Tanten er flyttet til hjertet af 2100, og første koncert efter flytningen førte mig på en barmhjertigt kort cykeltur til og fra Dokøen. Min sidste koncert inden flytningen, var en solokoncert med (selveste) Daniel Barenboim, som ikke er kommet på bloggen endnu, men som forhåbentligt kommer det inden længe, for det var en fabelagtig koncert.

Koncerten

Det var altså den sidste i Det kongelige Kapels kammermusiksæson 2015-16 med temaet Nordiske Klange. Serien har budt på (i princippet) lutter nordiske komponister med fødselaren Carl Nielsen som gennemgående figur – men også på uropførelser og værker et godt stykke væk fra alfarvej. Jeg har været til 6 af 7 koncerter og været absolut godt underholdt hver gang.

Programmet til denne syvende koncert lød:

1. Haukur Tómasson: Split for cello, basun og slagtøj (uropførelse).
2. Hans Abrahamsen: Strygekvartet nr. 1, 10 præludier.
3. Carl Nielsen: Fantasistykker for obo og klaver (omarrangeret af Abrahamsen til obo og strygetrio).
4. Vagn Holmboe: Notater for tre basuner og tuba.
5. Franz Berwald: Septet “Grand” i B-dur.

Altså fire stærkt varierede værker før pausen, og så et værk i klassisk stil efter pausen. Spændende, og lige noget for mig med hovedet i flyttekasser og maling på hjernen, så at sige. Til gengæld var der ikke ligefrem udsolgt på stolerækkerne, da programmet ikke just lokkede husarerne til, sådan som forrige gang.

Mine forventninger til første værk var overdrevent høje efter kammerkoncert nr. 5, hvor jeg blev blæst baglæns af Thomas Broströms spritnye værk Stellar Horizons. Men selv for mig er kombinationen cello, basun og (diverse) slagtøj en anelse sær. I baggrunden håndterede Henrik Malmgreen vibrafon, marimba og nodestativ, og i forgrunden skiftedes Joel Laakso (mmm!) og Kasper Smedegaard Thaarup til at trutte med hvert sit instrument. Virtuost spillet, men musikken i sig selv temmeligt forglemmelig.

Så var det straks noget andet med Abrahamsens gennembrudsværk fra 1973: en strygekvartet, der ændrede musikverdenen. Jeg har hørt om værket men havde ikke hørt det før denne dag. På typisk Abrahamsen-vis lægger vi ud med en skinger kontrast, og så fortsætter vi med tætte, sanselige, humoristiske og fantastiskabende melodistumper og strofer. Et fabelagtigt værk og rasende godt spillet af den til lejligheden sammenstrikkede strygekvartet.

Nielsens fantastistykker kender jeg primært som stumper af netop obostemmen, spillet i radioen som små jingler. Værket består af to satser: en langsom romance, hvor Henrik Goldschmidts obo rigtigt kan folde sig ud, og en hurtig humoresque, hvor oboen hopper og danser. Sjov musik, hvor vi kommer rundt om de fleste muligheder i oboen – og fabelagtigt spillet af Goldschmidt.

Hvis man tænker sig en nogenlunde klassisk strygekvartet omsat til basun og tuba, så har man ret godt fat i Vagn Homboes værk opus 140. Typisk Homboesk i melodilinier og harmonier, og dejligt med noget tuba på en smuk søndag eftermiddag!

Efter pausen altså en helt anden verden: Berwalds Grand Septet i stilen fra Beethoven og Rossini(!). Virkeligt godt spillet, men simpelthen bare ikke nær så god musik, som Beethovens septet – eller Abrahamsens strygekvartet.

Ingen dom, da tanten har glemt sit umiddelbare indtryk. Men det var en god eftermiddag ude på Takkelloftet, og rart at blive bekræftet i, at min nye bopæl giver væsentligt nemmere transport hjem efter koncertoplevelserne.

Til gengæld for dommen en tanke om selve begrebet kammerkoncerter og Det kongelige Kapel. Efter de seneste og umiddelbart forestående nedskæringer i Kapellets finanser, så skal de åbenbart “spille på døren” i næste sæsons kammerkoncerter, da musikerne ikke vil få den sædvanlige løn for arbejdet. Det kan man bruge mange ord på at lufte sin mening om, men jeg vil opfordre alle i København og omegn at dukke op, støtte et af landets bedste ensembler, og få en virkeligt god musikalsk oplevelse. Programmet for næste sæson er endnu ikke offentliggjort, og måske bliver formatet anderledes fremover – men musikerne giver den hele armen til disse koncerter, lærer at spille sammen på en anden måde, og det giver alt andet lige bedre operaer!