Spritny dansk kompositionsmusik? Ja tak, især hvis den er af Hans Abrahamsen, som jeg temmeligt sent har fået ørerne op for. En førsteopførelse af hans klaverkoncert for venstre hånd med klaverstjernen Alexandre Tharaud og dirigenten Thomas Dausgaard ville jeg ikke gå glip af. Sandt at sige havde jeg omhyggeligt valgt en koncertrække ude i den blå firkant efter, at lige netop denne torsdagskoncert indgik. Med andre ord kunne jeg næsten kun blive skuffet, ikke?

Koncerten

Der var et fransk tema i aftenens program:

1. Maurice Ravel: Le Tombeau de Couperin, orkestersuite
2. Hans Abrahamsen: Left, alone (Klaverkoncert for venstre hånd) Dansk førsteopførelse. Solist: Alexandre Tharaud.
3. César Franck: Symfoni, D-mol.

Et andet tema kan siges at være det udenforstående: En rokokopastiche skrevet under første verdenskrig, en “kejthåndet” klaverstemme, og en fransk-belgisk symfoni med udpræget tyske rødder. Eller det både-og-nationale: Fransk/spansk, belgisk/fransk, og en dansker hvis værker uropføres i udlandet.

Midt under en verdenskrig, hvor verden så ud til at gå under, skrev Ravel en klaversuite, der skulle forestille at hylde 1700-tallets franske mestre, herunder jo altså Couperin.  Et par år efter arrangerede han så 4 af de 6 satser for orkester, og det skulle DRSO altså så spille for os. Jeg har hørt værket før, og holder meget af det gnistrende tempo, der afslører værkets rødder hos tastaturinstrumenter. I orkesterversionen er der fuld skrue for træblæserne, og strygerne har også travlt. Dausgaard lagde det for ham så vanlige kvikke tempo, og Eva Steinaa blæste sig næsten blå i hovedet for at levere sprudlende oboperler. Det lykkedes fint, og applausen var fortjent stor.

Aftenens hovednummer bragte det store Steinway ind på scenen. Men bag violinerne stod et andet flygel, der spiller en ikke uvigtig rolle i Abrahamsens værk. Altid alvorlige Alexandre Tharaud satte sig bag det forreste flygel, og Per Salo sad allerede klar bag det andet. Værket er delt i to, og i første del får vi først dybe klange med Tharaud helt til venstre på bænken, og gradvist arbejder vi hos op mod de lysere toner. Tharaud spiller én tone ad gangen, undtagen ganske undtagelsesvis i et par passager, hvor solisten spiller akkorder og orkestermedlemmer spiller toner. Det er en klaverstemme, der udforsker klaverets stemmer, streng for streng. Men det andet flygel følger med på en slags efterabende måde og stiller spørgsmål til det, som solisten finder frem til. Abrahamsen kalder det andet flygel for en slags support til solisten, men dét hørte jeg ikke.

Værket er delt i to dele, hver bestående af tre dele. I første del starter vi buldrende, midtvejs er vi nærmest eftertænksomme og søgende, og afdelingen slutter småpludrende. I midterdelen spiller to slagtøjspillere lidt asynkront på claves (de træpinde, vi i min skoletid kaldte for rytmepinde), hvilket blev samlet op af solisten, der  sluttede med at banke på flygelkassen. Vældigt fint og uhyre elegant! I anden del summer strygerne uroligt, og der er et generelt præg af urolighed, mystik, abrupthed. Tharaud slutter med et fast anslag, og vi kan klappe ad ham, orkesteret, Dausgaard og heldigvis også komponisten selv, der kom på scenen for at takke dem alle.

Efter pausen altså en symfoni. Fuld scene, bortset fra det flygel og slagtøj, der ikke længere kæmpede om pladsen bagest. Det meste franske musik fra 1800-tallet er lidt vel parfumeret for mig, men allerede de første søgende toner fik mig til at spidse ører: Er dette Bruckner? Nej, det er en belgisk organist, der spiller på det store symfoniorkester og får det til at bygge katolske (og lidt brucknerske) katedraler på kanten af en dyb, dyb afgrund. Der er en klimprende harpe, et syngende engelskhorn, og brummende strygere. Men det er hverken Bruckner eller Wagner, dette,  det er fransk men meget mere en blot udvendighed og pænhed. Måske det var resterne af min begejstring over klaverkoncerten, måske er det god musik?

Dommen

DR har ikke gjort det let at genhøre koncerten, men lidt søgen på nettet fandt et link, der måske-måske ikke kan brugs frem ad banen. Der var kamera på, så mon ikke der kommer en “video” på et tidspunkt? Jeg håber det, for jeg vil virkeligt gerne høre Abrahamsens klaverkoncert igen – jeg er slet ikke færdig med den endnu.

Klaverkoncerten var afgjort hovednummeret, hvilket delvist kunne aflæses på første balkon, hvor det formeligen vrimlede med komponister med (selveste) Per Nørgaard i spidsen. Værket er skrevet til Tharaud, og dét kunne ses og høres. Han var inde i musikken, tone for tone, tanke for tanke, og meget bevidst om effekten af hver bevægelse – det er også et koreografisk værk, hvor solisten på et tidspunkt skal knipse direkte på klaverets strenge i en elegant bevægelse. Venstre hånd har det bedst med dybere toner på klaviaturet, og det giver værket et lidt melankolsk skær. Men Abrahamsen kalder det for et muntert stykke, og det kan man så give ham ret i eller ej. Selv er jeg stadig ret uafklaret i humøret og ved foreløbigt ikke andet, end at jeg meget gerne hører Left, Alone igen et sted i verden.

I Ravel var strygerne helt med på Dausgaards tempo, hvilket pyntede gevaldigt sammenlignet med tidligere tiders “ratslør”. Som nævnt var obosolisten en fremragende Eva Steinaa, og kollega Sven Buller sang med på engelskhornet, så ikke et øje var tørt. Resultatet var forførende og vittigt sprudlende.

Symfonien af Franck kendte jeg ikke, men nu er jeg fan. I programnoterne skrev Jens Cornelius, at symfonien er musikalsk i familie med Bruckners værker og især med Wagners musik. Det kan jeg nu skrive under på: De rugende toner i indledningen fra de mørke strygere satte grundtonen på plads i mit mellemgulv, og så kunne jeg synke ned i en anden verden. Et dejligt værk flot opført af et fuldt symfoniorkester. Dausgaard dirigerede uden partitur, og de blafrende hænder trak tempoet op og holdt hjørnerne skarpe. Musikerne var med på noderne og spillede gnistrende.

Som vanligt havde jeg sat mig på plads på min hylde et godt stykke tid før koncertstart. Det var der ikke mange andre, der gjorde denne gang (heller), og selvom mange kom dryssende, så blev slutresultatet en trekvartfyldt sal med tomme rækker bag orkestret. DR er blevet effektive til at lokke folk til klassiske koncerter, men altså ikke til dette program. Trekvartfyldt er normalt ganske godt, men i denne sal ses de tomme rækker alt for tydeligt. Ærgerligt, for de 4-500, der ikke kom, gik glip af en god koncert, og vi, der kom, fik et trist indtryk af en halvtom sal. Det sætter stemningen lidt lavere – lige som i den forgangne sommersæson i Tivoli, hvor fantastiske koncerter blev spillet for kvartfulde sale. Jeg har slet ikke svaret på, hvad koncerthuse og ensembler skal gøre for at fylde bænkeradderne. Men måske vi skulle fokusere mere på indhold end på mursten, bygge mindre og spille mere?