Det var den tredje kammerkoncert med musikere fra Det kongelige Kapel, det var november, og det var blevet koldt i byen. Men sommerens lappearbejde på Takkelloftscenens foyer holdt den værste nordenvind ude, og dejligt fulde publikumsrækker gjorde sit til, at vi holdt varmen.

Det lidt spændende ved denne sæsons kammerkoncerter på Dokøen er jo, at det er musikerne selv, der arrangerer dem. Første koncert var lidt en hovsaløsning, om end en charmerende en, men nu er de mere fuldbefarne. På plussiden gør situationen de i forvejen ret personlige programmer endnu mere personlige, fordi musikerne er der, fordi de vil være der: de har et behov for også at spille sammen kammermusikalsk, fordi det gør dem bedre til at spille sammen i orkestergraven, siges det. Dét tror jeg på, og jeg dukker gladelig op.

Koncerten

Programmet var kernerepertoire:

1. Schubert: Strygekvartet nr. 13, A-mol, D. 804 (Rosemunde)
   1. Musikere: Theresa Andersen, Alexandra Schneider-Hansen, Ida Speyer Grøn, Kim Bak Dinitzen
2. Schubert: Strygekvintet, C-dur, D.956
   1. Musikere: Inkeri Vänskä, Charlotte Rafn, Gert-Inge Andersson, Joel Laakso, Emilie Eskær

Altså folk, der kan og vil, og så Schubert for fuld skrue med to relativt sene værker, herunder strygekvintetten, som jeg holder meget af på grund af andensatsen.

Men først altså en strygekvartet med tilnavnet Rosemunde, fordi den citerer fra Schuberts dejlige musik til et forlængst glemt skuespil. Ingen introduktion denne gang, men lige på og hårdt med dejlige Theresa Andersen sammenbidt i spidsen for den til lejligheden sammensatte kvartet. Musikken er Schubert i sit mere muntre hjørne, synes jeg – stadig i et wienerklassisk format, men han leger med os.

Velfortjente klapsalver, og så en pause, hvor jeg kunne sludre med venner, som jeg havde lokket til. Efter pausen sagde soloklarinettist Lee Morgan et par velvalgte ord om Schubert og de to værker – og om behovet for disse kammerkoncerter. Ved siden af mig klappede et par bratschister mindst lige så højt som jeg.

Nå, altså, den vidunderlige strygekvintet, som jeg efterhånden har hørt en lille håndfuld gange, herunder en gang med Kapellet ude i selve Operaens foyer, som jeg husker det, med Tobias Durholm på førsteviolin. Måske husker jeg forkert, dét sker ikke så sjældent. Jeg snublede over den første gang for en del år siden, hvor andensatsen hylede mig helt ude af den, så jeg ikke anede hvad, der var op og ned, og slet ikke hvilken komponist der var tale om. Efter lidt detektivarbejde (og et par kammerkoncerter) fik jeg styr på både værket og mig selv, og min opfattelse af Schubert blev straks bedre. Det er hans sidste værk, skrevet umiddelbart før den sidste sygdom, og man kan finde mange spørgsmål i musikken. Men det er først og fremmest et ganske moderne værk – fra 1828 men stadigvæk ganske radikalt. På overfladen lyder det tilforladeligt nok i 2016, men så er der længden af de to første satser (laaaaaange) og den fuldstændigt bjergtagende sære andensats.

Dommen

Bravo igen! Og ikke mindst bravi til kvintettens medlemmer, der var tætte, kommunikerende, insisterende. Vänskä havde et andet bud på andensatsen, end jeg forventede, herunder et mere tilbageholdende pizzicato, men ellers var hun livlig som altid. Det lange seje træk af violin-bratsch-cello leverede Rafn-Andersson-Laakso med insisterende buer, og Eskær fulgte Vänskä så tæt, så tæt. Det var en dejlig udgave af min yndlings-Schubert, og tiden fløj simpelthen. Var det den bedste udgave jeg har hørt? Nej, egentlige kammerensembler spiller bedre kammermusik, men det var en god udgave, og ikke mindst en god og personlig udgave.

Det virker sært at skrive ”personlig” så mange gange om professionelle musikere på så højt et niveau, men jeg mener det, og det gør de forhåbentligt også: Der er et princip på spil ved disse koncerter, og selvom kapelmusikerne selv dukker op som støtte medsamt familie og venner, så ved de også, at det kun kan lade sig gøre, hvis vi smådovne københavnere får noget for vores 150 kroner. Dét gør vi så!