Det vrimler med klaverstjerner i København for tiden, og man må vælge til og fra. Jeg havde fravalgt en ellers vældigt lovende koncert med den russisk-østrigske pianist Elisabeth Leonskaja, som jeg godt nok aldrig havde hørt live men dog mente at kende fra CD og radio. Fravalgt på grund af tidsnød, ikke på grund af frygt for manglende kvalitet, altså.

Men så sendte en bekendt en “nå, men vi skal så ind og høre denne koncert, og det skal du da også, ikke?”-mail i fredags, hvortil jeg svarede “næ nej, det kan jeg ikke rigtigt, og så på en tirsdag….”, hvortil hun svarede absolut ingenting, så jeg endte med at bukke under presset og købe en billet. Tja, så let kan jeg åbenbart lokkes….

Koncerten

Det var altså en smuk forsommeraften og tirsdag, at jeg cyklede langs havnefronten til Det kongelige Bibliotek og Den sorte Diamants Dronningesal; den sal, der er så vældigt fin til kammermusik, og hvor jeg har haft adskillige fine oplevelser.

Programmet var overdådigt überromantisk:

1. Schubert: Klaversonate nr. 7, Es-dur, D568
2. Brahms: 7 fantasier, opus 116
3. Tjaikovskij: Grande sonate, G-dur, opus 37

Er Brahms romantiker som komponist? Nej, men sommetider er han det alligevel, og i livet var han det vist så absolut.

Altså et program, hvor jeg var på absolut udebane, men det er kernerepertoire for Leonskaja, der er en af de sidste store klaverstjerner, der er opfostret i den store russisk/sovjetiske klavertradition med ypperlig teknik og de helt store følelser.

Salen er fuld, programmet præsenteres, alle klapper, og intet sker. Endeligt kommer hun ind, Elisabeth Leonskaja, venligt smilende men tydeligvis allerede dybt inde i musikken. Hun når lige at sætte sig og strække hænderne ud over tangenterne, før de sarteste toner danser ud af det blå. Jeg sidder med prima udsigt til de fine hænder, der svæver over tangenterne og helt uden synlig bevægelse skaber den dejlige musik. Som en sky af chiffon, der slører alt og dog afslører alt. Schubert, når han serveres bedst!

Vi er ellevilde, men stjernen smiler blot høfligt, trisser ud, kommer ind igen, og straks er vi i en anden verden: Brahms i det temperamentsfulde hjørne. De syv fantasier er selvfølgeligt en undskyldning for at afsøge klaverets potentiale i en tid, der byder på nye muligheder rent klaverteknisk. Det er et meget sent værk af Brahms (1892) og en alfarvej væk fra de tidligere og mere typisk tekniske værker. Leonskajas hænder danser, og vi kan nu tydeligt se de meget genkendelige russiske håndled og fingre af stål, som den klassiske russiske skole er så berømt for – Leonskaja selv har lært kunsten af (selveste) Svjatoslav Richter, så hun står i direkte nedarvingslinie fra de første kæmper fra Rusland og Sovjet: Fra Nikolai og Artur Rubinstein, over Neuhaus og Richter til altså Leonskaja.

EFter pausen, hvor vi kunne nyde kajkantens friske luft (bortset fra rygerne, som min bekendte sagde), altså russeren over alle russere: Tjaikovskij. Igen for lige at få rammen på plads: Tjaikovskijs Grande Sonate blev uropført i 1879 af Nikolai Rubinstein, den første af de russiske virtuoser, der videregav opgaven til sine elever, der videregav til sine elever, der så bl.a. videregav til Leonskaja. Det er lidt som når Den kongelige Ballet gider at opføre en Bournonville-ballet – her er arven også videregivet gennem generationer på en måde, der kun kan videregives fra person til person. Ikke at Leonskaja er Rubinstein eller Richter eller Gilels – hun er sig selv, forlod Sovjetunionen allerede i 1978, og har videreudviklet sig lige siden.

Anyway, Grande Sonate er pianisten Tjaikovskij i rollen som Beethoven: Flintrende ligeglad med, hvad der rent menneskeligt er muligt at gøre med et klaver. Så hænderne måtte flyve så hurtigt, at man knapt kunne se dem. Vi når hele vejen rundt, fra den ene yderlighed til den anden, så selv publikum får sved på panden. På rækken bag mig sad den fremragende armensk-danske pianist Marianna Shirinyan, som lænede sig længere og længere frem – og foran hende sad den også fremragende russisk-danske pianist Nina Kavtaradze, som vi også er så heldige at have her i landet. De var ikke alene om at nyde forestillingen: Vi klappede som teenager, og der var adskillige BRAVO og JUUU råb!

Vi fik kun to ekstranumre, der til gengæld sad lige i skabet. Det første lød til forveksling som Liszt, og det andet lød for mig som noget af Chopin, men lige det var der delte meningen om blandt publikum bagefter – nogle havde hørt nogen mumle om, at de havde hørt (selveste) Horowitz spille det stykke en gang i firserne i Moskva, og at det skulle være af en vis Moskovitch. Tja bum bum. Jeg håber på, at en af anmelderne skriver det et sted, hvor vi kan få fingrene i det …  Det lød som Chopin, men derfor behøver det jo ikke være Chopin.

Dommen

Fuld skrue og dog fuldstændigt afslappet. Fokus på musikken og ikke så meget som antydningen af gestik eller andre sceneeffekter. Om jeg er vild med Leonskaja nu?

Åh jo!

I et program, der ligger noget udenfor mit kernerepertoire, blev jeg ramt på sjælen og rørt af toner, der normalt ikke ville røre mig. De svævende hænder, og det salige smil siger lidt om personen, men toner sagde mere. En smuk oplevelse, som jeg er glad for, at mine bekendte sådan mere eller mindre snakkede mig ind i. Det eneste, jeg savnede, var udsigt til pianistens fødder, for det var en interessant brug af pedalerne – meget russisk at turde lade det kæmpemæssige Steinway-flygel klinge helt ud, men også meget russisk så dog at afbryde liiiiiiige inden efterklangen klinger helt af. Fabelagtigt!
Opdatering: I Politiken når Thomas Michelsen frem til, at ekstranumrene var Rakhmaninov (hm) og Chopin (yes!).