Kammermusik behøver ikke være afslappende eller småkedelig, men efter et par højintensive operaer så jeg virkeligt frem til nr. 4 i Det kongelige Kapels kammerkoncertrække den forgangne søndag. Temaet for denne sæsons kammerkoncerter er “Nordiske klange”, og det kunne jeg trænge til efter Puccini og Wagner! 

I det hele taget har jeg haft et par måneder med primært musik-med-sang i forskellige former. Eneste mellemlanding var Nordiske Klange #3 lige efter nytår, og jeg må indrømme, at jeg faktisk er glad for, at der er to måneder til næste opera; to måneder med en stribe forhåbentligt vidunderlige symfonikoncerter. Det er selvfølgeligt lidt pudsigt, at dette skifte tilbage til normalen sker lige op til fastetiden, men nu skal man ikke overfortolke: Jeg er blevet temmeligt glad for opera efter at have øvet mig et par år, men jeg glæder mig til at vende tilbage til koncertsalene og koncentrere mig om det en stund. Vi får se, hvordan det går.

Koncerten

Et par ugers frost blev afløst af tø mellem mine to seneste ekskurtioner til Operaen på Dokøen. Fredag eftermiddag trippede jeg forsigtigt over Trangravsbroerne for ikke at glide på isen, men søndag eftermiddag storkede jeg frejdigt afsted gennem tågen. Sikke en forskel!

Nå, men vi blev budt velkommen med meldingen om, at koncertens første nummer måtte udgå på grund af sygdom. Av for den, for første nummer skulle have været Carl Nielsens Serenata in vano! Allerede der må der være røget et par stykker blandt publikum, for der var usædvanligt god plads på bænkeraderne, da jeg dukkede op et kvarter før tid. Jeg plejer at sige, at hvis man gerne vil tiltrække publikum, så sæt Mozart eller til nød Nielsen på programmet. Et program uden hverken den ene eller den anden tiltrækker stort set kun familie og venner og vaneforbryderene. Nu var stolerækkerne kun knapt halvfyldte, men vi skulle så altså opleve følgende:

• Toivo Kuula: Klavertrio, opus 7
• Anton Arenskij: Strygekvartet nr. 2, a-mol, opus 35

Øh? Arenskij har jeg hørt før – russer fra de sidste årtier før forrige århundredeskifte, altså lidt efter Tjaikovskij, som han tilegnede denne strygekvartet. Men hvad har han med Nordiske Klange at gøre, og hvem er Kuula?

Den er lidt langt ude, men Kuula var jo selvfølgeligt finsk, født mens finnerne hørte til et storrusissk storhertugdømme, og Arenskij var russer og døde i samme storhertugdømme. I følge programnoterne døde Kuula ung i et slagsmål i den finske storby Viipuri, som nogle af os kender som den karelske by Vyborg og andre som Viborg. 

Sådan er der så meget, men ung var Kuula, da han som elev af selveste Sibelius og opildnet af kærlighed til hjemegnen skrev sin klavertrio. Denne grå eftermiddag blev den opført af tre finner: Inkeri Vänskä (til dagligt livlig andenviolin), Joel Laakso (vellidt og berømmet cello) og Sofia Wiikman (klaver). Stort flygel og to stole, tre dygtige musikere, et på forhånd spændt publikum, og et interessant værk. 

Jaja, tænkte jeg, helt ringe kan det da ikke blive med den besætning. Og det var det ikke: slutningen af første sats fik mig helt frem på stolen, for hvor var det dog sørgmodigt! Derpå en scherzo med masser af smil og en andante med et strøg af fornøjelse, og til sidst en intensiv finale. Klapklapklap! Flot fremført med indlevelse, indsigt og fin afbildning af Karelen! Smuk musik, men også rørende.

Efter pausen altså Arenskijs strygekvartet. Igen fejlede besætningen ikke noget: Emma Steele (violin), Sune Ranmo (bratsch), Joel Laakso og Anna Dorothea Wolff (cello), hvoraf sidstnævnte åbenbart har udlånt sig selv fra Odense Symfoniorkester. Med andre ord er den klassiske besætning ændret ved at bytte en violin med en cello: det giver et mørkere udtryk, når bratschen hører til den lyseste halvdel af en strygekvartet!

Værket består groft sagt af en introduktion (i dén grad moderato), en række variationer over et tema af Tjaikovskij  og en finale, der er andante sostenuto. Hvis det ikke lyder som et festfyrværkeri, så tro om igen! Jovist lister vi os ind i værket med sordin, og vi lister os ud igen. Men undervejs er der tryk på! Strygekvartetten er tilegnet mesteren Tjaikovskij, og lange stræk minder også meget om hans musik: melodisk, rødder i russisk folkemusik men absolut høvisk, og med et indre drive.
Et par kolleger fra Kapellet hujede heftigt fra bageste række, men vi andre var godt med!

Dommen

Jeg kan egentligt godt forstå dem, der gik før koncerten eller i pausen: Der var ikke meget ved disse to værker, der virkede særligt tillokkende. Men det blev en god koncert, denne! I skrivende stund fyldes mine øregange af Bruckners 8. symfoni (i radioen, altså), og det er på en måde passende. Bruckner har jeg det unægteligt svært med, og dog har jeg haft uventet store oplevelser med hans musik. Jeg vil ikke påstå, at Arenskij og Kuula ryger til tops på min liste over foretrukne komponister, men det var to interessante værker, og de blev fremragende fremført.

Kuulas klavertrio var somsagt meget rørende på den gode måde, og Arenskijs strygekvartet absolut medrivende. Stor kunst? Mnja, måske ikke værkerne som sådan. Men fremførelsen fejlede ikke noget. Jeg kan kun gætte på, at disse to værker er del af Nordiske Klange, fordi musikerne kan lide dem. Hvis jeg gætter rigtigt, så kunne det høres i musikken den søndag eftermiddag. Hvis jeg gætter forkert, så var det stadigvæk en god koncert med en rund håndfuld fine musikere. Joel Laakso mistede et par hår på buen undervejs, og der turde antyde, at der blev gået til den.