En sangcyklus, der ikke er en sangcyklus; folkets sange udsat for senromantisk komponist; tja, hvad skal man kalde de sange, som Gustav Mahler plukkede ud af folkemindesamlingen Des Knaben Wunderhorn, skrev symfonisk musik til og udgav som løsrevne sange/Lieder?

I torsdags var jeg til en af de koncerter, man husker fornemmelsen af længe. Der var rigtigt meget ved programmet, der lokkede: et udvalg af Mahlers Des Knaben Wunderhorn-sange sunget af (selveste) Johan Reuter og (selveste) Nathalie Stutzmann sammen med DRSO dirigeret af Vasilij Petrenko, der jo gav en udgave af Mahlers femte symfoni for et par år siden i Tivoli, som jeg stadig mindes med glæde.

Koncerten

Altså:

1. Mahler: Sange fra Des Knaben Wunderhorn + Urlicht fra 2. symfoni.
2. Sibelius: Symfoni nr. 2, D-dur, opus 43

Altså anden uge i træk med en koncert med to værker på programmet. Denne gang havde jeg af en eller anden grund valgt en plads i parkettet – det skal man aldrig gøre til Mahler, fordi man så ikke får det massive tryk af musikken med. Men lige netop til Des Knaben Wunderhorn i lige netop DRs blå terning, hvor (sang)solister ofte lider druknedøden, kan parkettet give mening. Det blev det i hvert fald nødt til, for jeg ville høre Reuter og Stutzmann! Jeg indrømmer gerne at være betaget af Johan Reuter, men franske Nathalie Stutzmann havde jeg kun hørt (godt) om uden at have hørt hende.

Solisterne og dirigenten skrider ind foran et orkester i mellemstørrelse: ikke kammerudgaven, som Mahler havde forestillet sig, men heller ikke maksimaludgaven, som normalt bruges til Mahlers symfonier. Reuter slipsfri som næsten altid, Stutzmann i vældigt pæn kjole, og Petrenko i sædvanlig jeg-består-mest-af-arme-og-ben-stil. Vi går lige på og hårdt med en duet, Der Schildwache Nacthlied, hvor Reuter er soldat og Stutzmann pigen derhjemme. Derefter skiftes de to solister til at synge hver sang, med undtagelse af yderligere et par duetter – herunder en meget morsom udgave af Verlorne Müh’ og en tankevækkende Lied des Vervolgten im Turm, hvor Reuters insisterende “Die Gedanken sind frei!” subtilt ændres til et spørgsmål. I duetterne står Reuter og Stutzmann tæt sammen, og når de ikke synger, sidder Reuter et stykke ude i venstre side, mens Stutzmann sidder dybt inde i orkesteret foran dirigentpodiet. Det betød, at de rent fysisk nærmede sig hinanden i duetterne, og at de hver især skulle bevæge sig ind i deres egne sange.

Des Knaben Wunderhorn er ikke en sangcyklus men en stribe sange, som man kan sætte sammen og synge efter behov. Ved denne koncert havde man altså valgt en samling, Mahler selv sammensatte i 1901, og så for lige at give Reuter ekstra blæreplads fik vi jo så den meget smukke opstandelseshymne Urlicht, der stammer fra 2. symfoni. Udvalget startede mere eller mindre komisk og gik så mere og mere over i krigsstemning – de oprindelige tekster blev nedskrevet i 1805, hvor Europa var midt i Napoleonskrigene efter et århundrede med rigelige mængder af krig. Så soldaterliv og -død var noget, der lå folket meget på sinde. Sangene blev indsamlet for at dokumentere den tyske ursjæl, og Mahlers musik er da heller ikke hverken wienerisch eller på anden måde centraleuropæisk. Musikken er mere enkel end så meget andet af Mahler, men selvfølgeligt hundesvær alligevel: den stiller spørgsmål til sangteksten eller ligefrem modsiger den.  Der er ikke den sædvanlige genklang af den centraleuropæiske landsby eller ekko af det jødiske folkeliv – eller i hvert fald ikke helt så meget som sædvanligt. Men vanligt vittigt orkestreret og rasende godt spillet af DRSO.

I pausen rendte jeg ind i nogle bekendte, der havde været til DR P2 Priskoncert for et par uger siden og havde haft fornøjelsen af at høre Reuter synge Wolframs sang til aftenstjernen … jeg oplevede den gennem streaming og var pilmisunderlig…. Med det i hovedet vendte jeg tilbage til salen til en gang Sibelius.

Lige netop den anden symfoni ligger i en god gammeldaws indspilning på CD i en æske dybt inde i mit skab – jeg har ikke hørt den i årevis, for Sibelius er jo simpelthen ikke lige min kop urtete. Jeg købte den CD i sin tid, fordi jeg ville sætte mig ind i det ikke-Beethovenske symfoniske univers, og så burde de nordiske kæmper jo lige være sagen. Men det var det ikke. Overhovedet. Der er da stumper af symfonien, som er meget sød og sådan, men Sibelius er tung, langtrukken og ligegyldig for mig. Så hvad ville en af mine yndlingsdirigenter, tilmed en russer, få ud af denne symfoni? I koncertintroduktionen slog Petrenko vittigt på, at Sibelius studerede i Skt. Petersborg, men det gør jo ikke denne symfoni til noget russisk. Hans pointe var vist, at hvis man tager musikken alvorligt, hvilken den nye finske regering gjorde, da man gav Sibelius livslang pension, så kan musikken være med til at ændre verden. Petrenko selv er i hvert fald med til at give musikken et smilende ansigt, selv i Sibelius.

Scenen var fyldt ud med et strygerhav af den anden verden, herunder 8 kontrabasser, som jeg havde god udsigt til fra min plads i parkettet.  Tja, med “de unge vilde”, der hverken er særligt unge eller vilde, på plads, kunne det ikke blive helt kedeligt. Trods alt. Strygerne spiller en melodistump bestående af tre dobbelttoner, afbrydes af en blæser, forsøger igen, og må så helt opgive og i stedet bryde ud i laaaange toner. Men så kommer anden sats, hvor basserne pizzicato triller en ny melodi afsted. Melodien overtages af celli, der modigt fortsætter, mens to fagotter synger en klagesang – efter sigende skal de forestille at være døden selv, hvilket er lidt hårdt sat op for to unge fagottister, men godt lød det.

Petrenkos lange arme samlede stumperne, stak pinden i retning af en instrumentgruppe, trak tempoet op, og dansede den lange melodi, som Sibelius anden symfoni også er. Flot dirigeret igen, og orkesteret leverede varen.

Dommen

Frivillig stående applaus fra Concertanten efter Des Knaben Wunderhorn! Aldeles bedårende velsyngende sangsolister, der også slog sig løs med vittige indfald og rent pjatteri i Verlorne Müh’, og som lod deres stemmer overlappe hinanden for at understrege den underliggende usikkerhed og uhygge – hvad er lyst, hvad er mørkt, hvad er sandt, hvad er falsk? Reuters smidige baryton og Stutzmanns elastiske alt ligger meget tæt på hinanden, og de kan begge noget med at lade tonerne forme sig selv inden i munden og så slippe fri. Jeg kan ikke helt sætte ord på effekten, men det var meget overvældende. At de så begge kan klovne, gjorde det bare så meget bedre. Fremragende! Som ekstra effekt, er Nathalie Stutzmann verdensmester i at synge Urlicht i anden symfoni, at se hende opleve Reuter i netop den sang var fabelagtigt intimt og dybt rørende.

Petrenko er stadig en meget lang og tynd dirigent, der med utroligt lange hænder styrer slagets gang. Jeg sidder i skrivende stund og genhører koncerten i DRs genudsendelse søndag eftermiddag. De to sangstemmer trænger tydeligere igennem her, som sædvanligt, men jeg kan så også bedre nyde orkesteret, når jeg ikke skal have travlt med at savle over solisterne. Det var en meget, meget velspillet Mahler med sarte og præcise strygere, en meget fin klarinet som floden i sange om pastor Antonius’ prædiken for fiskene, og en virkeligt overbevisende obo hele vejen igennem. Jeg kunne ikke se, hvem oboen var, men programmet sagde Kristine Vestergaard, og så har jeg altså oplevet det med og må muligvis skulle ændre min opfattelse af hende.

Sibelius er stadig ikke min kop urtete, men andensatsen blev gjort interessant af den dybe ro, der blev afbrudt af voldsom dynamik. Vældigt fint spillet af DRSO over en kam! Skarpe trompeter, gungrende tuba, ja fint blæseri hele vejen rundt, for en gangs skyld. Og strygerne sad så skarpt som sjældent.

I lyset af forrige uges helt vidunderlige kapelkoncert, så var DRSO en smule bagud på point på forhånd, men sammen med Vasilij Petrenko leverede de en virkeligt fin Mahler og en skarp Sibelius. Han skal være hjerteligt velkommen til byen en anden gang – og så håber vi, at navnefællen med fornavnet Kirill også kommer tilbage og dirigerer Kapellet igen en dag.