Jeg kan vældigt godt lide svaner. Jeg er også kommet til at holde en del af Richard Wagners operaer. Så operaen Lohengrin burde ligge perfekt til mig: 4 timer med svanefjer og musik, der intet har med virkeligheden at gøre. Men jeg har aldrig kunnet få prikket hul på den; der er noget ved den smådebile Elsa og hovne Lohengrin, jeg ikke kan holde ud. Men operaer skal opleves på scenen, så selvfølgeligt skulle jeg opleve Det kongelige Teaters spritnye opførelse denne sæson!

Hvad, jeg ikke havde opdaget, var, at den omgang Lohengrin, der var inkluderet i min abonnementsserie var til premiereaftenen. Normalt holder jeg mig på afstand af premiereaftener, men én gang skal jo være den første. Der skulle være et mindre hav af mig ukendte navne med på og bag scenen men også et par kendte hoveder: Anne Margrethe Dahl som Elsa (nåjada), Randi Stene som Ortrud (yes!!!), og Alexander Vedernikov i graven sammen med Kapellet. Der er delte meninger om Vedernikov, men jeg har været begejstret de gange, jeg har oplevet ham – herunder en musikalsk vældigt fin omgang Lady Macbeth fra Mtsinsk og en koncertant gang Rhinguld.

Operaen

Den var fredag d. 22. januar, og jeg stak af fra kontoret et par timer tidligere end sædvanligt for at kunne nå den ekstralange præsentation før forestillingen, som operachefen giver til premierer. Skal man til premiere, kan man lige så godt tage hele pakken med, var min undskyldning, selvom jeg trak grænsen ved at skifte fra kontortøjet – det er trods alt København, og silkekjoler er ikke velset oppe på anden balkon. Tja, måske, men jeg havde glemt, at min operaplads i denne serie er i parkettet… Nå, jeg var ikke den eneste uden stilletter på futterne, i det mindste.

Til præsentationen havde Sven Müller fortalt på sin helt egen blanding af engelsk, dansk og tysk om historien (den kender vi godt), ledemotiverne (dem kender vi også godt) og en smule om sine tanker om operaen og opsætningen (det var til gengæld interessant). Müller citerede Wagner for at have kaldt Lohengrin sin sørgeligste opera, og Müller fortolkede det som et billede på håbet om en borgerlig og fredelig revolution i Dresden in 1848, der jo blev knust, så Wagner måtte flygte i al hast. Den gav en interessant vinkel på værket, som jeg ikke havde tænkt over før – måske fordi jeg ikke rigtigt har sat mig ind i den.

Lohengrin er jo nr. 3 af de tre, der kaldes Wagners midterste: Hollænderen, Tannhäuser og Lohengrin. Dermed er Lohengrin en slags modstykke til treeren i den sidste gruppe af tre operaer, nemlig Parsifal. Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om nedarvingshierarkiet mellem Tannhäuser, Lohengrin og Parsifal, der alle tre sværmer om den samme historie: det tyske ur-rige og helten, der frelser verden og/eller genskaber det hellige (tyske) rige. Jeg holder vældigt meget af Tannhäuser og Parsifal, omend af forskellige grunde, så hvorfor virker Lohengrin ikke for mig? Nå, vi giver den en chance.

Fortæppet er nede og forestiller en betonvæg med aftryk af forskallingsbrædder, da Vedernikov snor sig gennem orkesteret, hæver sin fjer (!) og slår an til det vidunderlige forspil: svævende og bævende violiner, så jeg ikke kan trække vejret. Det kan de lungeinfektionsramte i publikum til gengæld, desværre. Nå, men mens denne atmosfæriske musik lister sig ud af orkestergraven og Mikkel Futtrup som koncertmester sætter uhyre spinkle tankestreger efter hvert udsagn, tændes lys på scenen bag fortæppet, så vi kan se Elsa stå og drømme i månelyset. En fjer daler ned fra loftet/himlen, og hun løfter hånden for at lade den dale ned i hendes hånd. Således står hun, hendes hånd hævet og fjeren svævende over den. Aftenens første stærke scenebillede, og forspillet spiller videre. Da det desværre er slut, må vi jo ikke klappe (i modsætning til Puccinis Il Trittico 5 dage tidligere), for nu går tæppet op, og Kong Henrik Fuglefængers soldater bryder ind i Brabants betonbunker og begynder straks at indrette sig. De er tydeligt rejsevant og rejsetrætte i modsætning til branbanternes veluniformerede, pressede og stivede soldater.

Kong Henrik himself får krænget rustningen af og fremstår så i nydelig men ikke særligt velsiddende habit. Til gengæld er han en ganske velsyngende Steven Humes, der vil kunne høres som Fafner i Odenses udgave af Rhinguldet. Det er en pudsig kontrast til hans egne soldaters blanding af rustning og andet middelalderligt grej og brabanternes stilige og pletfri uniformer. Nå, kongen er jo ankommet til den fjerne provins, Brabant, for at få styr på ressourcerne til den fortsatte krig mod de hedenske horder (urdanskerne og de netop til Europa ankomne ungarere). Han bemærker, at der ligesom mangler en chef i foretagendet, og får at vide, at hertugen er død, hans to børn myndlinge hos grev Telramund, og at Telramund beskylder plejedatter Elsa for at have druknet sin lillebror for selv at arve tronen. Det er jo en alvorlig anklage, så pigebarnet hidkaldes for at forsvare sig. og det gør hun så ved at sukke “Mein armer Bruder!” og lade det være godt med det.

Det er dér, jeg plejer at stå af. Elsa er simpelthen så ubegavet, at det med Wagner-nørden Henrik Nebelongs ord kun kan undskyldes, hvis pigebarnet er 10-12 år gammel. Ganske vist udsætter Wagner sine kvindeskikkelser for de mest uhyrlige ting, men de plejer dog at gøre et eller andet for at forsvare eller insistere på egne interesser. Men det gør Elsa ikke: hun drømmer, gør hun, i en sådan grad, at jeg får spat. Jeg får en overvældende trang til ruske op i hende og fjerne alle udgaver af Romanbladet fra hendes værelse.

Men Anne Margrethe Dahl gør, hvad hun kan, for at sparke lidt liv ind i dukkebarnet: Svøbt i sin fine blå kappe svæver hun rundt og forsøger at kratte en vej gennem betonmuren til den anden verden, hun har set i en drøm. Den må findes, den verden med den fantastiske ridder, der svor, at han ville redde hende (og elske hende for evigt, forstås). Og endeligt, endeligt glider muren til side, så vi kan se den stolte ridder komme traskende mellem kæmpestore svanefjer.

Selvfølgeligt er han lige netop den ridder, Elsa drømte om, og selvfølgeligt vinder han tvekampen med bagvaskeren Telramund, og selvfølgeligt vil han giftes med Elsa, helst med det samme. Alle brabanterne og Kong Henrik falder også pladask for ham og udnævner ham på stedet til retmæssig Beskytter af Brabant.

Men selvfølgeligt går det ikke godt. Telramund domineres af sin troldkvinde af en hustru, Ortrud, der fortsætter med at spinde sit onde væv – hun vil nemlig selv have fingrene i hertugdømmet, og det vil Telramund da også. På trods af, at de i princippet begge er forvist, får de lokket Elsa i uføre (det er nemlig ikke spor svært, da hun jo ingen hjerne har), så hun “kommer til” at stille sin mand det spørgsmål, der ikke må stilles: Hvem er det nu lige du er, skat?

Lohengrin synger om sin stolte herkomst og om at han nu må daffe hjem til farmand og de andre riddermunke (!). Hans foretrukne transportmiddel, en svane, viser sig at være den forsvundne barnehertug, Elsas lillebror, som Lohengrin løser fra den forbandelse, som Ortrud har kastet over ham. I denne opsætning er han en knøs på cirka 10, der drøner rundt, finder noget legetøj i en spalte i gulvet, tager Ortrud i hånden, hvorpå hun prompte dør, og han ser på søster Elsa, der græder fortvivlet. Nårh jo, så bryder nogle soldater ind igen og alle dør. The end.

Dommen

Det er en vældigt smuk opsætning, denne. Iscenesættelsen er af Nicola Raab, scenografien af George Souglides og kostumerne af Julia Müer – resten kan læses på kglteater.dk. På bagscenen svæver kæmpestore fjer i en illustration af Elsas drømmeverden. I det meste af første og anden akt er bunkerens bagvæg lukket, så den verden er skjult, og i tredje forsøger Lohengrin bravt at få lukket væggen, da han hellere vil blive hos den små Elsa end drage hjem til far. Resten af tiden er vi altså lukket inde i denne betonbunker, der beskytter os mod omverden, må vi tro. Rummet bag bagvæggen er måske Elsas drømmeverden, måske en port til en “virkelig” anden verden, men porten i højre side kan åbnes indefra og udefra og giver adgang til en blomstereng. Da Lohengrin og Elsa endeligt mødes, sker et jordskælv, så der opstår en sprække i gulv og væg, som lys kommer op ad – jeg troede, det skulle være en spaltning mellem to verdener eller to personer, men alle fortsatte med at flintre henover spalten, som om den ikke var der. Hm. Men faktisk virkede scenografien vildt godt – især fjerene!

Det ene smukke scenebillede efter det andet, med eller uden et hav af korsangere. Og nogle meget stærke billeder, hvoraf mine to favoritter har Anne Margrethe Dahl i fokus: Billedet under forspillet med hendes hånd og fjeren, og slutningen på anden akt, hvor Lohengrin og Elsa langsomt går gennem fjerene på bagscenen (på vej mod kirken, forstås), og så vender Elsa sig pludseligt om og ser dels spørgende og dels fortvivlet tilbage mod os. Stærkt!

Det kneb mere med det sanglige. Herrerne først, denne gang: Burkhardt Fritz som Lohengrin var svær at falde for. Han har en god stemme og især fin sans for komik, men hans “Im fernem Land” var vaklende, og han mangler noget i højden. Jeg tror nok, jeg har set ham et sted før, men husker ikke hvor. Lohengrin er en svær rolle at gøre bare nogenlunde troværdig, og jeg troede ikke på Fritz. Telramund blev sunget af Jukka Rasilainen med stor sans for raseriet og desperationen i denne greve – spændende mere end stilfuld og hoven. Og Steven Humes var en varm og atletisk konge – langt mere atletisk i stemmen end Fritz.

Ortrud skulle jo have været Randi Stene, men hun var åbenbart nødt til at forlade opsætningen ret sent i processen, og indhopperen, Tuija Knihtilä kendte jeg ikke, men hold da op, hvor vi kender hende nu! I denne forholdsvis minimalistiske opsætning skal Ortrud stå lænet op ad en mur det meste af tiden og så holde hænderne i frakkelommerne resten af tiden. Dermed har man kun stemmen at gøre godt med, og det gjorde hun så: Truende, hånlig, overlegen og generelt ubehagelig. Virkeligt fin Ortrud, og tak til Knihtilä og Raab for det! Vor egen Anne Margrethe Dahl har jeg jo haft sådan lidt på skift med – vidunderlig som Shostakovich’ Lady Macbeth eller Strauss’ Kejserinden og lang i spyttet i andre roller. Jeg var på forhånd skeptisk overfor hendes debut som Elsa men håbede, Dahls indiskutable dramatiske sans ville løse opgaven. Det gjorde den faktisk – topfin skildring af et skingrende skørt stykke pigebarn, men jeg synes, hendes stemme er blevet for dramatisk efterhånden til at kunne illudere pigebarn. Hun virkede ikke drømmende nok rent vokalt i sit hjertesuk “Mein armer Bruder”, men det er ved grød også en svær opgave.

Til gengæld fejlede hverken det kraftigt forstærkede Kongelige Operakor eller det lidt mindre kraftigt forstærkede Kongelige Kapel noget! Er du da vimmer! I rollen som folkemængde var koret utroligt stærkt, både som ophidsede, forvirrede og fortvivlede. Det var lige ved at blæse mine krøller flade.Og det, de ikke klarede, forsøgte Kapellet under ledelse af Vedernikov og hans fjer. I tredje akt, hvor trompeterne for alvor skal gjalde, var der placeret trompeter på balkoner og i parkettet, så vi sad badet i trompetklang – meget overvældende, de herrer! Kapellet var opstillet lidt pudsigt – på Vedernikovs venstre hånd sad træblæserne (fintfølende som altid), dernæst andenvioliner, førstevioliner med basser bag sig, så celli og bratscher med messing bag sig. Effekten for os forrest i parkettet blev, at blæserne ligesom kom op mellem fødderne på os og strygerne kom lige ud i hovedet på os. Meget effektfuldt … men jeg foretrækker nok anden balkon alligevel.

Jeg kom hjem med hovedet fuld af vidunderlig musik og smukke billeder og måtte så forsøge at falde i søvn hurtigt, da jeg skulle (relativt) tidligt op igen lørdag – ikke så let efter den omgang!

Lørdag havde jeg en kort meningsudveksling på Twitter med et par stykker, der også var til stede og har uendeligt mere forstand på opera end jeg har. Som sædvanlig er jeg i undertal med min oplevelse, hvilket er OK, for det er jo min. Men jeg glæder mig til at læse anmeldelserne for at lære, hvad der gik henover hovedet på mig – og så vil jeg bestemme mig for, om jeg skal ind og se denne opsætning igen for andet end de smukke billeders skyld. Og for musikkens.