Hvorfor hører man altid de samme violinkoncerter? Måske fordi de er rigtigt gode og meget bedre end andre violinkoncerter? Tja, måske går jeg bare til de forkerte koncerter. I hvert fald havde jeg aldrig hørt Dvoráks bud før den søndag midt i august, hvor den tyske violinstjerne Isabelle Faust kom forbi Tivoli med dén på på programmet. Så det måtte da prøves!

Koncerten

Optakten til koncerten fejlede intet men var lige ved at gøre mig for sent på den: En barnedåb på Nørrebro, hvor det var lidt for svært at løsrive sig fra det yndige dåbsbarn. Men jeg nåede frem – tilmed i tørvejr – og satte mig forventningsfuld på min plads. Denne gang i parkettet i højre side for bedre at nyde interaktion mellem violinsolist og orkester. God plan, der virkede nogenlunde, og som gav mig en uventet fin udsigt til kontrabassisterne.

Programmet løs i al sin tjekkiskhed:

• Smetana: Ouverture til Den solgte Brud
• Dvorák: Violinkoncert
• Dvorák: Symfoni nr. 9 “Fra den nye verden”

Altså velkendt-ukendt-altforvelkendt fra højdepunktet af tjekkisk nationalromantik. Orkestret var det lokale Tivoli Symfoniorkester, der desværre nu kalder sig for Tivoli Copenhagen Phil i endnu et forsøg på at glemme sine rødder.

Smetanas ouverture er meget mere kendt end den opera, den er forspil til. Det er et festligt værk fuldt af fine melodier og en genklang af folkets musik. Her som i Ma vlast maler Smetana billeder fra Centraleuropas sletter og bjerge, og det er god musik der er rart at lytte til. Med Jon Gjesme som dagens koncertmester var der swing i musikken, hvilket klædte den.

En lille omrokering, og så kom hun ind: Rød origamijakke, perfekt hår, et venligt smil i øjnene, og en Stradivarius i hænderne – det var Isabelle Faust. Violinkoncerten er i a-mol og starter med et brag, før solisten sætter ind med et par lange strøg og så danser videre. Buen hopper flittigt, for det er et meget intenst værk, omend anden sats er mere reflekterende. Faust vender sig ind imellem lidt mod førsteviolinerne, nikker i ny og næ til bratscherne, smiler til dirigenten, og spiller ellers stramt og fokuseret. Stor klang, stor intensitet, og jeg blev pludseligt stor fan af lige netop Dvoráks violinkoncert!

Efter pausen den yderst velkendte 9. symfoni, som amerikanerne synes er vældigt tjekkisk og tjekkerne synes er vældigt amerikansk. Da der heller ikke denne dag var i nærheden af udsolgt på stolerækkerne, rykkede jeg bagud i salen, da symfonier helst skal nydes på afstand efter min mening. Jeg kan ret godt lide førstesatsens gentagne dadadadAda i hornene og de hoppende træblæseres svar. Det er en sjov symfoni, synes jeg, og ikke mindst en hornenes symfoni – og TSO har en af byens bedste hornsektioner. Det fik de lov at vise, og det løftede hele salen.

Dommen

På Spotify kan man finde en fin indspilning af Dvoráks violinkoncert med Itzhak Perlman som solist, der lyder fuldstændigt anderledes end Fausts udgave. Hvad er forskellen udover alder og køn?

Faust er minimalistisk i sin optræden men meget ivrigt kommunikerende med dirigent og orkester. Perlman har jeg ikke oplevet i en koncertsal, men han virker meget personlig i sin tilgang til musikken. Så er dét forskellen? 

Jeg ved det ikke, og nu er der gået et par måneder, for denne blogpost har ligget i kladdebunken alt for længe. Det var endnu en fremragende koncert med en international stjerne, som København og omegn gik glip af. Ærgerligt for alle, og ikke mindst for den potentielle fremtid for klassiske koncerter i Tivoli. Måske det var vejret, måske noget andet, men der var sørgerligt tomt i koncertsalen den sommer.