Jeg missede topårene for Wagner i København og Wagner i Aarhus, men Wagner i min ungdoms by, Odense, går jeg ikke glip af. Blandt andet fordi de ligger foran os: Når Alexander Vedernikov og Odense Symfoniorkester formodentligt opfører den samlede Nibelungens Ring i det nye Odeon, så vil det være den foreløbige kulmination efter et par års forberedelser. Og med økonomisk held og god planlægning vil der være mere end én opsætning af de fire operaer, så vi alle vil kunne opleve Wagner i Odense.

Jeg gentager gerne “Wagner i Odense”, fordi det lyder så sært for os, der boede i byen i 90’erne, hvor der ikke var det store at skrive om, undtagen gode gamle Flo’ Bio og nye Caffebio. Men det meget indelukkede Odense har sniffet til omverden og er nedkommet med et ambitiøst symfoniorkester med en meget ambitiøs chefdirigent, og projektet skal ramme det formodentligt fine nye kulturhus midt på den tidligere så travle bilgade, der delte bymidten i 2. Vi får se, hvor fint det er, men planerne er fine nok.

Vedernikov tiltrækker stemmer fra udlandet og musikere fra det nordiske musikliv – han er tydeligvis populær, og hans disciplin og humor skinner igennem de søde små videoer, som Odense Symfoniorkester lægger på Facebook. Jeg mødte ham først her i København, men han er værd at rejse efter – tydeligvis værdsat af selv erfarne orkestermusikere.

Koncerten

Altså, del 3 af Nibelungens Ring: Siegfried. Opført koncertant i den halvgamle koncertsal, Carl Nielsen Salen i al sin grimhed,  med et forstærket Odense Symfoniorkester og en (kort) række udenlandske operanavne, vi ikke lige kender.

En fredag eftermiddag midt i september samledes vaneforbrydere, lokale aficionados, og diverse andre afhængige i Odense Koncerthus. Igen var salen fyldt og scenen ligeså. Siegfried er som resten af Ringen en kammeropera, et familiedrama for fuld skrue med utilpasset teenager og hans ligeledes utilpassede og ikke så lidt morderiske plejefar. Og en drage. Og en bedstefar, der lader som om, han stadig er verdens konge. Kort fortalt går det rigtigt skidt for dragen, bedstefar og plejefar, mens teenageren nogenlunde upåvirket farer videre ud i verden, snubler over en ægte valkyrie (og hendes hest), og planlægger at leve sammen med hende (og den) resten af livet. Akkeja.

Vi lægger ud med grublende tuba, for Mime har jo opfostret Siegfried for at bruge knægten som våben mod dragen Fafner i forsøg på at tiltuske sig Ringen. Mime synges til noget nær perfektion af Gerhard Siegel – jeg er helt med på hans nødvendighedens lov, der serveres med indsmirgren, desperation, misundelse, og fuldstændigt bedårende nidkærhed. Vi tror på hans fremstilling af denne dværg med langtidsplanlægning.

Som en ægte teenager kommer Siegfried bragende ind på forscenen i form af amerikanske David Brenna. Hans Siegfried er en alfahan, der helt uden egentlig viden om nogetsomhelst i livet intuitivt føler sig som verdens herre; men han er også en helt almindelig teenagedreng, der kan lide at slå og sparke på ting, og som er ret træt af sin plejefar. Hans musik passer dertil – store armbevægelser og huhej, undtagen da Siegfried får lusket historien om sin mors død ud af Mime. Vi er på nippet til at græde med ham.

Lang historie kort, for det hele kan jo læses andetsteds. Siegfried kommer til at slå en drage og sin plejefar ihjel, Alberich og Der Wanderer (Wotan incognito) hyggeskændes, Siegfried trasker videre mens han snakker med en fugl, snubler over en sovende hest og en valkyrie i dén rækkefølge, vækker både hest og valkyrie, og kysser flittigt med valkyrien (og kun hende). Slut!

Dommen

Vedernikov dirigerede vittigt med den fjer, han fik som pind til Lohengrin i København. Der er ikke meget svane over Siegfried, Så hvorfor fjer? For at understrege den relative lethed i Siegfried i forhold til de tre andre operaer? Eller som en indforstået vittighed om Wagners evige jagt på den sande helt? Jeg ved det ikke, men effekten var mærkbar: fjeren svævede i stedet for at prikke, og i mellemtiden tjente venstrehånden som præcisionsvåben.

Blandt sangerne var der genvalg til Wotan (Thomas Johannes Mayer), Mime (en fremragende Gerhard Siegel), Alberich (igen tydeligt hævngerrig men også meget kontaktsøgende leveret af Pavlo Hunka), og Fafner (Sorin Coliban). Ny var jo altså David Brenna som Siegfried, der sang sig markant op i anden og tredje akt. Men også Erda (lidt kedelig leveret af Birgit Remmert) og Brünnhilde (bedårende skildret af Katherine Broderick, så vi virkeligt følte hendes glæde over at blive vækket fra forbandelsen af lige netop Siegfried). Beate Mordal var fint kvidrende som Waldvogel.

Igen var det en koncertant opførsel “med bevægelse”, som Vedernikov netop insisterer på i et fint interview med ham i seneste nummer af Magasinet KLASSISK. Jeg er enig med ham: Det giver så meget mere til oplevelsen af musikken, at sangerne dukker op på korbalkonen og at Siegfried løber ned blandt publikum. Vi havde også en ring og en fint stemt ambolt med såvel stor som lille hammer. Men vi havde ikke noget sværd.

Orkesteret var dog aftenens egentlige stjerne. Fantastiske strygere, knaldende trompeter, syngende oboer, flot klingende horn, en buldrende tuba – i 1. og 2. akt siddende med hornene for at gøre dragetemaet tydeligt og i 3. akt hjemme på plads med trombonerne. Det var tæt og intenst spillet med stor sammenhængskraft, hvilket er imponerende for et relativt lille landsdelsorkester med en del indlånte musikere. Kvaliteten af den enkelte musiker og den intense prøveperiode kan ikke forklare det alene, men resultatet var for mig en rigtigt god operaaften i Odense.

Så god, at jeg havde svært ved at “lande igen” inden lørdagens symfonikoncert hjemme i København. Men det hjalp, at jeg skippede nattoget og tog en overnatning i Odense – ikke mindst på grund af fornøjelsen af at spise morgenmad med Alberich og Fafner.

Sidste opera i Ringen er jo verdens undergang i Götterdämmerung. Det bliver 20. maj 2017, og jeg har købt billet. Har du?