For et par år siden kom den polske nestordirigent Marek Janowski på besøg i Operaen og dirigerede Det kongelige Kapel i Beethoven og Brahms. Jeg var der selvfølgeligt, og jeg svømmede hen i vellyd og velvære. I går var han på besøg igen, jeg var der igen, og for nu at sige det kort, så svømmede jeg igen hen i vellyd og velvære.

Dette til trods for, at Janowskis “take” på min gode ven Beethoven ikke just stemmer overens med min: Janowski er eksponent for veloverlagt vellyd og velklang, og jeg kan jo godt lide min Ludwig lidt rå i kanterne. Men jeg skulle opleve den koncert!

PS: Opdateret, da en genudsendelse i P2 fik mig til at genlæse posten og rette nogle af stavefejlene.

Koncerten

På programmet stod:

1. Beethoven: Symfoni nr. 4, b-dur, opus 60.
2. Schubert: symfoni nr. 9, c-dur, D. 944

Som den vidunderlige Henrik Goldschmidt sagde inden koncerten: “Dette er ikke en suppe-steg-is-koncert; det er Kapellets chance for at vise sig frem som seriøst symfoniorkester med en meget seriøst program: To vældige symfonier. Bum”! Og det var noget af en påstand, for Beethovens 4. er jo mest berømt for at drukne mellem nr. 3 og 5, og Schubert er mest kendt for smukke Lieder. Tja.

I skrivende stund lytter jeg til DR P2s optagelse fra koncerten, der kan streames lidt endnu via dr.dk. Her går de to radioværter meget op i at være betaget af dirigenten og af det smukke rum, som Operaens store scene er, når orkesterskallen er sat på plads, og alle pingvinerne fylder scenen med smukke instrumenter. Fra min hylde på 1. balkon kan jeg hver gang nyde det varme, gyldne lys fra træpaneler, strygeinstrumenter, og messinginstrumenter, for det er smukt.

Kapellet sad klar med lidt vel mange strygere, pauker, en enkelt fløjte, og så ellers to af hver blæser. Maestro tripper hele den lange vej  rundt om orkesteret, mens vi klapper forventningsfuldt. Symfonien lister sig i gang med forsigtige spørgsmål fra strygerne spillet så fint, at ingen i publikum turde hoste. Janowski dirigerer selvfølgeligt uden partitur, for han er jo netop ekspert i de tyske symfonikere. Små vift til byens bedste hornsektion, der prompte satte lydefri trut; et pludseligt hop, så strygerne lagde armkræfterne i; et nik til John Kruse, der åndede ned i klarinetten. Især andensatsen blev et lydbillede af røde fløjlsgardiner, der bevægede sig i en sagte brise: Smukt, blødt, trygt. I tredje sats hopper vi fornøjeligt omkring med præcise violiner, brummelyde fra basserne, en svævende fløjte og fagot.

Janowski leger med dynamikken og tempoet: vi skal helt ned i pianissimo for så pludseligt at eksplodere. Sådan noget Beethoven jo god til, og Janowski fremhæver kontrasterne – men der er ingen skarpe hjørner og ikke antydning af de skæverter, der sommetider ryger med, når man går til den i en gang Livlig Ludwig. Hvert et buestrøg sidder præcist og ultratæt på kollegernes; hvert et trut fra en blæser kommer ud af ingenting uden hverken begyndelse eller slutning. Det er smukt! Men det er også dynamisk og triumferende.

Efter pausen Schubert, som Janowski åbenbart har forsøgt at få Kapellet til at spille mere “østrigsk”, hvormed han mente med centraleuropæisk temperament og energi. Goldschmidt sagde i introduktionen, at i den niende symfoni spiller solooboisten stort set uafbrudt i 55  minutter, for det er en lang symfoni, denne, og fuld af gentagelser, der jo helst skal lyde en smule forskellig hver gang.

Jovist: i første sats trutter trombonerne et lille tema, som besvares af træblæserne, mens strygerne hopper rundt i bunden. I anden sats skæres der store stykker ud af himlen – store armbevægelser fra Janowski og ultradybt fokus fra alle musikere. I tredje og fjerde sats pisker Janowski strygerne rundt i manegen med hænderne – igen uden partitur til at skille ham fra orkesteret. Janowski dirigerer med større armbevægelser i Schubert for at få energien placeret helt rigtigt: Ikke en eneste skævert eller tøven noget sted undervejs. Tilsammen fik maestro og orkester vist, at Schuberts 9. symfoni er en niende symfoni og kan måle sig med de senere fra selv Mahler.

Dommen

Bravi tutti!

Jeg sad med et mentalt billede af en smuk kommode, hvor hvert hjørne nok var skarpt men samlet med svalehalesamlinger, eller hvad de nu hedder, de der samlinger, hvor en håndværker har siddet og nørdet med at få tingene til at passe, så skuffen glider fuldstændigt gnidningsløst i og silkebluserne aldrig kommer til at hænge fast i en splint.

På Facebook havde man vist et par billeder fra prøverne og fortalt en smule om forløbet. Det er kendt stof, at Janowski stiller store krav og ved præcist, hvordan tingene skal lyde. På mange måder passer han og Kapellet fint til hinanden: De mødes i den varme klang med fokus på præcision og lydhørhed. I radioen fortalte koncertmester Tobias Durholm, at maestro instruerer på engelsk og skælder ud på tysk – han siger, hvad han vil have, og hvis han ikke får det, så får man det at vide. Sidste gang oplevede jeg, at samarbejdet ikke rigtigt virkede, men denne gang manglede der ikke noget.

I Beethoven fik vi demonstreret, at dette ikke er en ligegyldig lille symfoni, selvom den er Beethovens lyseste og mest klassiske. I Schubert fik vi demonstreret, at en ung mand godt kan tænke dybt om livet og døden. Salen var sært nok ikke totalt udsolgt (måske man blev hjemme og bagte fastelavnsboller?), men til gengæld var vi højlydt begejstrede. Og desværre periodisk hostende… Janowski og Kapellet virkede uanfægtet og knoklede blot videre med at spinde gyldne tråde. De strålede af en varme, som vi nok kunne trænge til på en diset aften.

I P2 fortæller bratschist og bestyrelsesmedlem Alexander Øllgaard om resultaterne af nedskæringerne, herunder at de skønne kammerkoncerter fortsætter, men at musikerne vil spille ulønnet (!) og skulle “leve” af entreindtægterne (!). Med det in mente kan jeg kun opfordre alle til at møde op til Kapellets kammerkoncerter, for de er dælme gode! Både koncerterne og musikerne, altså.

For Kapellet er et toporkester, trimmet af tiden i orkestergraven og de gode dirigenter, der leger med til deres egne koncerter. Ingen nævnt, ingen glemt denne gang, for selvom der var virkeligt fine ting i blæsere og blandt strygerne, så var det et samlet tonebillede denne gang og fuldstændigt overvældende. Janowski lod træblæserne få særskilt bifald efter hver symfoni, og fuldt fortjent var det. Men synet af strygerne, der hurtigere end nogensinde fik bladret til næste nodeside og tilsyneladende dårligt turde trække vejret undervejs var imponerende. Sikke en skarphed! Men en varm skarphed.

Blandt publikum så jeg operachef Sven Müller, og jeg håber, han tog vores begejstring ad notam.

På vej hjem blev jeg mindet om, at jeg trods store betænkeligheder havde valgt rigtigt tidligere på dagen: jeg flytter i ny lejlighed i april, og den bliver væsentligt nemmere at komme hjem til efter en koncertoplevelse end min nuværende!