Prosit Neujahr siger de i Wien, og Godt Nytår siger Concertanten! 2016 bød på mange store musikalske oplevelser og et par skæverter, og mange af dem har jeg beskrevet her på bloggen. Men nogle kom ikke med, i særdeleshed dem på falderebet i oktober-december. Så i et forsøg på at huske, hvad jeg stensikkert ellers ville glemme, kommer her et sidste opsamlingsheat.

Beethovens to små symfonier med Fischer og DUO

Der er store symfonier af Beethoven, og så er der den første, den anden og den fjerde. De betragtes tit sådan lidt stedmoderligt som “inspireret af Haydn og Mozart”, altså Beethoven inden han blev Beethoven. Men det passer dårligt med, at han i samme periode skrev den absolut Ludwigske 3. symfoni plus de første klaverværker. Så hvad er der galt med dem? Det er Adam Fischer og hans nydannede kammerorkester, Danmarks Underholdningsorkester, ved at hjælpe mig med at finde ud af, og tak for det!

Den sidste søndag i november flokkedes man i foyeren i det gamle radiohus, der nu er Det kongelige Musikkonservatoriums koncertsal, for Fischer var i byen og gav et for ham typisk program med DUO:

1. Wagner: Siegfried Idyll, WWV 103
2. Beethoven: Symfoni nr. 2, D-dur, op. 36
3. Beethoven: Symfoni nr. 4, B-dur, op. 60

Spændende, for tidligere i år hørte jeg jo netop Siegfried Idyll både i ægte kammerudgave (Australian Chamber Orchestra) og for fuld skrue (Tivoli Symfoniorkester). DUO er cirka midt imellem de to udgaver: et wienerklassisk kammerorkester med de fordele, det giver. Et par ukendte hoveder hist og her men ellers gensynets glæde. Fischer springer ind i vanlig stil, og slår an til romantik på spidsen.

Måske det var fordi, orkestret var kommet på finansloven samme dag, men der blev spillet med vanlig sprudlende intensitet med et gran alvor. Nu handlede koncerten jo også om deres CD-indspilning, så det lød veløvet og overlagt og ikke helt så liv-eller-død-agtigt som tidligere. Fischer fik fremlagt anden og fjerde symfoni som ægtefødte børn af Beethoven og ikke blot mellemlægningspapir og reklamefremstød for egen karriere (Ludwigs, altså). Der er gået over en måned, så detaljer husker jeg ikke længere, men jeg cyklede hjem med et bredt grin på. God Ludwig, denne!

PS: Fischer og DUO har en interessant forårssæson, der jo er planlagt inden de ekstra kroner fra statskassen rullede ind. Se listen hos BilletNet.

Mahagonny på det Kongelige

Når man nu er glad for Kurt Weills musik, så følger Berthold Brecht ligesom med et stykke ad vejen. Men kun et stykke. Weill stod af overfor Brechts mere og mere yderligtgående politiske holdninger, men et egentligt brud kom på grund af musikalsk uenighed: Skabe en ny opera og skabe en helt ny verden, eller skabe en ny opera der afspejler en ny verden (min udgave af problematikken). I hvert fald blev Mahagonny dels deres første avantgardistiske opera og dels deres sidste: Et opråb om en verden på afgrunden, mens verden var på vej mod afgrunden. Min tur til at opleve Det kongelige Teaters opsætning i instruktion af Graham Vick faldt for beklageligt længe siden, nemlig 2/12-16.

Julehygge kan man ikke kalde den, Mahagonny. 3 forbrydere er på flugt, danner et samfund midt i absolut intethed et sted i det sydlige USA, og samfundet går til grunde på bestialsk vis. I denne opsætning, instruktion af Graham Vick og scenografi af Paul Brown, er vi dels i 1930 og dels i dag. Det græske kor, der kommenterer handlingen udgøres stumt af personer af tilsyneladende udenlandsk oprindelse, efter sigende asylansøgere, med vokale indslag af Det kongelige Operakor. Så til en afveksling myldrede det med personer på scenen. Rundt om den lidt formindskede orkestergrav løb en gang, hvor forskellige medvirkende travede rundt. Nede i selve graven sad en forholdsvis lille udgave af Det kongelige Kapel med Julien Salemkour i spidsen og Emma Stone som koncertmester.

Oppe på scenen var Susanne Resmark i topform som den opfindsomme skurkinde, Michael Kristensen velsyngende hedonist (fik mig tilmed til at knibe en tåre, da han sang farvel til månen), Palle Knudsen sjov, Lars Møller struttende, og Anke Briegel kedelig. Derudover vrimlede det med folk i form af et tavst “græsk kor”, angiveligt bestående af asylansøgere. Det virkede overhovedet ikke for mig, ikke engang som understregning af operaens politiske baggrund, og kammede helt over i ulækre ligegyldigheder i tredje akt. Men musikken er fremragende, og der blev spillet og sunget og skuespillet vældigt godt. En god aften i Operaen, men ikke for sarte sjæle, hvilket fremgik af de tomme sæder.

Ødipus og Antigone

Mens vi nu er ved det, så nuppede jeg lige et græsk drama i Skuespilhuset 10 dage senere: Elisa Kragerups nyopsætning af gode gamle Sofokles’ dramaer om den samspilsramte Ødipus og hans dobbeltsamspilsramte datter Antigone. Jeg har elsket især Ødipus siden teenageårene, hvor jeg havde et flip med de gamle grækere: Dramaet har alt, hvad hjertet kan begære af krig, kærlighed, magtbegær, renfærdighed, lykke og ulykke.

Elisa Kragerup har tidligere huseret med stor success i det nu nedlagte Røde Rum i samme skuespilhus, men nu har man slået tingene sammen og skabt noget så nyskabende som et skuespillerensemble, og til det brug har Kragerup klippeklistret i Sokrates, så ensemblet kunne optræde som ensemble i et ensembleværk, der kræver et ensemble. Lyder det sarkastisk? Det er det til dels: Det af Det kongelige Teater udarbejdede programhæfte til forestillingen er stuvende fuld af ordet “ensemble” og næsten tomt for beskrivelse af dramaerne og behandlingen af dem i denne opsætning.

Peter Christoffersen var spændende som den selvsikre Ødipus, hvis verden eksploderer for øjnene af os, Tammi Øst rørende som moderen over alle, og Karen-Lise Mynster rystende som magtmennesket Kreon. Men derudover var det de to fantastiske dramaer, der holdt mig fast i sædet – opsætningen er stort set ligegyldig og uinteressant bortset fra det interessant i, hvor lidt man egentligt får ud af to af verdenshistoriens største dramaer.

Levits venstre hånd og Søndergårds pind

Et hop tilbage i tiden til begyndelsen af november: Den tyske klaverstjerne Igor Levit var den ene grund til at dukke op til Torsdagskoncerten den uge, og den danske dirigent Thomas Søndergård var den anden: Begge har imponeret mig tidligere, og begge er i gang med at opbygge internationale karrierer på meget, meget højt niveau. Men nu var det altså ikke Torsdagskoncerten, jeg havde fået billet til, men derimod lørdagsreprisen en ægte novemberdag med regn og blæst. Derfor var det en fugtigt og næsepudsende publikum, der forsøgte at udfylde bænkeraderne den lørdag eftermiddag. Programmet var tydeligvis ikke nok til at lokke horderne til. Det fejlede nu ellers ikke rigtigt noget:

• Rune Glerup: Symfoni, Værk nr. 17
• Maurice Ravel: Klaverkoncert for venstre hånd, D-dur. Solist: Igor Levit (mums!)
• Igor Stravinskij: Ildfuglen, den komplette balletmusik

Torsdagskoncerten havde budt på uropføreelse af et værk, som DRSO havde bestilt hos Glerup som led i deres projekt med ny dansk musik. Glerup hører til en spændende generation komponister, så jeg glædede mig til at høre hans bud på begrebet symfoni. Værket krævede fuldt orkester inklusiv harpe. Pudsigt nok sad piccolofløjten ved siden af es-klarinetten, men det gav mening, da de to instrumenter fulgtes ad og reelt var ét instrument. Men det var et nummer for akademisk for mig i stedet for et interessant nyt bud på begrebet symfoni.

Til gengæld var der ikke noget at være skuffet over i Ravels venstrehåndskoncert med Igor Levit: Musikken er mørk og grublende, og Levit gik til opgaven med samme intensitet og begavelse, som han lægger i sin Bach. Rystende og rørende og en spændende kontrast til Hans Abrahamsens klaverkoncert, som jeg hørte i oktober.

Til sidst altså den komplette balletmusik til Ildfuglen, hvor man normalt hører en suite med diverse highlights. Det er længe siden, nu, men jeg husker det som en Søndergård-classic: Spændstig, interessant, musikalsk og teknisk veludført. Stravinskij er (jo) ikke min yndlingsrusser, og blandt hans værker er Ildfulglen (slet) ikke en favorit. Måske jeg burde øve mig hos DR, der har en podcast med “Sådan genkender du Stravinskij”, hvoraf det fremgår, at jeg ikke fatter en brik af komponisten.

Messias, Messias, noget andet, og så Messias

December er jo bla. julemåneden, og af forskellige årsager har man i generationer opført Händels oratorium Messias i december som optakt til juletiden. Det er god musik uden at være overhovedet julet, så jeg plejer at konkurrere med mig selv i antal, stil og format af opførelser af Messias. I 2016 landede vi på 3 meget forskellige udgaver + to, jeg ikke hørte, nemlig the Orchestra of the Age of the Entlightentments udgave med Mogens Dahls Kammerkor  (shame on me igen i år!) og Camerata Øresunds, som jeg jo ellers har nydt to år i træk. Men i 2016 blev det altså:

• DR Symfoniorkesteret
  • Nedskaleret moderne symfoniorkester, symfonisk kor (efter dansk standard), og fire internationale solister med Mark Padmore som hyperinteressant indspringer som tenor den lørdag
• Grundtvigs Kirkes Kantori og Barokorkester
  • Intenst lille barokorkester og lille kor under ledelse af Mads Høck, der huserer deroppe på Bispebjerget og bl.a. laver nogle rigtigt spændende barokting i tilsyneladende samarbejde med den fine barokviolinist Tinne Albrechtsen
• Bo Holten, Musica Ficta og Kottos Ensemble
  • Totalt syret udgave med skønne Musica Ficta og sære men velspillende Kottos

Men hvad med Camerata Øresund? Jo, altså, jeg sprang deres Messias over denne gang af pladshensyn, men til gengæld deltog jeg i deres julekoncert (!) et par dage senere i Dronningesalen på Det kongelige Bibliotek. Det var en supergod koncert, men fokuspunktet var unge Marcus Wahlin på et alt for beskedent cembalo, så vi dårligt kunne høre hans smukke musiceren. Æv for lige netop cembalolyden, men ellers hurra for Camerata Øresund igen-igen!

Årets tre gange Messias var altså væsensforskellige. Én ting er orkestrets størrelse og sammensætning, en anden er størrelse og kvalitet af kor og solister. Dét er der skrevet side op og side ned om, så her reducerer jeg emnerne til en highlights-liste:

• Årets bedste kor: Musica Ficta med pæn margen!
• Årets totaloplevelse: Grundtvigs Kirke fordi det bare er så meget lækrere at være oppe på Bjerget i landets flotteste ikke-katedral i stedet for så mange andre steder
• Årets bedste oplevelse for kroppen: DRSO (fordi det er dejligt bløde stole i modsætning til Kaare Klints smukke kirkestole- bemærk venligst, at jeg uhyre sjældent roser DR Koncerthuset for noget som helst!)
• Årets tenor: Mark Padmore (DRSO, men egentligt in The OAEs udgave, som jeg ikke jo hørte)
  • Uventet tæt follow-up: Adam Riis (indhopper med Musica Ficta og en fabelagtig Comfort Ye, der næsten var på højde med Padmores fuldstændigt bedårende udgave)
• Årets He Was Despised: Nanna Bugge Rasmussen (igen-igen, men denne gang med Musica Ficta)
• Årets Behold I Tell You a Mystery/The Trumpets Shall Sound: Simon Duus (Grundtvigs Kirke)
  • Spændende nyt talent (nyt for mig, altså): Lauritz Jakob Thomsen (Musica Ficta), der bliver interessant at følge
• Årets Pifa: DRSO …. fordi de er så gode musikere, men i virkeligheden foretrak jeg Grundtvigs Kirkes udgave, fordi Händel lyder bedre på barokinstrumenter
• Årets I know My Redeemer Liveth: Sopranen med DRSO – jeg kan ikke huske hendes navn, fik ikke et programhæfte med, og DR viser ikke længere “gamle”koncerter på deres website 😦 men hun var superfin og krystalklar i stemmen
• Årets overraskelse: Musica Ficta
  • Nej, de er ingen overraskelse som sådan, for det er ikke et nyt ensemble. Men det var første gang, jeg oplevede dem live, og selvom sammensætningen skifter, så er niveauet skyhøjt.
• Årets skuffelse: Kottos. Ærgerligt, for det kunne have været spændende, men det var det ikke. Det meste af tiden kunne jeg kun høre Bjarke Mogensens accordeon, som ganske vist er fremragende, men alligevel. Jeg tror, det var arrangementet, der ikke virkede, for musikerne og instrumenterne fejler intet. Men de blev totalt overdøvet af de blot 8 sangere.

Andre svipsere

Her ved eller retter efter udgangen på 2016 indrømmer jeg andre svipsere. Blandt de oplevelser, der ikke kom på bloggen var en fabelagtig koncert med Daniel Barenboim i DR Koncerthuset i foråret og et par rigtigt fine barokoplevelser med Enghave Barok, der huserer nede i den triste ende af Vesterbro men i øvrigt består af fine barokmusikere fra Øresundsregionen, herunder gengangere fra Concerto Copenhagen, Camerata Øresund og Grundtvigs Kirkes Barokensemble – det er én stor barokvrimmel med CoCo som motor og dejligt mange småensembler rundt omkring i regionen – find dem, besøg dem, lyt! Specifikt Enghave Barok indspiller CD’er baseret på de vidunderligt intense koncerter, som man kan opleve på regnvåde søndage – kom og vær med!

En sidste udeladelse, som er helt med vilje, er Det kongelige Kapels Nytårskoncert, som jeg har oplevet et par gange. Ud fra Fight Club princippet, kan jeg umuligt beskrive oplevelsen. En stuvende fuld Opera, et Kapel i skæg-og-balladehumør,  og så er det nytårsaften med manér. Prøv det, hvis du kan få billet! Men husk: Hvad der sker til nytårskoncerten, bliver ude på Dokøen!

Godt nytår!