Sommeren 2016 går på hæld. Til gengæld er september markant mere sommeragtig end juni, juli og august. Men et sikkert tegn på, at sommeren virkeligt går på hæld, er sommersæsonens sidste klassiske koncert i Tivolis Koncertsal. Det blev så med Det svenske Kammerorkester, der var på visit fra Örebro med sin såre danske chefdirigent Thomas Dausgaard.

Jeg mødte orkesteret for et par år siden, da de var i gang med deres vidunderlige Beethoven-eventyr – jeg kan jo godt lide min Ludwig serveret af kammerorkestre. Men til min overraskelse har de små ensembler også appetit på store symfonier, der er skrevet til mere svulmende orkestre. Tidligere på sæsonen gav Australian Chamber Orchestra et spændende bud på både Wagner og Mahler. Helt så sært var svenskernes bud ikke: Det var Brahms og Brahms.

Koncerten

Det var søndag eftermiddag i Tivoli efter en hæsblæsende uge for Concertanten med 4 store koncertoplevelser, heraf de tre på tre dage. Bach, Wagner, Mahler, og nu altså Brahms:

1. Brahms: Symfoni nr. 3, F-dur, opus 90.
2. Brahms: Symfoni nr. 2, D-dur, opus 73.

Jeg har haft det temmeligt stramt med Brahms i mange år, og jeg har stadig ikke helt set lyset. Så kunne et kammerorkester overbevise mig, når symfoniorkestre ikke har kunnet?

Som sig hør og bør for et gæstende orkester kom svenskerne ind i samlet flok og hilste på det demonstrativt klappende publikum. Demonstrativt, for vi var ikke helt nok til at kunne byde varmt velkommen – et generelt problem denne sæson i Tivoli.

Dausgaard kom stormende ind som sædvanligt, hilste, hvirvlede rundt, og løftede så pinden. Blæserne trutter tre gange, og strygerhavet sætter i med lange strøg. Men der var ikke noget strygerhav. I stedet var der et par håndfulde musikere, der gik til Brahms med kammermusikalsk ivrighed.

Nu her en uge senere husker jeg klart det overvældende i klangen fra den lille besætning, der gik til stålet og spillede hele koncertsalen op. Hver stryger lænede sig frem og pressede buen mod strengene som om, de skulle spille solostemmen i en solist-koncert af Dvorak eller lignende: Der var tryk på! Dausgaard dirigerede i vanligt højt tempo med sin insisteren på lydhørhed og præcision i hver en node, og musikerne svarede med tempo og klarhed.

Det lille publikum klappede begejstret af det lille orkester med den store lyd, og vi blev belønnet af hele to ekstranumre, der begge blev leveret vittigt og kvikt. Det første var (vistnok) et arrangement af en folkesang, og det andet en af Brahms’ ungarske danse – den der, som Charlie Chaplin barberede til i filmen Diktatoren.

Dommen

Samme dag skulle jeg have gået Walkathon og ville meget gerne have været til kammerkoncert på Glyptoteket, men jeg er glad for, at jeg satsede på at være nogenlunde frisk i øregangene til denne omgang Brahms.

Jeg havde fået læst mig til, at vi skulle høre 2. symfoni før pausen, så jeg undrede mig en del, da koncerten gik i gang – den lød noget anderledes, end jeg huskede den. Faktisk lød den helt vildt meget som symfoni nr. 3…. hvilket det jo altså var. Forvirringen var total hos mig, men det var begejstringen også.

Der er gået en uge, som sagt, og mit indtryk er temmeligt udvisket i detaljerne. Men hovedindtrykket var og er det samme: Brahms har aldrig lydt bedre end med dette svenske kammerorkester. Hans rødder tilbage til Beethoven fremstod klart, men  det gjorde hans særpræg også. Dette var ikke Beethovens symfoni nummer 11 og 12, men tydeligvis værker af en moden Brahms, der skrev som Brahms. Musikken blev leveret med gusto og energi men også med stor indlevelse. Flot med flot på, så at sige.

Dette er et kammerorkester med stil og 40 musikere: 1 paukist, 2 hver af fagotter, klarinetter, oboer, fløjter og trompeter, 3 kontrabasser, 4 horn, 4 celloer, 5 bratscher, og 7+6 violiner, såvidt jeg husker. Af dem var jeg især imponeret over violingrupperne, solocellisten og solohornisten. Men alle spillede solistisk og som ensemble på en og samme tid – det er dét et kammerorkester kan gøre, og som gør dem i stand til at spille musik, der udtrykkeligt er skrevet til langt større ensembler.

Som en sidenote, så var DRSO lørdag kl. 15 klædt i kjole og hvidt, mens Svenska Kammarorkestern søndag kl. 15 var klædt i jakkesæt uden slips. Sidstnævnte er mere sædvanligt end førstnævnte til en eftermiddagskoncert. Så måske Honeck og DRSO havde valgt aftentøjet af hensyn til solisterne?

Sidst men ikke mindst: der har været klumper i strømmen på Concertante-bloggen hen over sommeren. Blandt de store oplevelser, jeg ikke fik noteret ned, så de kunne komme med på bloggen var en fin udgave af Nielsens 6. symfoni med Luisi og DRSO i maj og en pragtfuld kammerkoncert med Elisabeth Zeuthen-Schneider og venner på Glyptoteket for 2 uger siden. Jeg håber at komme på omgangshøjde med mig selv nu, da efteråret byder på et hav af meget lovende koncerter (og et par operaer).