Husker du filmen Dead Man Walking? Den med Susan Sarandon som nonnen Sister Helen Prejean, der forsøger at redde den dødsdømte Sean Penn? Hun vandt en fortjent Oscar den gang, men ude i virkeligheden kæmper Sister Helen videre for afskaffelse af dødsstraf og forsoning mellem mordere og ofrenes efterladte. For jo, hun er en virkelig person, der skrev en bog om en stor oplevelse i sit liv, der altså inspirerede til den film. I hælene på filmen inspirerede historien også San Francisco Opera til at få skrevet en særdeles nutidig opera, der fik premiere i 2000, og nu i 2017 altså i København på Den kongelige Opera.

Men dén opera skulle jeg ikke se. Nul putte, for jeg er slet ikke til den slags. Også selvom Johan Reuter er med. Også selvom optakten til premieren så meget lovende ud. Også selvom de første anmeldelser var yderst positive. Men en film, der bliver til en opera, med libretto og musik af mig totalt ukendte mennesker? Nej!

Operaen

Men en fugtig onsdag aften tog jeg havnebussen til Operaen, for jeg var blevet overtalt af en kollega, af anmeldelserne, og af den velargumenterende musikkritiker Andrew Mellor. Ganske vist kneb det med at kommer derud til introduktionen kl 19 … Men det gjorde ikke noget, for operaen ville først starte kl. 20, og introduktionen altså finde sted kl. 19:30. Akkeja, vanens magt….

Dramaturg Louise Nabe, der også har skrevet fine programnoter, fortalte til introduktionen om Sister Helen og skabelsen af værket. Således godt klædt på kravlede jeg op på anden balkon, hvorfra jeg ville blive badet i vellyd fra orkestergraven, vidste jeg, hvis operaen altså ville byde på vellyd. Dernede i graven var der godt fyldt op, hvilket i sig selv lovede godt. Ret uventet for musik skrevet af en nulevende amerikansk komponist, var der ingen “sære” instrumenter, medmindre man har noget imod kontrafagot. Ingen saxofon eller guitar eller noget – renskuret orkesterbesætning.

Men på scenen står en grå konstruktion, der tilsyneladende består af flere sammensatte elementer. Lige nu illuderer den skov, for en ung pige og en ung mand er taget på udflugt og har taget transistorradioen med. Det går, som den slags sommetider går, men pludseligt bliver de overfaldet af to mænd, der skiftes til at fastholde den unge mand og voldtage pigen. Indtil de kommer til at dræbe dem begge. Ups.

Fra denne prolog følger den egentlige historie. Sister Helen kommer syngende ind på scenen; det er Hanne Fischer, der her har en sjælden hovedrolle. Vi møder hende i den børnehave eller skole, som nonnerne driver i en fattig del af en fattig by et sted i det dybeste og fattigste Louisiana. Lidt brat beslutter hun at køre de 3 timer til fængslet Angola, hvortil hun er inviteret af en dødsdømt fange, som hun er på brev med. Hun får snakket sig ud af en fartbøde undervejs og ankommer varm og træt til fængslet, hvor hun mødes af en temmeligt svovlsprydende fængselspræst og en “det er mit job”-arketype af en fængselsinspektør. De synges af Michael Bracegirdle og Morten Staugaard, henholdsvis. Endeligt mødes hun med fangen, skildret af Johan Reuter. Herfra går det, som det må gå: Fangen nægter sig skyldig, og i øvrigt er det samfundets skyld; nonnen beder og beder og synes godt om alle; fangens mor, sunget af Susanne Resmark, evner ikke at argumentere for benådning af sønnen; ofrenes forældre kræver øje-for-øje; til sidst må dødsdommen fuldbyrdes. Slut.

Dommen

Det er faktisk ikke nogen særligt god opera: musikken er en sær blanding af musical og gospel, librettoen er meget tæt på det totalt ordinære, handlingen forstener let i hellige positioner, og der er overhovedet ikke nogen god slutning.

Men se den alligevel!

Du skal skynde dig, for den går ikke særligt længe. Her er grundene til, at du skal se denne ikke særligt gode opera:

• Hanne Fischer som Sister Helen Prejean.
  Klart den bedste rolle, jeg har set hende i, og hun lægger ikke fingrene imellem: Sister Helen kommer ikke smilende til noget som helst, men hun smiler alligevel til verden. Jeg læste et sted, at Fischer har modelleret sin figur på den rent faktiske person (det kan man ret sjældent i en opera), og på mig virkede hun som en rigtig person komplet med idiosynkrasier og evne til at gå vennerne på nerverne af et godt og oprigtigt hjerte.
• Scenografien af Nicky Shaw.
  Den betongrå himstregims, der vender og drejer sig, virker helt fabelagtigt godt. Det er den bedste brug af drejelig scenografi, jeg har set siden tårnet i Parsifal for nogle år siden.
• Johan Reuter som tatoveret dum skid.
  Det er en lidt uvant rolle som muskelbøf uden hjernevæv til at holde ham på jorden. Men Reuter får fremlagt den skræmte sjæl inde bag facaden og hvorfor han umuligt kan indrømme den forbrydelse, han er dømt for, før end til allersidst. Vi tror på, at han rent faktisk opnår Guds tilgivelse, da han tilstår på vej hen til den bænk, hvor han skal fastspændes og modtage den dræbende gift – og vi forstår, hvorfor det først er dér, han kan tilstå.
• Historien og personinstruktionen.
  Historien er stærk men skildres uden (alt for megen) floromvundethed. Der er ingen lette holdninger til rådighed: Der er begået to mord og en dobbelt fuldbyrdet voldtægt, og dét er utilgiveligt. Eller hvad? Iscenesættelsen er af irske Orpha Phelan, og måske derfor er vægten lagt på de kristne argumenter om synd, tilgivelse og frelse. Der er et overdådigt øjeblik i første akt, hvor Susanne Resmark synger om sin lille dreng og det, han påstås at have gjort, mens ofrenes forældre synger om de sidste ord, de fik sagt til deres børn: “Luk så den dør!” . Mit stenhårde hjerte smeltede, mens der ukunstlet men dog lidenskabeligt blev sunget om forældrekærlighed på scenen, og Kapellets strygere lagde en uafvendelig rytme af seje buestrøg. Uha!
• Sangerne.
  Alle er stærkt syngende fra solisterne (især Fischer, Reuter og Resmark, selvfølgeligt) over Operakorets damer og herrer til de medvirkende børnekor. Og Palle Knudsen som motorcykelbetjent og fængselsbetjent.
• Det kongelige Kapel!
  Basta!

Der er gode momenter i Jake Heggies musik, og det er interessant, at hovedvægten er på de mørke instrumenter hele vejen som for at understrege melankolien. Bortset fra hist og her plus et par fine små soli fra første violinerne og koncertmester Lars Bjørnkjær, så er det andenvioliner, bratsch, celloer og kontrabasser, der trækker læsset. Sebastian Lang-Lessing dirigerede slagets gang med lange arme og stor alvor. Men det er historien, der driver interessen, og denne opsætning giver plads til handlingen og stiller spørgsmål uden at give svar.

Jeg var ude af stand til at falde i søvn, da jeg var kommet hjem, på trods af, at forestillingen sluttede så sent, at jeg først var hjemme lidt før midnat på en hverdagsaften. Sister Helens insisterende “Sandheden vil sætte dig fri!” ringer endnu for mine ører, og det i sig selv er noget, der er værd at tænke over. 

PS: Som publikum starter vi med at være vidner til den dobbelte voldtægt og slutter med at være vidner til selve processen med at henrette en person med gift, der gives intravenøst fra en af tre pumper. Helt uden filter, fordi vi i publikum netop skal tage stilling til begge hændelser. Eneste lyspunkt i slutbilledet er Hanne Fischers insisterende temasang om at Herren samler os. Sådan!