Sæsonens tredje torsdagskoncert for DR SymfoniOrkesteret havde overskriften “Mena & Mahlers  5.”, hvilket var nok til at jeg ville dukke op. Dirigenten Juanjo Mena er jeg først ved at lære at kende, men Mahlers 5. symfoni er svær at ødelægge helt for et professionelt orkester. Der var vist noget med at forretten skulle være Ravels klaverkoncert for venstre hånd med en eller anden klaverløve, men det kunne da være interessant nok, ikke?

Mja, et par dage før koncerten opdagede jeg, at “klaverløven” var (selveste) Elisabeth Leonskaja, som jeg dels har beundret på afstand i årevis, og dels oplevede i levende live tidligere i år. Og på selve dagen gik det op for mig, at Ravel overhovedet ikke ville optræde, men at Leonskaja ville spille Beethovens fjerde klaverkoncert. Sikkert min egen fejl, antallet af bolde, jeg holder i luften for tiden, taget i betragtning. Men sikke et skift i tilgang til en koncert! Jeg vil meget gerne høre Ravels klaverkoncert for venstre hånd, men Beethoven, altså! Og så den fjerde, som jo er fuldstændigt grænseoverskridende og vild! Med Leonskaja! Jo, da!

Koncerten

Programmet var altså:

• Beethoven: Klaverkoncert nr. 4, G-dur, opus 58
• Mahler: Symfoni nr. 5 (årgang 1901-02)

Ind på anden balkon med tanten i tredjesidste øjeblik takket være DSB S-tog og deres konstante problemer med myldretidstrafik. Orkesteret var stort for Beethoven og desværre i såkaldt klassisk opstilling med violingrupperne ved siden af hinanden efterfulgt af bratscher og celli. Øv, men derfor kunne det da godt blive godt.

Lyset dæmpes en anelse, publikum finder på plads, sådan da, og Leonskaja traver ind i vanlig rask stil, efterfulgt af Mena. Hun sætter sig ved det store Steinway og lader roen samle sig. Et par tøvende akkorder, og orkesteret overtager helt, udvikler en slags tema og kommenterer på det. Først adskillige minutter senere blander klaveret sig igen, og en samtale optages. I anden sats er det rent dialog, først med klaveret i forsvarsposition og orkester som aggressor, og så med klaveret som ikke-triumferende triumfator. Til sidst en finale med idel lykke. Jeg er meget glad for denne klaverkoncert, især den konverserende andensats, og Leonskaja leverede varen med sit indlevende men sarte spil. Hurraråb for den ydmyge tjenerinde, og langt om længe et ekstranummer, der vistnok var et præludium af Chopin. Vi får se, når anmelderne kommer online i løbet af weekenden,  må man håbe, på trods af ugens annoncerede triste nedskæringer på både Berlingeren og Jyllands-Posten.

Efter pausen altså Mahlers femte, som jeg mener kræver lommetørklæde på grund af den herostratisk berømte fjerdesats, adagiettoen, der har fået sit helt eget liv. Vi starter med en trompet og et orkesterbrag, der fører til en sørgemarsch af en slags. Michael Frank Møller spiller op, skarpt. Purunge Victor Koch Jensen følger trop, og resten af orkesteret byder sig til. En scherzo med ægte vittigheder, så vi må småfnise undervejs. Og så den berømte adagietto, spillet smukt og sart af strygere og den enlige harpe. Finalen er stor – og føles uvant langt, fordi vi gerne vil sige tak for adagiettoen.

Dommen

Min oplevelse var kraftigt præget af temperaturen indendørs, der var OK uden at tage højde for luftfugtigheden og det (næsten) stuvende fulde koncerthus: Jeg svedte tran, på jysk. Det var vældigt distraherende at skulle tørre snuden, når musikken nu var antisentimental.

For det var den, uden at være tør overhovedet. Mena og Leonskaja leverede en levende men præcis og konstaterende Beethoven. Hun var intensiv men nøgtern, mens orkesteret var en anelse forsigtigt men mest af alt relativt stort. Spinkelt nok i strygerne til at give plads til de fine træblæsere, men dog temmeligt mange strygere. For mig væltede det næsten men ikke helt – især fordi Leonskaja spillede så henrivende, at orkestermusikerne valgte at følge med. Hun løftede hele koncerten helt uden at antyde, at det var det, hun gjorde – hurra! Leonskaja takkede orkesteret, men de burde have takket hende tusindefold!

I Mahler var der selvfølgeligt dobbelt-op på alle pladser – plus en harpe. Det var vældigt fint spillet hele vejen rundt, især i træblæserne og usædvanligt fine strygere i almindelighed. Pluk-pluk-satserne i Mahler blev leveret vældigt fint, så jeg kunne have siddet der endnu.

Var dette den bedste udgave af Mahlers femte, jeg har oplevet? Tjo, nok. Men jeg kunne bedre lide den udgave, jeg hørte for et par år siden i Tivoli med Vasiliy Petrenko på podiet. Måske Menas udgave var bedre, og aftenens udgave af DRSO var absolut noget bedre end datidens Tivoli Symfoniorkester. Men den aften for et par år siden var magisk på grund af stedet og dirigenten og den intensitet, han indgød. Oplevelsen har meget at gøre med stemningen, og min stemning var nok lidt negativ, desværre.

Jo, desværre, fordi det var endnu en god torsdagskoncert med et DRSO i fin form efter et par uger i skarpe hænder. Beethoven blev leveret i skysovs, og Mahler i noget nær bearnaise, vil jeg tro: Beethoven skarpt og indkogt på grund af Leonskaja, og Mahler rig på nuancer men lidt vel rig på fedtstof. Mena er en fin dirigent under udvikling, men måske en anelse til den gammeldaws stil?

Jeg ved det ikke, men det var en god koncert, denne. Især på grund af programvalget og Leonskaja. Og et godt spillende orkester.
Rettelse: Leonskaja spillede en inpromptu af Schubert som ekstranummmer, valgt som bro mellem Beethoven og Mahler, og velvalgt var det.