Hvem kan ikke lide Mozart? Og selv blandt dem, der finder Mozart en smule for populær, rager et par af hans operaer op, herunder Figaros Bryllup. Jeg har været begejstret for lige netop dén opera i et par årtier på grund af helt specifikke arier: Grevindens to store i henholdsvis 2. og 3. akt, Cherobinos i hhv. 1. og 2. akt, Figaros i 1. akt, og selvfølgeligt den vidunderlige åbningsduet mellem Figaro og Susanna. Jojo, jeg falder gerne for den slags munterier, når musikken er så overdådigt god.

I denne sæson har Det kongelige Teater såmænd premiere på en spritny opsætning af Figaros Bryllup, instrueret af det hotteste navn på skuespilscenen, Elisa Kragerup, der vel at mærke ikke rigtigt ved noget om opera. Jeg havde været rigtigt begejstret for et par af hendes opsætninger på Skuespilhuset, men hvad med en musikalsk klassiker? Og hvad min oplevelse, når det nu engang er 3½ uge siden, jeg sad der på balkonen og slugte det hele råt?

Operaen

Når scenografien er af Steffen Aarfing, er jeg på forhånd venligt indstillet: han har stået for scenografien til adskillige opsætninger, som jeg har været begejstret for. Men de billeder, der blev offentligtgjort som opvarmning til premieren, vakte ikke lutter begejstring: Midt på Gamle Scene på Kgs. Nytorv står en rund scene med et formindsket Kongeligt Kapel, rundt om dem en slags badeforhæng, og rundt om det en rutschebane med en svane som vogn? Øh? Det gav da ikke mening, eller hvad?

Men greven skulle synges af Palle Knudsen og Cherubino af Tuva Semmingsen, så afsted med mig!

Altså: Tæppet gik ikke op, for det var allerede oppe. Men badeforhænget gled til side under ouverturen, så vi kunne se musikerne. Men inden da havde rutschebanen kørt tre omgange rundt om orkesteret: Først med et jublende lykkeligt brudepar og deres glade venner og ansatte, så med et lykkeligt ægtepar og deres venner og ansatte, og så til sidst med greve og grevinde med ryggen til hinanden og en samling bekymrede venner og ansatte. Dermed havde vi fået fortalt hele første del af  Beaumarchais trilogi og sat scenen for denne den anden del af historien: Grev Almaviva er blevet gift med sin Rosina, men desværre for hende har han ikke aflagt sig det flyvske og lægger frisk an på alt i et skørt. Nu står han og skal til London som kongelig udsending og vil gerne have sin tjener og dennes forlovede med – men altså allerhelst den forlovede, Susanna, der vel at mærke er kammerpige for grevinden.

Cherubino tumler omkring og snuser til håret på de kvindelige musikere i Kapellet, når “han” kan, greven leger handyman med kædesav for at bryde døren ind til Susanna, Figaro er forelsket men også jaloux, og grevinden er opgivende men dog hævngerrig på den selvretfærdige måde. Undervejs er der temmeligt utvetydige scener med og med-uden tøj på, hvoraf nogle var fine og andre pinlige. Men den ellers så tvetydige arie, som gartnerdatteren Barberina synger (i princippet i begyndelsen af fjerde akt), blev serveret teksttro og med 100% uskyldighed af purunge Julia Meera Albertsen, og så kunne vi ellers tænke vort.

Dermed fik man fint landet en ellers meget eksplicit forestilling. Over scenekanten hænger et skilt med teksten Funfair, og når der går lidt ged i tingene i historien, falder det første F ned…. Jovist et stykke på den  klamme side af det overtydelige, men meget morsomt ikke desto mindre.

I denne opsætning har man klippet noget i handlingen men dog forsøgt ikke at klippe unødigt i musikken. Det er svær balancegang, og resultatet er lidt skævt: 1. og 2. akt opføres ud i ét som så tit, men der er kun en tredje akt efter pausen, så hvor er 4. akt? Jo, den er flettet lidt ind i 3. akt, men man skal være kender for at kunne se det, og det er jeg trods alt ikke.

Nårh jo: Så sluttede vi i øvrigt med, at alle er lykkelige, og Figaro og Susanna får hinanden, og så går greven pludseligt rådvild rundt. Et smukt billede!

Dommen

Historien er sådan lidt … ballade for balladens skyld, men operaen fejler ikke noget: Jovist får vi arie på arie med hvert sit recitativ, men vi får også musik, der udvikler sig intelligent, såsom en duet, der bliver til en trio, der bliver til en kvartet, der bliver til en kvintet. Og vi får karakterer, der er personer, som vi i 2016 kan forholde os til, og det endda inden opsætningen overhovedet er kommet i gang.

Der er jo altså gået 3½ uge, så mindet er allerede temmeligt sløret. Men Tuva Semmingsens (rund)tossede, hormonbefængte teenagedreng var ikke kun morsom men også meget rørende, og Palle Knudsens greve var alt det, hans Don Giovanno ikke rigtigt fik lov til at være for to år siden: Lækker og ikke kun selvglad. Vidunderlige Sine Bundgaard lagde alen til sit Mozartrepertoire med en slet ikke skør kvinde – især hendes smukke arie “Dove sono i bei momenti?”, der i forvejen får mig til at småhulke hver gang, og som i denne opsætning fører grevinden langsomt igennem Kapellets musikere, mens hendes sang bringer hende fra baggrund til forgrund: smukt, intensivt, og symbolsk stærkt!

I det hele taget en sangstærk opsætning med Henning von Schulman i den første rolle, jeg har set ham i, hvor han sang i gennem og var sympatisk, og tak for det! Ung endnu, men nu tror jeg, hans dybe stemme kan blive til noget for mig. Anke Briegel skuffede mig en anelse som Susanna – velsyngende men igen for bleg. Fan bliver jeg nok aldrig, men jeg havde håbet på en slags hyperudgave af den sjove Sophie, jeg oplevede hende som for et par år siden, for det komiske talent udfoldede sig igen her. Det var morsomt nok, men hendes stemme forsvandt ofte, hvilket var synd. Resten var mere end blot fin – læs listen her.

I det hele taget: skynd jer at købe en billet og drøn afsted til Kongens Nytorv i al hast! Det er en god opsætning, der synges godt, spilles godt, og ses godt!