Det amerikanske musikakademi Juilliard School of Music har mange solostjerner og stjerneensembler på samvittigheden. Et sideskud er den strygekvartet, der bærer konservatoriets navn, og som for tiden farer verden rundt i sin (og hold nu fast) 70. sæson. De har været i København et par gange, hvor det var lykkedes mig at holde mig på afstand; men den forgangne tirsdag i januar 2016 var jeg på plads i Mogens Dahls Koncertsal for at opleve dette stjerneensemble.

Det er naturligvis ikke de samme fire musikere, der har spillet i kvartetten alle årene. De fornyer sig med års, hvis ikke årtiers, mellemrum; bl.a. skiftede de primarius ud for et par år siden, og efter denne sæson skifter de cellisten ud. Medlemmerne kommer og går, altså, men formålet er det samme: at spille ny musik som om den var århundreder gammel – og spille århundrede gammel musik som om den var nyskreven, som det er udtrykt. Jaja, det skal komme an på en prøve.

Koncerten

Hos Mogens Dahl er der ikke nummererede pladser, så når døren går op kl. 19:30, er der en lang kø af vaneforbrydere, der skal tilkæmpe sig favoritpladsen. Det er vældigt hyggeligt, egentligt, men det betyder, at man ikke har særligt meget indflydelse på eget sæde, hvis man ikke er villig til at springe middagen over. Akkeja, men denne aften skulle vi heldigvis sidde på langs af salen, så der var flere “gode” pladser.

Vi var blevet mødt af en bekendtgørelse af et ændret program. Vi skulle have hørt Schubert først (åbenbart et gennemgående element i forårets koncertrække), men det blev til Mozart i stedet for. Dermed blev programmet:

1. Mozart: Strygekvartet nr. 19, c-dur, K 465 (“Dissonanzen-Quartett”)
2. Wernick: Strygekvartet nr. 9
3. Beethoven: Strygekvartet nr. 16, f-dur opus 135

Altså en af Beethoven “gale” sene strygekvartetter til at gå hjem på efter pausen, noget Mozart til opvarmning, og så en mig ukendt amerikansk komponist, Richard Wernick, til at udfordre os med. OK, så længe der er Ludwig på programmet, er jeg i princippet interesseret, og lige netop hans syrede strygekvartetter kender jeg ikke rigtigt.

Salen var stuvende fuld. Stuvende. Jeg havde tilkæmpet mig en favoritplads ved mellemgangen i højre side og kunne dermed dels se kunstnerne sno sig ind i i salen forbi flyglet, og dels se dem rent faktisk spille. Døren går op, og to violinister kommer ind, så et lille hul, og derpå cellist og bratschist. De sætter sig, retter på noderne, kaster et blik rundt på hinanden, ser ned og laver noget, der kunne minde om et zen-øjeblik, og så sætter musikken an.

Det var et relativt sent Mozart-værk, og det kunne høres. Som voksen skrev han generelt mere interessant musik, og lige denne er den sidste af de såkaldte Haydn-kvartetter. Tonerne vævede sig ind og ud, men det var ikke blot nodegymnastik. Tilmed lægger førstesats ud med akkorder, der kunne lyde som dissonanser, uden at de er det. Den forholdsvis unge førsteviolin spiller med stor bue, sådan som stilen kræver, og ellers bliver der afsøgt kroge i musikken, som man kan hænge sin indsats på. Det lød væsentligt bedre, end jeg kan forklare i skrivende stund. Hold da helt op, hvor de fik Mozart til at gnistre!

Derpå altså et spritnyt værk, der havde premiere i november 2015. Hm? Joseph Lin, førsteviolinen, introducerede værket ved at sige, at det havde to satser (så var vi advaret), med titlerne “Assertive Aggressive” og “Through Shadows” (eller noget i den retning). Ganske rigtigt er førstesats fuld af udbrud, der hopper fra instrument til instrument, og så pludseligt dør hen. Andensatsen er tåget, uklar, måske usikker. Jeg var helt solgt!

I pausen klemmer vi os sammen ovre i cafébygningen, da det ikke just er vejr til at nyde gårdhaven; og så lusker vi tilbage til salens hårde træstole for at høre musik af den helsære halvgamle mand, Beethoven. I sine sidste år holdt han jo helt op med at lade som om, han var interesseret i at tiltrække publikum: det er musik for musikkens skyld og ikke for den hurtige gevinsts skyld. Således også med denne kvartet – den er så vild, at den faktisk lige så godt kunne være skrevet i 1950’erne. Første sats stiller spørgsmål, anden sats leger med os, tredje sats trækker os helt ned i tempo, så vi næsten glemmer at trække vejret, og finalen er lang og højeksplosiv: “Der schwer gefasste Entschluss”, kaldte Ludwig den selv, og der er en sund dosis determinisme over det: Sådan må det være, så at sige. Flot musik, flot spillet! Jeg var helt frivilligt en af de første på benene til stående applaus!

Som ekstranummer fik vi heldigvis den langsomme sats fra Debussys strygekvartet: langsomt, inderligt, og dog svævende. Smukt, smukt, og tusinde tak for det!

Dommen

Én ting er musikken, noget andet er udøverne, og noget tredje er øjeblikket. Fordi Juilliard Quartet har så lang en historie, er der en intimitet i samspillet, der giver plads til den enkeltes udfoldelser på en sikker platform. Der røg buehår hist og her, for der blev gået til stålet undervejs. I min overskrift kalder jeg det eksplosivt, men det var måske rettere som god gang chili con carne med godt med chili: Masser af smag, gode ting at sætte tænderne i, og så de der pludselige pift af skarp chili. I skrivende stund har jeg lagt mig på langs med en mild influenza og giver knapt nok mening for mig selv. Men det var en stjernekoncert, denne, og jeg havde aldrig troet, Mozarts kammermusik kunne lyde så vedkommende.

Wernick kendte jeg som sagt ikke, men især andensatsens bratschstemme fik mig til at smelte. Og så fik jeg jo altså  langt om længe hørt den Beethoven-kvartet, jeg skulle have hørt i sommer i Tivoli med fire lokale musikere, men desværre som blev aflyst. Fabelagtigt musik fabelagtigt godt spillet af Joseph Lin, Ronald Copes, Roger Tapping, og så altså afgående Joel Krosnick på cello.

Tak for en vidunderlig musikalsk oplevelse!