Kapelkoncert #2 faldt dagen efter en torsdagskoncert med DRSO, som nogle venner havde agiteret for, at jeg skulle deltage i. Men det der med to symfonikoncerter to dage i træk er jeg vokset fra – det bliver stadigt sværere at holde styr på de mange indtryk, for det skulle jo gerne fortsat være en fornøjelse at gå til koncert, ikke?
Men godt det samme, for der var et vist sammenfald i de to programmer, nemlig svulstig musik fra højdepunktet af russisk symfonisk musik: Rakhmaninovs anden symfoni. Er der nogen i København, der kan stave til programlægning? Det er ikke just verdens oftest opførte symfoni, så to dage i træk i en by, der er en anelse mindre end en metropol? Taler programplanlæggerne i byen overhovedet med hinanden?
Koncerten
Altså, jeg valgte jo udgave nr. to, da Det kongelige Kapel normalt vinder, hvis jeg skal vælge. Udgaven med DRSO kan nydes her i stedet for: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p2/p2-koncerten-2016-11-24#!/
Programmet ude i Operaen den stormfulde fredag aften lød i al sin enkelthed:
- Prokofiev: Klaverkoncert nr. 3
- Rakhmaninov: Symfoni nr. 2
Klaversolist den unge russiske komet Nikolai Lugansky, og på podiet Alexander Vedernikov, der samme dag blev annonceret som kommende chefdirigent (altså ikke kapelchef eller musikchef men chefdirigent) fra næste sæson. Russisk x 4, så at sige, hvoraf jeg som bekendt er vældigt glad for nr. 4, Vedernikov. Som anmelderen Andrew Mellor skrev på Twitter, så er det måske den mest krøllede vej til posten: Musikchef på Bolshoi Teatr i Moskva, chefdirigent ved Odense Symfoniorkester, og så chefdirigent for Det kongelige Kapel. Men hvad, jeg glæder mig rigtigt meget til at følge det kommende samarbejde.
Programmet var jeg mindre begejstret for – der er skrevet rigtigt meget virkeligt god musik af russiske komponister, men lige netop Prokofiev og Rakhmaninov har jeg det svært med. Jeg ved ikke hvorfor, men måske det er størrelsen på musikken på en eller anden måde. Til gengæld ligger musikken lige til Kapellets højreben, da de har totalt styr på Prokofiev efter hundredvis af opførelser af især hans balletmusik. Men jeg sad klar på min pind og så forventningsfuldt ned på scenen, hvor der var plads til det store Steinway foran det lidt reducerede orkester.
Forrest klaversolisten, men en 6-7 rækker bag ham sidder John Kruse klar til at at blæse os igang med en bedårende klarinetsolo. Solisten svarer med et buldrende tempo op og ned ad tangenterne.Vedernikov vifter med venstre hånd, vipper med pinden og maler fejende de brede linier op. Lugansky er tydeligvis dus med værket og giver fuld knald på de gymnastiske øvelser. Han og Vedernikov kommunikerer med øjenkontakt og tankeoverførsel, ser det ud til, og så sætter de begge tempoet op endnu en tak. Vi slutter med et brag, hvor klaveret forsøger at overdøve orkesteret og vinder til sidst. Vild jubel i salen og fortjent stort bifald!
Efter pausen altså Rakhmaninov. Som forventet blev scenen fyldt godt op med musikere, for Rakhmaninov er stor og bred i sin stil. Men symfonien starter tøvende i strygerne, der varierer over et enkelt tema. Lars Bjørnkjærs intense små soli skabte lidt solstråler midt i tungsindet, for førstesatsen er både lang og langsommelig som en russisk udgave af Mahler, måske. Anden sats er sjovere, mens tredje sats er dejligt velkendt med sit 70-tema, brugt i en popsang men som lyder så uendeligt meget bedre for fuldt symfoniorkester. Ih, hvor vi svømmede hen! Vedernikov lod musikken folde sig fuldt ud; hans vanligt kvikke tempo bøjede sig for de helt brede linier. I finalen (spillet attacca, så folk ikke kunne nå at klappe mellem satserne, og tak for det, Maestro!) hører vi selvfølgeligt igen temaer fra de øvrige satser, lige nok til at man tænker “hør, er vi ikke færdige med den 3. sats endnu?”, men vi slutter med et ægte Rakhmaninov-brag af typen BAM-da-da-BAM, som vi kender så godt fra klaverkoncerterne.
Igen stort bifald og bravoråb, Vedernikov takker solister og lader os klappe ekstra ad dem, førend han takker alle instrumentgrupper personligt og vinker farvel for nu.
Dommen
Bravi tutti! En ensemblepræstation, hvor alle gav sig selv lov til at nyde musikken. De fik begge værker til at lyde som om, musikerne nød at spille dem og den nydelse gav de gavmildt videre til os på bænkeradderne.
I Prokofiev nød jeg især min plads, for jeg kunne tydeligt følge Luganskys fingre drøne op og ned ad tastaturet – jeg har sjældent set noget lignende, for tempoet var kvikt, og der var rigtigt mange noder at få knaldet af, så alle ti fingre var travlt beskæftiget. Det kom han godt afsted med, især den store “battle” tilsidst i tredje sats, hvor solisten faktisk gik af med sejren i den allersidste akkord. Flot at se og høre, og jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg skal opleve Lugansky, hvornår det så end måtte blive. Gerne i Gershwin – eller Rakhmaninov.
I skrivende stund hører jeg DRSO’s udgave af symfonien i netradio. Hvordan er de anderledes? Vedernikovs udgave var simpelthen mere russisk. Mere bred. Mere stor. Mere melodisk. Vi blev badet i vellyd, så selv denne skeptiske tante svømmede hen og ønskede, at det aldrig ville holde op og musikken blot fortsætte hele natten.
Jovist var dette kernestof for Vedernikov: I Prokofiev dirigerede med et kvart øje på det suverænt mindste partitur, jeg nogensinde har set (størrelse cirka Agatha Christie-roman, så hver node må have været på størrelse med et punktum), i Rakhmaninov helt uden, og i begge med fuld nydelse af og udstrakt tillid til orkesteret. Det bliver spændende at følge samarbejdet mellem orkester og chefdirigent i de kommende år. Måske det bliver til mere Wagner på Operaen igen?
PS: Jeg glemte helt at huske, at gæstende andenoboist i Rakhmaninov var ganske uventet Max Artved, der ellers slår sine folder i det kammermusikalske i disse år. Men også han så ud til nyde de brede vingeslag under Vedernikov.
PPS: Jeg glemte også at huske, at bageste pult hos førsteviolinerne var såmænd koncertmester hos Odense Symfoniorkester (og endnu i ny og næ andenviolin hos CPH Phil/Tivoli-folket) Eugen Tichindeleanu, der blev usædvanligt velmødt af de øvrige violinister. Men han er nu også god…
Concertanten 