Den russiske dirigent Juri Temirkanov har en pænt høj stjerne hos mig, men jeg skulle i hvert fald ikke til torsdagskoncert med ham og DRSO i en uge, der på forhånd var fuldt booket af mit arbejde. Men så begyndte en bekendt at lokke … Der var jo Dvorak på programmet, og ham har vi haft en fælles god oplevelse med før, og jeg er jo glad for Temirkanov, og der er rabat på billetterne, og det kunne da være hyggeligt, ikke? Jo, så arbejdet måtte vente.
Koncerten
Programmet var lutter overraskelser:
- Sviridov: Lille triptykon
- Musorgskij: Dødens sange og danse (arr. Shostakovitch)
- Dvorak: Symfoni nr. 8, opus 88, G-dur
Sviridov kendte jeg slet ikke, men han var åbenbart meget populær i Sovjet-tiden og har blandt meget, meget andet leveret den kendte intro til det russiske stats-TVs nyheder, Vremya. Temirkanov ønskede ifølge programmet at introducere os til denne komponist med netop dette værk, der er (ultra-)senromantisk og dog har en bund af urrussisk kirkemusik. Relativt forudsigeligt lægger vi ud med de tre dybe strygergrupper i skøn forening for lige at sætte stemningen. En celeste klimprer, en obo svæver højt over os, trompeter kalder, to tangentinstrumenter spiller med harpe og slagtøj mens violinerne sitrer.
Godt så, videre til Musorgskij, eller rettere Shostakovitch’ arrangement af fire sange, Musorgskij skrev med tekst af en digter med det vidunderligt klingende navn Golenisjtjev-Kutuzov. Fire sange, der hver fortæller en historie om menneskers møde med døden. Sangsolisten var russiske Alexander Vinogradov – ung og meget lovende bassanger med base i Berlin i disse år. Han kommer rask ind på scenen foran det reducerede orkester, mens Maestro noget langsommere kommer trippende efter ham. Først en vuggevise, hvor mor forsøger at få sit syge barn til at sove, men døden henter det til sidst. Derpå en serenade sunget af døden selv, der slutter med at hente den syge pige med et rungende “Du er min!” De to sidste sange er henholdsvis en fuld bonde, der fryser ihjel, og en feltmarskal, der paraderer sine døde soldater. Bag Vinogradov synger orkesteret med, viftet i gang af Temirkanov. Han lægger orkesteret efter solisten, så effekten er et tæppe, Vinogradov står sikkert på. Flot! Stort bifald, ikke mindst fra orkestermedlemmerne.
Efter pausen altså Dvoraks den ottende. Ikke den niende, som man altid, som i altid, hører, men den ottende. Kendte jeg den, spurgte mine bekendte? Æh, måtte jeg svare. Men det gjorde jeg! Den er noget sjovere end den niende, fordi temaerne hopper og danser om ørerne på os. På mange ledder og kanter er vi langt ude på det bøhmiske bøhland i et nostalgisk tilbageblik på det gode liv derude. Dvorak maler billede på billede på billede, og især celloerne og Ulla Miilmanns fløjte får lov at sprede vingerne. Anden sats er bedårende, hvor fløjten fremprovokerer en dans mellem træblæsere og strygere, så de ender med at skiftes til at spille en hoppende vals og synge en sang – Temirkanov understregede sartheden og den underliggende usikkerhed på fineste vis. Det er smuk musik, der blev stilsikkert fremført.
Stort bifald fra publikum, men Temirkanov skulle åbenbart videre, for han tog koncertmester Christina Aastrand med sig ud efter andet fremkald, og dermed var koncerten jo helt forbi. Øh, sagde publikum, klokken er lige knap 21:30, så vi kan komme tidligt i seng. Så det var så det.
Dommen
Hverken Sviridov eller specifikt hans Lille triptykon bliver noget varigt hit hos mig. Men det er god musik, og det var veludført.
Musorgskijs sange var der straks mere gods i! Vinogradov var et meget charmerende bekendtskab (høj nuttethedsfaktor), og så er det bare en fornøjelse at høre russisk tekst formidlet af en russer til en afveksling. Mit eget russiske har det alt for dårligt til at kunne følge med, men Vinogradovs fine tekstbehandling i kombination med, at det jo er hans modersmål, løftede hele oplevelsen. Han har en lækker basstemme, men den “klassiske ekstrarungende russiske bas”, som DR lagde op til, det er han ikke. Derimod er han en spændstig og vidtfavnende sanger, der ugen forinden sang Colline i La Bohème og i den kommende uge Escamillo i Carmen – noget af et spænd. Hans Ты моя! som afslutning på anden sang var rystende efter næsten to sange med lokkemidler – gys! Jeg sad forrest på terrasse A til en afveksling, og kunne klart høre sangsolisten – hermed er det tip givet videre.
Dvorak var en fin kontrast til de to russiske småværker: en rigtig symfoni, der spiller på det barnlige, det nostalgiske og det folkloristiske. Temirkanov var stilsikker, og orkesteret var præcist i alle de skarpe hjørner. Jeg sad med cellogruppen lige foran mig og kunne rigtigt nyde deres klang, da de har mange fine teamer i denne symfoni og spillede dem medrivende. En dejligt tæt og kvik udgave – i skrivende stund hører jeg symfonien på hollandsk med Harnoncourt og Concertgebouw, hvilket også er lækkert men hørbart langsommere (uden at være langsomt overhovedet, altså). En veninde har udtrykt bekymring for min hang til fart og har foreslået, at jeg måske bare vil have tingene overstået hurtigt. Sådan tænker jeg ikke – jeg kan vældigt godt lide Barenboims langsomme Parsifal men ikke Levines ditto, for eksempel. Så det er ikke så meget tempoet som meningen med tempoet, synes jeg: Temirkanovs tempo i Dvorak passede mig fint, og det gør Harnoncourts også – musikken lyder bare meget anderledes.
Temirkanov er synligt ældre end sidst, men når han sætter musikken i gang, bliver han synligt yngre igen: Han er lige så livlig på podiet og sikker på hænderne (ingen pind hér) som tidligere. Som altid dejligt kvik i tempoet, men som en ægte maestro giver han også plads til at musikken kan udfoldes helt, og han skaber musik med hænderne. Denne ottende symfoni ville nok lyde helt anderledes under Luisi, skulle han finde på at spille den – eller måske ikke, da begge dirigenter kan noget med melodier. Det finder jeg måske aldrig ud af, men heldigvis skal jeg ikke vælge mellem de to nu. Tak for visitten, maestro!
Concertanten 