Totalt udsolgt til en kapelkoncert? Aha:Det er Verdis berømte Requiem. På scenen Det kongelige Kapel, foran dem dirigenten Hartmut Haenchen og fire internationale stjernesolister, og bag dem Det kongelige Operakor, Kammerkoret Hymnia, Kammerkoret Camerata og Lille MuKo – ialt 130 korsangere. Stuvende fuld scene, stuvende fuld publikumssal på en smuk sensommeraften den sidste dag i september.

Koncerten

Altså et meget lovende program, hvis man er til korsang, enkle temaer og stærke budskaber.  Dét er jeg, især når formidlerne er Haenchen og Kapellet, men Verdi er jo ikke lige min kop grappa. Til gengæld glædede jeg mig til korbrølet i Dies Irae og de fire solister i almindelighed: Emily Magee, Marina Prudenskaya, Michael Fabiano og Egils Silins (sidstnævnte ifølge programmet, men efter sigende var der en indhopper, som så enten er Silins eller en anden).

Dette er ikke et helt almindeligt requiem beregnet til kirkebrug, omend ordene er fra den katolske liturgi. Det er dog heller ikke et verdsligt værk som Brahms’ tyske requiem. Snarere lægger det sig et sted nede i kirkerummet på god afstand af messehagler og røgelse: Det er et folkeligt requiem, der kan være meget rørende at høre.

Det store kor står tæt sammen bagerst på den udvidede koncertscene – man havde skilt et par af elementerne i den fine koncertskal ad, så scenen blev dybere. Det gav stor afstand mellem kor og publikum, og jeg kan ane i Politiken, at Thomas Michelsen for en gangs skyld var med derude på Operaen og var meget utilfreds med den afstand. Under alle omstændigheder så det lidt morsomt ud, at orkestret var i undertal på scenen.

Der er gået en travlt weekend og lidt til, så videre til dommen.

Dommen

Fremragende! Intet mindre end fremragende. Selv når jeg tager højde for, at mit hjerte er fuld af bekymring og smerte på grund af en nærtståendes kritiske sygdom, så havde jeg fugtige øjne under sopranens afsluttende Libera Me og den forudgående Agnus Dei-duet mellem sopran og mezzo.

Kapellet og Haenchen kender jo hinanden efterhånden og passer godt sammen. Tempoet var kvikt uden at være forjaget, der blev tegnet store buer, mens sødme og kærlighed smøg os om ørerne. Og effekten af at have fire ekstra trompeter stående højt over publikum oppe på lysloftet i den sært triumferende overgang i Dies Irae var overvældende stereofonisk – for publikum i parkettet må det have været helt fantastisk at have trompeterne både for og bag.

Mere som forventet fungerede det store kor som den forlængelse af orkesteret, som Verdi (vist) var ude efter. Blandt solisterne var jeg meget imponeret over Prudenskaya, hvis stemme var fuld af styrke og drama, den yderste spinkle skikkelse taget i betragtning. Meget medrivende, var hun! Sopranen Magees stemme er varm og meget Straussk (jeg sad hele tiden og tænkte på Feldmarskalinden i  Rosenkavaleren), men hendes store afsluttende Libera Me var inderlig og meget rørende. De to herrer trængte ikke helt ind hos mig af en eller anden grund. Amerikanske Fabiano var meget godt omtalt på forhånd, men han virkede en anelse uinteresseret – dog medgiver jeg, at lige netop i dette requiem har tenoren ikke meget at gøre godt med.

Men som samlet pakke var det en fantastisk oplevelse. Verdi er ikke min kop grappa, og da slet ikke hans Requiem. Men dét blev de begge denne aften, og tak til Haenchen, Kapellet og sangerne for det! Mine ører sang videre på sangen det meste af weekenden, hvilket er sjældent for Verdi. Det var en aften med fokus på det