Den første søndag i det nye år skulle jeg have været et helt andet sted. Men i virkelighedens verden var jeg i København og forsøgte at få varmen efter årets hidtil koldeste operaoplevelse om lørdagen. Så jeg sprang på et S-tog og så en metro, for så at gå det sidste stykke i den samme iskolde østenvind ud til Operaens Takkelloftscene. For denne søndag bød på Det kongelige Kapels tredje kammerkoncert denne sæson, og det er altid godt.

Koncerten

Denne omgang Nordiske Klange var lidt tømmermandsvenlig, da programmet bød på ”snacks” i form af korte stykker for soloinstrumenter plus et par småværker for (lille) strygeorkester. Programmet lød på:

1. Carl Nielsen: Canto serioso for horn og klaver FW 132 (Claudio Flückiger på horn, Leif Greibe på klaver)
2. Jean Sibelius: Romance og Religioso, opus 78 nr. 2 og 3 (Sara Wallevik på violin og selveste Christina Bjørkøe på klaver)
3. Peter Heise: Fantasistykke nr. 2 Allegretto espressione (Joel Laakso på cello, og Greibe på klaver)
4. Kurt Atterberg: Suite nr. 3 for violin, bratsch og strygere (Therese Andersen på violin og Sune Ranmo på bratsch + strygere fra Kapellet)
5. Erland von Koch: Monolog nr. 18 for solobas (Mette Hanskov og Meherban Gillet på vandrende basser)
6. Ole Bull: Sæterjentens søndag (Therese Andersen på fin violin og Greibe på klaver)
7. Jacob Gade: Valse Capricioso (Lars Bjørnkjær på soloviolin foran strygerne dirigeret af Hanskov)
8. Carl Nielsen: Lille suite for strygere, opus 1

I denne sæson er temaet jo nordisk, og vi kommer vidt omkring. Værkerne introduceres af kapelregissøren (?), men ved denne koncert var den styrende hånd den vidunderlige solobassist Mette Hansted, der fuldt fortjent er nomineret til dette års Ildsjælspris på P2. Hun dirigerede strygeorkesteret med vanlig fast hånd og pailletter på stolen, og hun udgjorde halvdelen af den duo, der opførte det pudsige værk med monologer for kontrabas sammen. Vildt morsomt og meget, meget virtuost.

Blandt andre højdepunkter var Lars Bjørnkjærs lidt ironiske violin i Jacob ham-med-tangoen Gades store vals, og Joel Laaksos cellosolo i Heise. Therese Andersen, som vi kender fra første pult hos andenviolinerne, slog sig løs i Bulls uendeligt smukke sætersang, der fortjent er populær oppe i Norge, og i Atterberg  var hendes samspil med den vidunderlige Sune Ranmo uendeligt bedre end musikken selv.

Dommen

Så fandt vi da ud af, at Takkelloftscenens ellers så vidunderlige foyer har det meget svært med kraftig vind fra øst. Der var temmelig koldt, så for én gangs skyld var jeg meget tilfreds med, at koncerten fandt sted inde i det kompakte scenerum. Den vante tribune med publikumspladser, et flygel, lidt løse pulte, og så plads til et (lille) strygeorkester.

Som nævnt ovenfor var den dobbelt basmonolog eftermiddagens sjoveste og dog mest virtuose nummer. Hansted er temmelig vidunderlig og lidt af et kraftcenter i sig selv. Kapellets basgruppe er god, men helt specifikt Hansted løfter den op på et meget højt niveau, helt uden at vi kan se det. Denne eftermiddag var det lysende klart, hvor stor respekt hun nyder blandt kollegerne, og hendes samspil med dejligt spillende Meherban Gillet var gennemsyret af musikalitet og gensidig forståelse. Vidunderligt at have oplevet det!

Det var en sjov koncert, men det var også en god koncert. Tak for det!

I det hele taget er det sjovt at være til (især) koncert med Kapellet for tiden. Jeg ved ikke, om det er fordi de stadig rider højt på bølgen af begejstring efter den meget vellykkede miniturné til Berlin og Birmingham, eller om det er de mange, mange støtteerklæringer fra udlandet, da nedskæringerne blev offentliggjort. Men de har det sjovt sammen, og det gør musikken bedre. At grønthøsteren så har indhentet landets fineste orkester, så de reduceres til blot 99 fastansatte, er så et helt andet problem. I betragtning af, at Kapellet i forvejen flittigt bruger kontraktansatte og løsarbejdere, så kan der da kun blive mere af det fremover. Et par dage inden den koncert var jeg til nytårskoncert (uden blog) med Kapellet, hvor der var en håndfuld løsarbejdere (mindst), så uvant er det i hvert fald ikke. Men derfra og til at satse på det i hverdagen er er lidt langt. Om niveauet kan holdes, vil vise sig…