Hvem spiller Bachs klaverværker bedst? Et spørgsmål, man ikke kan besvare, da gamle Johan Sebastian jo ikke skrev for klaver som sådan, og noderne overlader vældigt meget til fantasien. Så forskellige kunstnere har givet umådeligt forskellige udgaver af de samme stykker musik, og forskelligheden til trods skinner det næsten altid klart igennem, at musikken er vidunderlig. Min første kærlighed er (jo) Beethoven, men meget tæt i hælene følger Bach – især spillet uden filter.

For nogle år siden snublede jeg over den canadiske pianist Angela Hewitt, der er ude på et stort Bach-projekt. Den slags går jeg ind for, og hendes indspilning af Das wohltemperiertes Klavier  fandt hurtigt plads i samlingen. Anmelderne er lidt delte, men for mig er det noget med klarheden og det filterløse, jeg falder for. Som kontrast holder jeg umådeligt meget af begge Glen Goulds indspilninger af Goldberg-variationerne i de respektive vildt forskellige udgaver, men jeg ser frem til netop Hewitts udgave, der vil være helt anderledes. Nårh, ja, og unge Igor Levits udgave nu mens han er ung, og forhåbentligt om et par årtier, hvor han er tilsvarende ældre og måske endnu vildere.

Hewitt er ikke vild, men hun er intens, og så tro mod Bach som man kan formodes at være i 2016. Så hendes koncert i Tivoli med netop Bach var ikke noget, jeg  ville gå glip af på en tirsdag i september.

Koncerten

Programmet stod på diverse fra Bach seniors hånd:

• Fantasi i c-mol, BWV 906 (1704) (ca. 5’)
• Aria Variata ‘alla Maniera Italiana’, BWV 989 (1710) (ca. 14’)
• 15 tostemmige inventioner, BWV 772-786 (1720) (ca. 23’)
  PAUSE
• 15 trestemmige inventioner, BWV 787-801 (1720) (ca. 27’)
• Capriccio over en elsket brors bortrejse, BWV 992 (før 1705) (ca. 11’)
• Capriccio i E-dur, BWV 993 (ca. 1705) (ca. 7’)
• Fantasi og fuga i a-mol, BWV 904 (1725) (ca. 9’)

Ahva’, kunne man tænke, men man tog fejl: Dette var måske ikke en perlerække af herostratisk berømte Bach-værker, men så til gengæld det mere interessante.

På scenen et Steinway-flygel, i salen et spændt publikum på 3/4 af pladserne, og udenfor et fyldt Tivoli i sensommerhumør. Hewitt træder rask ind på scenen, hilser, sætter sig, samler tankerne, og trækker os ind i en verden af glitrende toner.

Værkerne er ganske forskellige, og som Tivoli så venligt har angivet i programmet, som jeg har kopieret ind ovenfor, så var to af “værkerne” samlinger af småstykker. Lige netop de to grupper af inventioner er fra Bachs storhedstid og bærer præg af de relativt løse rammer, han havde ved hoffet i Köthen. Det er hofmusik og skabt til at imponere – og det gør det i Hewitts hænder. Hun lader os følge Bachs udforskning af principperne i flerstemmighed, som jo blev udnyttet til fulde i tiden som kantor i Leipzig.

Dommen

I hænderne på Hewitt glitrede småstykkerne som fint slebne ædelsten, men det var ikke blot glitter: Vi udforskede for alvor dynamik og temperament. Jeg er ikke sikker på, om alle stykkerne er skrevet for cembalo/spinet/hammerklaver, men de lød sådan. Hewitt har indsigt og mod til at lade sluttonerne klinge helt ud, så vi får fornemmelsen af evighed.

Som ekstranummer gav Hewitt gavmildt arien fra Goldberg-variationerne – tusinde tak for det! Jeg glæder mig til at følge hendes rejse i de kommende år, hvor hun vil give det værk nyt liv; ikke fordi, lige netop Goldberg trænger til nyt liv, men fordi hendes fortolkninger lader komponisten tale direkte til os.

Jeg fik desuden opklaret spørgsmålet om, hvordan en pianist, der bruger iPad som nodestativ, får bladret i noderne – et spørgsmål, der har trængt sig på, siden jeg første gang oplevede Hewitt i Mogens Dahl Koncertsal. Jo, hun bruger en fiks “fodpedal”, som jeg kan forstå er blevet meget meget populær. I Bach bruger man jo ikke venstre fod til ret meget andet end at holde balancen, så den har ledig kapacitet til også at bladre med. Fikst, når man er IT-begejstret som jeg!