden vi egentligt opdager det. Violin og klaver skiftes til at tage melodistemmen, og Znaider og Kulek bøjer sig ofte mod hinanden for at få instrumenterne tættere på hinanden. Et festfyrværkeri, og applausen gjalder.

Så Brahms, og altså et værk af en noget ældre herre, men til gengæld også et værk fyldt af lys og levelyst. Znaiders bue hopper og danser, Kulek knokler over tangenterne, og hele publikum svømmer hen i henførelse (det gjorde Kuleks nodevender også, men hun fik dog bladret i noderne på de rigtige tidspunkter). Jeg hører sjældent et værk af Brahms, som jeg helst ikke vil have til at ende, men lige denne sonate lige denne aften kunne jeg godt have sat på repeat, så at sige. Fantastisk flot!

Efter pausen så altså César Franck. Jeg har ikke hørt meget af Franck, men lige denne sonate har jeg faktisk hørt før et eller andet sted – mine bekendte kunne ikke lige placere Franck, men vi mente nok, at der var noget orgelmusik et sted? Sonaten er lidt firkantet opbygget med fire lige lange satser, men det er musikken ikke: Vi svømmer afsted i et velduftende fransk landskab uden skarpe afgrænsninger mellem satserne. Kulek trækker laaaaaaaange perlerækker på klaveret, og Znaider tegner blomster med violinen. Og salen var ellevild.

Dommen

Indrømmet, koncerten var mandag aften, og nu er det lørdag…. Men jeg husker stadig min begejstring. Alle tre værker blev leveret med kærlighed og overskud af Znaider og Kulek, og niveauet var tårnhøjt. Man kommer let til at tænke på Znaider som den københavner, han også er, men han er en verdensstjerne, og ved denne koncert blev vi mindet om, hvorfor han er det. Hold da helt op! Jeg gik glip af sidste års koncert, hvor han også havde Kulek med, og det ærgrer jeg mig nu ekstra over – deres samarbejde er noget af det bedste, jeg længe har set. De er tydeligvis på bølgelængde og havde en samlet opfattelse af musikken. Det skal man jo altid have til en kammerkoncert i særdeleshed, men hér var vi bare på et helt andet niveau.

Ugen forinden var jeg til en anden kammerkoncert, som jeg ikke har fået lagt på bloggen endnu. Det var med et helt nyt ensemble med tre fabelagtigt gode musikere, der også er på bølgelængde med hinanden. Det var en virkeligt god koncert, men Znaider og Kulek leverede deres tre værker på et endnu højere niveau. Jeg kan ikke rigtigt beskrive det, men effekten på mig og det meste af det øvrige publikum var ikke til at tage fejl af: Hurraråb og et meget langt bifald.

Tak for en fantastisk koncert, Znaider og Kulek!