I efteråret dukkede der pludseligt et nyt ensemble op: Den danske Klavertrio. Hm? tænkte Concertanten, hvad er nu det? Ganske vist forsøger jeg (forgæves) at holde mig fra kammermusikken, og lige netop klavertrioer (når det ikke er Trio con Brio) og klaverkvartetter (når det ikke er Den danske Klaverkvartet) rangerer ret lavt på min prioritetsliste. Men dette nye ensemble består af notabiliteterne Katrine Gislinge, Lars Bjørnkjær og Toke Møldrup. Så selvfølgeligt måtte jeg købe billet til deres første koncert!

Det er så et stykke tid siden, for denne koncert nåede ikke på bloggen umiddelbart efter og var i fare for at glide ud i den intethed, der udgøres af min hukommelse – mine venner kan bevidne, at min hukommelse er et højst usikkert sted at opbevare ting, og det er jo derfor, jeg startede Concertantens-blog. Men nu får den en chance til, koncerten, altså.

Koncerten

Det var altså begyndelsen af december, en mørk men kun lidt stormfuld onsdag aften, og stedet var det smukke Hirschsprungske museum i Østre Anlæg. Man havde tændt fakler udendørs for lige at sætte stemningen. Jeg besøger jævnligt stedet i dagstimerne, da malerisamlingen er vældigt fin, men deres kammerkoncerter havde jeg ikke været til før. Det viste sig, at koncerterne finder sted i salen på højre side af indgangen med scenen opstillet ved den fjerneste væg, lige ved nedgangen til garderobe og toiletterne. Det er åbenbart, fordi kunstnerne så kan bruge trappen som diskret adgang – men det betød også, at publikum og kunstnere træder hinanden over tæerne før og efter koncerten. Lidt pudsigt, men en positiv sideeffekt blev, at jeg sad omgivet af Hammershøi-malerier – det er OK med mig!

Koncerten fandt ikke mindst sted, fordi den nye trio som sin første gerning har indspillet en CD med diverse danske komponisters bud på de tre instrumenter: violin, cello og klaver. Vel at mærke danske romantiske komponister, og så tror jeg, man genkender Bjørnkjærs hånd i udvalget. CD’en kunne købes i pausen, mens vi nød et glas vin (eller to, da der var skænket lidt for mange op i forvejen, åbenbart), men programmet bød på noget lidt anderledes:

1. Niels W. Gade: Klavertrio i F-dur, opus 42
2. Bent Sørensen: ”Abgesänge” for klavertrio (uropførelse)
3. Felix Mendelssohn-Bartholdy: Klavertrio nr. 1 i D-mol, opus 49

Gade og Mendelssohn gav fint mening i denne sammenhæng, men hvad med den højst nulevende Sørensen? Hvordan passede han ind? Altså udover bysladderen om, at han og Gislinge skulle danne par nu? Jeg kender ikke ret meget af hans musik, men den smule, jeg har hørt, har været glimrende men ikke just guldalder-romantisk. Men lad os nu se.

Trioen tripper altså op ad trappen og ind i den næsten fulde sal til almindelig jubel. Med som det tynde øl er en nodevender for Katrine Gislinge, der i alle tre værker har rigeligt at give sig til. Nodevenderen ligner hendes datter, men helt sikker er jeg ikke (det er altså bysladderen igen).

Med Gade lægger vi ud i velkendt stil for alle 3 musikere: Gislinge svømmer hen over tangenterne, Bjørnkjær sætter buen med stor præcision og styrke men med mere lyrisk sødme end nogen anden, og Møldrup læner sig lidt tilbage og lidt mere frem og spiller tilsyneladende fnuglet. De to strygere er vante orkestermusikere i Det kongelige Kapel og Copenhagen Phil, henholdsvis, og kommunikerer flittigt med hinanden uden nødvendigvis at se hinanden i øjnene. Gislinge er udpræget solist og kammermusiker, efter min uvidende opfattelse, og bevæger sig meget på bænken. Sådan som jeg husker koncerten nu 5 uger senere, så var flyglet på hel pind og gav dermed meget lyd. Når pianisten så også visuelt fylder en del, så er det lidt op ad bakke at høre de to strygere, selv når det er to så fine folk.

Nå, det var musikken, vi skulle huske. Gade er jo god, simpelthen, og kernerepertoire for danske musikere med sans for romantikken. Fire satser i det vanlige mønster: hurtigt-hurtigere-trækvejret-hurtigt. Nydeligt spillet!

Sørensen har altså skrevet ”Abgesänge” til lige netop disse musikere. Eller sådan formoder jeg. Igen fire satser: Lento, Presto leggiermento, Andantino, Lamentoso. Hm, hvordan skulle det nu forstås? Lento er langsomt, men det var mere sfærisk, eller svævende, end langsomt. Ligeledes presto, der ikke var hurtig men dog hurtigere. I tredje sats kom der stemmer på – musikerne nynnede nogle toner hver, som jeg ikke rigtigt opfattede meningen i, men effekten var god nok. Og sørgesangen var ligefrem rørende, dog uden at være en sørgesang, tror jeg. Store klapsalver til trioen og komponisten!

Efter pausens inspektion af Krøyer-malerier vendte vi tilbage i tid til Mendelssohn, som jeg altid er begejstret for. Lidt lige som med Mozart glemmer man let, hvor ung, Mendelssohn var, og hvor meget, han nåede. Hans første klavertrio har jeg hørt før et eller andet sted, og den er skøn!

Dommen

Lidt svært at bedømme min oplevelse efter 5 uger, men det var en dejlig aften, musikken rumsterede i mit hoved hele vejen hjem, og jeg er lidt knotten på mig selv for ikke at have skrevet et par noter på dét tidspunkt. Den korte udgave er jo, at jeg er vild med Bjørnkjær, meget glad for Møldrup, og ret lidt glad for Gislinge, fordi hun simpelthen er for meget. Og med den holdning til medlemmerne af en prestigetrio, så kommer der noget uvelkommen farve på oplevelsen. For dette er en prestigetrio – om den også findes om 1, 3 eller 10 år, vil vise sig. Da jeg fik den oprindelige offentliggørelse, var mit indtryk, at det var en sær kombination af musikere i lige netop en klavertrio. Selvfølgeligt er det danske musikliv, hvad det er, og alle kender alle på kryds og tværs. Forleden var jeg til endnu en dejlig kammerkoncert med Kapellet ude på Takkelloftscenen, hvor Lars Bjørnkjær spillede for i et strygeorkester, og hvor Gislinge og Sørensen dukkede op i publikum. Og måske har Bjørnkjær og Gislinge været venner i en milliard år. Men jeg havde på forhånd virkeligt svært ved at se dem spille sammen med Møldrup på den intime måde, en trio kræver. Den fra radioen så kendte aarhusianske komponist Allan Gravgaard-Madsen kan tale i timer om prestigeensembler, sammensat af virtuoser, som lyder fuldstændigt som virtuoser, der tilfældigvis spiller den samme musik. Så det, frygtede jeg, ville være tilfældet her også.

Det var det ikke. Faktisk var det rigtigt godt. I Gade fik vi et overflødighedshorn af gnistrende toner, i Mendelssohn et overflødighedshorn af lækker vellyd og humor, og i Sørensen et dybt originalt værk med stor intensitet.

Jeg købte ikke CD’en, fordi jeg helst ikke må købe hverken CD eller bøger for tiden, men jeg går gerne til koncert igen med dette ensemble. Mest på grund af Bjørnkjær og Møldrup, men især fordi de faktisk spiller godt sammen med Gislinge.

God koncert, denne! Især såvidt, jeg husker.