I juni var jeg til et gyldent øjeblik i Tivoli, der sært nok var henlagt til kl 17: Ensemblet Ekkozone spillede Steve Reichs vidunderlige Music for 18 Musicians, der er en moderne klassiker indenfor mere-eller-mindre-minimalistisk-og-mere-eller-mindre-elektronisk musik.

Man kan læse lidt om ensemblet og værket her: https://www.tivoli.dk/da/sommerklassisk/2016/special+ekkozone+og+reich.

Koncerten

Værket kræver 4 flygler, diverse marimbaer og andet godtfolk i samme familie, en cello, en violin, to gange klarinet/basklarinet, og fire kvindestemmer. Scenen var stuvende fuld og salen halvfuld (det var trods alt stadig eftermiddag).

Selve værket kan ikke refereres – det skal opleves. Et gentaget mønster, der skifter stil og instrumentkombination.

Dommen

Bloggen har ligget bomstille i lang tid, og jeg satser på at få tid til en opsamlingsrunde inden længe. Men lige denne koncert får sin egen minidom – det er jo en måned siden, den fredag meget-tidlig-aften hvor et meget blandet publikum fik sig en oplevelse af de anderledes.

Nogenlunde samme ensemble under ledelse af Mathias Reumert har tidligere opført Music for 18 Musicians på Roskildefestival til stor jubel. Det tror jeg gerne, for det er dels et ret syret værk og dels et vidunderligt medrivende værk. Musikerne bankede løs, skiftede indimellem instrument, men holdt ellers tungen lige i munden og fingrene på beatet. Sangerne du-du-duttede. Og i salen forsøgte vi at lade som om, klokken var 22.

Det virkede!

God oplevelse, god koncert! Det eneste minus (udover klokkeslettet) var mikrofonforstærkningen. Den var selvfølgeligt helt reglementeret, men lige netop i Tivolis Koncertsal ville det nok have virket bedre uden….