Den årlige priskoncert for Léonie Sonnings Musikpris kan være vidunderlig, OK, og en smule verdensfjern, har jeg ladet mig fortælle. Personligt har jeg været til stede ved et par stykker, og de har været henholdsvis oplysende (2015) og fabelagtig (2013: Simon Rattle med Det kongelige Kapel men desværre uden en Concertante-blog post).  I år, 2016, gik prisen til den store svenske dirigent Herbert Blomstedt – sent men yderst fortjent efter et stykke over 60 år i musikkens tjeneste.

Da DRSO offentligtgjorde programmet for sæson 2015-16 sidste år, hoppede jeg hurtigt på den abonnementsserie, hvor Sonningpriskoncerten indgik, da jeg er meget glad for Maestro Blomstedt. Men, altså, ikke lige priskoncerten som sådan, men gentagelsen af selve koncerten lørdagen efter, da det passede bedre. I mellemtiden fik jeg en anden aftale den lørdag, og måtte derfor flytte min billet til den torsdag aften, hvor prisen skulle uddeles. Tja, bumbum, ganske vist er jeg ikke så meget til røgelse og hurraråb, men når det er Blomstedt, det går ud over, så er der nok ikke så megen floromvundethed, eller hvad?

Koncerten

DR havde gjort god reklame i retning af “og han er en af vor egne”, så koncertsalen var godt og vel fuld allerede under koncertintroduktionen. Herbert Blomstedt er nu 88, men engang var han 40 og nyudnævnt chefdirigent for det da stadigvæk unge Radiosymfoniorkester med de væsentligt ældre og temmeligt skeptiske musikere på Frederiksberg. Der hænger stadig en svag hørm i kølvandet af Blomstedt, for er han ikke lidt hellig og kedelig og ædruelig og kedelig og detaljeorienteret og kedelig og svensk og kedelig?

Jo, nej, jo, nej, jo, nej, jo og nej: Blomstedt øvede sig på Radiosymfoniorkesteret men havde allerede dengang i 1960’erne en genkendelig stil: Det handler om musikken! Han bad musikerne øve sig, og det løftede kvaliteten. Han var med i et kuld af dirigenter, der pakkede musikken ud af årtiers vat og udenomsværker. For eksempel modtog Sergiu Celibidache fru Sonnings musikpris midt i Blomstedts tid som chefdirigent for det senere DRSO, og større kontrast findes næsten ikke: Begge dirigenter står i musikkens tjeneste og kræver meget af musikerne, men Celibidache var efter sigende også visuelt prominent på podiet, mens Blomstedt dengang som nu nærmest blot står og vifter lidt med fingrene.  Celibidache er herostratisk berømt for at udfolde musikken med sine megaorkestre og uendeligt langsomme tempi, mens Blomstedt reducerer orkesterstørrelsen til konponistens tids orkester – og iøvrigt sætter et livligt tempo.

I min udgave er Blomstedt en forgænger for det kuld af relativt unge nordiske dirigenter, som jeg er så glad for: Tempo, energi, men fokus på musikken,  og væk med alt andet. Så hvad med denne koncert?

Programmet alene kunne lokke mig:

1. Beethoven: Symfoni nr. 8, f-dur, opus 93
2. Mahler: Symfoni nr. 1, d-dur

Umm, ja tak! Som tidligere nævnt oplevede jeg engang netop Mahlers første med DRSO og Blomstedt i en forrygende udgave med især Henrik Goldschmidt på en vidunderlig obo.

En stuvende fuld sal bød Blomstedt velkommen. Til Beethoven et lidt større orkester, end jeg foretrækker – herunder seks (6) kontrabasser, men dog halv størrelse i forhold til Mahler efter pausen. Måske og måske-ikke vil dette link virke til et billede, jeg tog i slutningen af pausen, da vi var ved at være klar til Mahler:

Beethovens ottende er den lyse, muntre, korte. Men også den tvivlsomme, den påtaget lette, den ironiske, så at sige. I mange år sprang jeg den over, men den er jo god, især i hænderne på Blomstedt eller en anden musiker: Klassisk, wienerklassisk, og præ-überromantisk på én gang. Jeg har hørt fremragende udgaver før, herunder med såvel Adam Fischer som Thomas Dausgaard som  dirigenter.  Denne aften strøg den 88-årige ind, viftede med hænderne, og uendeligt smuk musik opstod. Musikerne så op på ham, filede/blæste/bankede løs, og kommunikerede med hinanden og med os. Jubii!

Pause, og en fuld scene: Mahlers lange første, der kræver sit af musikere og publikum. Stuvende fuld af musikalske citater fra andre værker, men for mig ikke mindst fuld af Mitteleuropa med sin kulturblanding: Det østrigske kejserrrige i al sin kulturelle rigdom. Jeg svømmer hen i første satsens opvågnen og især i tredjesatsens Mester-Jakob-med-kletchmer-og-Bierstube. Det er vittigt og dog en samfundsbeskrivelse – et samfund, der ikke findes længere undtagen i musik og litteratur. Jeg elsker efterhånden den sats, og især en udgave som på denne aften.

Bravo, og så en rodet prisoverrækkelse helt uden glamour og pondus, bortset fra en rørt Herbert Blomstedt, der bevidst holdt en pinligt lang pause og så erklærede, at stilhed er vigtig.

Jeps, netop, tak, og tillykke langt om længe, Maestro!

Dommen

Lige i skrivende stund er jeg en smule distraheret af at høre kor fra især Tannhäuser for fuld udblæsning i radioen, men jeg er stadig ret højt oppe at køre over koncerten i aftes. Ikke spor sentimental, men derimod spillevende musik. Blomstedt skaber musik, musikerne svarer, og vi i publikum skal følge med ørerne, intet andet. Som en ven af mig vil sige, så er det typisk, at jeg falder for en dirigent, der blot står og vifter med en pegefinger, mens andre falder for mere showprægede dirigenter.

Når det så er indrømmet, så var jeg væk i musikken, men ikke helt væk. Det var mest på grund af udenomsværk, må jeg indrømme – arbejde og deraffølgende irritation over andre mennesker, for jeg var slet ikke helt alene til stede i koncertsalen, ej heller i mit hovede. Så hvis jeg skræller alle distraktionerne væk, så var det en virkeligt god koncert, og især en virkeligt god priskoncert.

På overfladen var det i virkeligheden blot en af de årlige torsdagskoncerter med Blomstedt på podiet. Men det var det jo ikke: Det var Léonie Sonnings Musikpriskoncert, der langt om længe – LANGT OM LÆNGE – blev tildelt en stor men lavmælt dirigent og musiker, Herbert Blomstedt. Her i Danmark er han  velkendt, så velkendt, at vi glemmer, at han er større end Danmark: Prisen får han for sit internationale arbejde som (især) chefdirigent for Dresdner Staatskapelle, Gewandhaus Orchester og San Francisco Symphony, og sit arbejde som meget populær gæstedirigent for orkestre som Berliner Filharmonikerne og (som den ældste debutant overhovedet) Wiener Filharmonikerne. Blomstedt er skøn, fordi han får musikken frem i billedet og musikere til at udøve deres ypperste, fordi han giver dem lyst til at gøre netop det.

Tak for musikken!