Hvis der er nogen, der kan banke støvet af Haydn og Sibelius, må det være den canadiske dirigent og sopran Barbara Hannigan, tænkte jeg. Hannigan er stadig mest kendt som virtuos sopran med hang til det 10. århundredes og helt nyskreven musik, og var Ofelias stemme i Hans Abrahamsens prisbelønnede let me tell you for et par år siden. Men at hun også dirigerer, kan man se på  YouTube i en vidunderlig udgave af Ligetis temmeligt sære Le grand macabre – og som bonus en lidt ældre udgave af samme værk med Hannigan udelukkende som solist iført rottehaler, Simon Rattle og Berlinerne – klik selv rundt.

Altså, Hannigan er til ekstremerne, men også musikken i vold, så at sige. Tilsyneladende villig til og i stand til næsten hvadsomhelst, som musikken måtte diktere. Så i torsdags var jeg på plads på anden balkon, da DRSO bød på en torsdagskoncert under den temmeligt slibrige titel “Hannigan og kvindemyterne”.

Koncerten

Hannigan havde været med til at vælge værkerne, og dét kunne man se og høre:

• Debussy: Syrinx (solofløjte v. Ulla Miilmann)
• Sibelius: Luonnofar, op. 70 (sangsolist Barbara Hannigan)
• Haydn: Symfoni nr. 86, D-dur.
• Sibelius: Pohjolas datter, op. 49.
• Stravinskij: Symfoni i 3 satser

Et program med kant! De to Sibelius-værker er fra storværket Kalevala, der (jo) i vid omfang gik ud på at opdyrke finsk identitet under det russiske åg. Debussy er Debussy og dermed pr. definition altid vidunderlig, men lige netop dette værk er uendeligt nedslidt. Til gengæld er lige netop dén symfoni af papa Haydn ikke særligt slidt, og Stravinskijs symfoni fra 1945 så meget bundet til tiden, at den er relativt sjælden i dagens koncertsale. Så hvordan binder man dem sammen?

Orkesteret stemmer, og lyset slukkes. Øh? Jo, nogle af os havde lagt mærke til et nodestativ i kongelogen, og ganske rigtigt: En projektør, og ud af intet lyder Miilmanns lækre fløjte, fuld af længsel og kærlighed til den uopnåelige. Da fløjtens sidste tone klinger ud, dæmrer lyset langsomt, og Hannigan sætter orkesteret i gang med Sibelius. Hun vender sig mod os og synger sangen om luftens og havets datter. Et magisk øjeblik!

Endeligt kan vi klappe og gør det. Derpå en  stram Haydn, endnu en saga fra Sibelius, og til sidst en stram og dog jazzet Stravinskij. Klapsalver, og hjemad.

Dommen

Hold da op! Der var en del fnisen over, at Hannigan  gav koncertmester Soo Jin Hong et stort knus efter hvert værk, men det kan jeg ikke fnise over: Det var en naturlig reaktion efter en præstation af rang.

Glem alt om “ung og smuk”, glem alt om “sopranen på kanten”, glem alt om “og så dirigerer hun også”! Barbara Hannigan checkede ind som en musiker i musikkens tjeneste uden forbehold. Det er ikke så meget, at hun er Luonnofar, når hun synger det værk – det er mere, at hun er udtryk for Sibelius’ værk og fortolker det for os uden filter. Derfor dirigerede hun Haydn og Stravinskij meget forskelligt, og derfor var al foromtalen (og efteromtalen) og hypen helt ved siden af.

Selv Thomas Michelsen kunne i Politiken ikke helt forklare oplevelsen. I min udgave handler oplevelsen af et menneske, der er en fortolkning af komponistens værk. Muligvis skyldes min oplevelse, at jeg har en skummel fortid som tolk (ikke syngende og heller ikke musicerende, dog), men jeg syntes, jeg kunne genkende tegnene. For mange år siden kaldte én det “at være et rør, som kommunikationen løber igennem, og det rør kan blive skoldhedt”, og jeg er helt enig!

Hannigan var tydeligt udmattet efter koncerten, men sikke en oplevelse hun gav os! Haydn var livlig og netop så morsom, som jeg ofte får hans værker beskrevet som uden at jeg kan genkende det. Sibelius var hverken tung eller tungsindig men derimod fuld af liv. Det samme gjaldt Stravinskij, som blev skarpskåren og præcis – i P2’s udsendelse omtaler Hannigan værket som “maskulint”, hvilket nok er rigtigt, men i koncerten var den altså skarp og skøn.

Nej, hun dirigerer ikke også – hun udtrykker musik, og hvis musikken indbefatter en sopransolo, så synger hun den. Det er i hvert fald min oplevelse af fænomenet Barbara Hannigan, og jeg vil rigtigt gerne opleve hende dirigere andre sangere på et tidspunkt; det, tror jeg , dog ikke, hun er helt klar til endnu. Men dirigenten Hannigan er mindst lige så spændende som sangeren Hannigan.