Min første og største musikalske kærlighed er den sure mand med den vidunderligt livsbekræftende musik: Ludwig van Beethoven. Hans symfonier hører jeg glad igen og igen i et hav af varianter – hurtigt, langsomt, dvælende, kvælende, sejt og eftertænksomt. Lige den niende er alles favorit på grund af det afsluttende kor-med-solister, Ode an der Freude. Det er ikke min favorit (det er den 5.), men jeg kan vældigt godt lide den symfoni, der spilles før Ode an der Freude, og jeg er helt vild med, at en totalt døv og isoleret mand skriver lige netop dén slutning på lige netop dén symfoni.

I denne sæson eksperimenterer jeg med et abonnement på symfonikoncerter om lørdagen ude i den blå firkant. Første nummer skulle byde på Beethovens 9. symfoni med DRSO under ledelse af østrigske Manfred Honeck.

Koncerten

Programmet bød på en tung forret i form af britiske James MacMillans religiøse værk for slagtøjssolist og orkester, Veni Veni Emmanuel, fra 1992. Det blev uropført med fænomenet Evelyn Glennie som solist, men lidt mindre kan også gøre det: Ved denne uges 3 (!) koncerter var solisten Colin Currie. Værket skal udtrykke begejstring over evangeliets glædelige budskab, så det starter med et brag og slutter med med himmelsk klingklang-klirren fra samtlige musikere. Jeg oplevede værket som et fint og inspirerende orkesterværk og et fint slagtøjsværk, der blev spillet samtidigt. Men det afsluttende tingeling var fuldstændigt bedårende! Orkestret postede en lille video på Facebook, der giver et indtryk.

Hovedretten var den store symfoni for orkester, stort kor, og 4 sangsolister. Så i pausen blev der slæbt stole ind bag orkesteret – stole, flere stole, og atter flere stole. Jovist, stort kor.

Honeck er østriger, så orkesteret var i wieneropstilning (det kan vi lide!), men dog noget større, end jeg foretrækker min Ludwig. Første sats starter ud af næsten ingenting med sagte horn og træblæsere og tøvende strygere. Men som værket udfoldede sig, viste det sig, at Honecks Beethoven er hurtig og spændstig og ikke mindst dynamisk. Især i midtersatserne blev der leget med de dynamiske effekter og kontraster. Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg har oplevet ham med før, men nu er jeg i hvert fald fan af Honeck, når han dirigerer Beethoven!

Før den smukke tredjesats listede de fire solister ind på den snævre plads mellem kor og orkester. Normalt er det en dårlig idé i den koncertsal, men i Beethovens 9. giver det mening: de fire solister er strengt taget ikke sangsolister men instrumenter, der indgår i den store fortælling. At det så gav dem en ah-oplevelse, sådan at sidde badet i vellyd fra orkester og kor, kunne man tydeligt se på den begejstrede altsolist, vores egen Elisabeth Jansson.

Jeg lænede mig tilbage i stolen og overgav mig til Beethoven og Honeck: Den smukke adagio, der er så sangbar, og den kontrastfyldte fjerdesats, der overhovedet ikke er sangbar men dog skal være fundament for sang. Jeg vippede med tæerne i takt, bassen afbrød de musikalske småskænderier med sit “Oh Freunde, nicht diese Töne!” Det store koncertkor gav fuld lunge til projektet, så selv de ellers så buldrende kontrabasser blev overdøvet. Det var hurtigt, næsten staccato, og det var ultrapræcist hele vejen. Flot!

Dommen

MacMillans slagtøjskoncert skal være en jublende eksplosion af glæde over evangeliet. Det hørte jeg overhovedet ikke. Den smule religiøsitet, jeg oplevede, handlede om at skabe orden i kaos. Batteriet af slagtøj fattede jeg ikke, men man kan høre på DR P2, at det ret brede udvalg skal symbolisere verden. Aha, javel. Men som antydet ovenfor, så kunne jeg rigtigt godt lide orkesterdelen og egentligt også det virtuost spillede slagtøj, men jeg hørte ikke en samlet fortælling før til allersidst. Da holdt Colin Currie op med at drøne frem og tilbage rundt om dirigenten og i stedet spillede på rørklokker bagest på scenen, mens orkesteret slog på små metalstykker. Effekten var overvældende smuk, og for det alene hørte jeg gerne værket igen.

Honecks Beethoven er god – rigtigt god. Hurtig, javel, men ikke på grund af effektjageri. Han lader gamle Ludwig larme men fremlægger klart temaerne og lader gentagelserne i scherzoen folde sig helt ud. Tredje sats fik lov at drømme og svæve, så den vilde dissonans i begyndelsen af fjerde sats fik lov at komme som det chok, det uforberedte publikum fik den aften i 1824. Denne niende symfoni er stadig fuldstændigt radikal, og Honeck lod genialiteten skinne klart igennem. Tak for det!

Orkesteret var overvældende i sin præcision og tæthed. Åbenbart har musikerne nydt et par uger i hænderne på Luisi og Honeck, og vi i publikum kunne nyde resultatet. Dette var ikke Livlig Ludwig i den vilde stil fra Adam Fischers tid med DR Underholdningsorkesteret. Ej hellere var det den brede Beethoven fra DRSOs tid med Frübeck de Burgos, orkesterstørrelsen til trods. Snarere var det en slags kombination: tempo og gnist kombineret med masser af strygerklang. Igen-igen var jeg begejstret for kontrabasserne og cellogruppen, og det var en fornøjelse atter at opleve den besøgende Francisco López Martin som luksussolofløjte. Vi skal åbenbart til at vænne os til et DRSO uden det berygtede ratslør – det bliver spændende at følge dem fremover.

Indrømmet: Mit hoved var ikke helt klar til denne koncert, for jeg var mentalt stadig i Odense, hvor jeg aftenen i forvejen sad badet i Wagner. Forhåbentligt får jeg skrevet om den snart, men lige nu skal jeg afsted til weekendens tredje koncertoplevelse, denne gang Brahms i Tivoli. Akkeja, sådan er det sommetider lidt surt at være mig, da de forskellige ensembler ikke afstemmer deres kalendere med min. Læs mere om koncerten med Honeck hos DR selv.