For 20 år siden bragede svenske Iréne Theorin igennem Øresundstolden og vandt blandt andet en plads på Det kongelige Teater. Hun brillerede i Kasper Holtens Copenhagen Ring i midten af nullerne, og det gik jeg jo glip af. Siden da har hun fejret triumfer på europæiske scener i Wagner-repertoiret, især som Isolde. Men hvad hjælper det Concertanten?

En lørdag i Tivoli bød på Wagnergalla med netop Theorin og det sært navngivne Tivoli Copenhagen Phil (TSO) under ledelse af den fine dansk-italienske dirigent Giordano Bellincampi – og selvfølgeligt var jeg der!

Koncerten

Programmet bestod af highlights:

• Siegfried-Idyll
• Wesendonck Lieder
• Forspil til Mestersangerne fra Nürnberg
• Elisabeths Dir teure Halle (Tannhäuser)
• Brünhildes Hojotoho (Valkyrien)
• Forspil og Liebestod fra Tristan og Isolde

Scenen var fuld, og det var salen også – vaneforbrydere, wagnerfans, operafans, og diverse tilløbere, tilsyneladende.  Ind kommer Bellincampi og lister den yndige indledning til Siegfried-idyllen i gang. Vi svømmer rundt i velklang og er så klar til resten. Theorin bruser ind i en flatterende aftenkjole i sort og glimmer, og en lidenskabelig Wagner toner frem for vore ører – den kvinde og de digte, der ændrede hans musik så radikalt, at man kan høre det: Wesendonck-sangene, der førte til Tristan og Isolde, som revolutionerede operascenen endnu en gang. Her leveret svulstigt af både solist og orkester.

Efter pausen fik vi en glædesstrålende og forventningsfuld Elisabeth, en stolt og sej Brünhilde, og en forelsket og længselsfuld Isolde, der jo triumferer ved at hengive sig til døden for at forenes med Tristan. Overdådighed, bravour, og et rødt slæb, som en trompetist var sød at frigive – intensivt leveret og med personlighed.

Publikum gik amok, og som belønning fik vi en fin lille svensk vuggesang sunget acapella som kontrast. Især for det en stor tak til Theorin for at komme hjem til København og minde os om, hvorfor hun er så populær ude i Europa!

Dommen

Bellincampis Wagner er for fuld udblæsning, og det kan jeg (jo) lide! Fra min plads lød det som om, han havde bedt musikerne give fuld gas, for det gjorde de. Der blev ikke holdt tilbage, hverken i de sagte cellostrøg i forspillet til T&I eller i de gjaldende messingblæsere i Valkyrien. Bellincampi er tidligere chefdirigent for orkesteret i såvel vinter- som sommertøj, og gensynsglæden resulterede i fin musik.

Det var sjovt at høre Siegfried-Idyll for fuldt orkester så kort efter at have hørt den syrede kammerudgave med ACO. Det var to meget forskellige udgaver, så hvilken er bedst? Jeg synes, begge har deres klare berettigelse; den “store” udgave udtrykker bedst det romantiske indhold i værket, mens den lille udgave, måske især med ACO, understreger det avantgardistiske i Wagners musik.

Men selvfølgeligt går hovedpræmien til aftenens primadonna: Iréne Theorin. Kjolerne var fejende flotte, og det var stilen også. Jeg bliver (måske) aldrig stor fan af hende på grund af den stadigvæk problematiske udtale, men jeg er vild med hendes dynamik og evne til at udtrykke kæmpestor sarthed og kæmpestort brøl i den samme strofe. Når det skal være sagte, er hendes stemme helt sagte, og når det skal være højt, er der fuld knald på stemmen.

Denne aften overstyrede såvel orkester som solist et par steder, men intensiteten og kærligheden til musikken fejlede intet. Jeg nynnede hele vejen hjem.