Midt i en ordkrig om budgetter og kunstnerisk krise sætter Det kongelige Teater operaen La Bohème op i en spritny og dog klassisk opsætning af driftsikre Elisabeth Linton og med Gisela Stille som Mimi og Peter Lodahl som Rodolfo. Hvis det ikke kan lokke husarerne til, kan intet, har man muligvis tænkt. I hvert fald er det en effektiv måde at få udsolgt i Operaen en fredag aften i februar.

Selv jeg var der i et nyt forsøg på at bryde barrieren mellem mig og Puccini. Det er tidligere gået grueligt galt for mig, men lige netop denne fredag aften var Peter Lodahls sidste som kongelige operasolist, og det kunne jeg ikke gå glip af! Opsætningen var blevet pænt anmeldt, så jeg tog mig sammen, pudsede næsen, tømte hovedet for arbejde, og tog havnebussen til Operaen.

Operaen

Fortællingen er klassisk 1890’er materiale: Fattige kunstnere lever på et tagkammer og hutler sig igennem hverdagen med fusk og taskenspil, mens de venter på det store gennembrud. Den ene falder for naboen, en ung og sart syerske, og hun falder for ham. Det var så første akt. Glidende overgang til anden akt, der normalt udspiller sig på Café Momus, men her finder sted i et stormagasin fyldt med mennesker og menneskelige hverdagsdramaer + et tambourkorps, der kommer marcherende midt i det hele. Efter pausen er der gået et par måneder, og Mimi vil forlade Rodolfo på grund af hans jalousi, og han har fundet ud af, at hun har tuberkulose, og at han vil miste hende under alle omstændigheder. Vi ender på en tagryg, hvor Rodolfo og bofællen Marcello er trukket op fra taglejligheden for at nyde forårssolen, må vi gå ud fra. Mimi dukker op, dødssyg, og beder om at blive tilgivet/taget tilbage af Rodolfo. Vennerne indser, at hun i bogstaveligste forstand synger på det sidste, og sender bud efter lægen. Filosoffen Colline ofrer sin trofaste frakke til fordel for Mimi (normalt ved at pantsætte den og købe medicin, men hér ved at kaste den i ovnen), og veninden Musetta køber en varm muffe til Mimi. Dermed er hun blevet varm og kan sove ind. Chok, sorg, og brag. Og så kunne vi klappe for alvor.

Undervejs har vi været i et tagkammer, der under overgangen til anden akt på smukkeste vis opløses og bliver til et farvestrålende stormagasin. Efter pausen er vi i 3. akt på en snavset gade et sted, hvor Mimi og Rodolfo hver kan sige farvel eller goddag til hinanden, mens Marcello og Musetta har et rutineopgør i baggrunden. Og vi ender altså på denne tagryg. Peter Lodahl har spillet såvel frikadelle som dybt rystet, og Gisela Stille har charmeret alle + hostet så ikke et øje var tørt. Kapellet har spillet den smukke musik for fulde gardiner, inklusive bedårende solospil af Lars Bjørnkjær (programmet siger Tobias Durholm, men medmindre de har skiftet krop og spillestil, så var det altså Bjørnkjær). Til sidst, da Mimi er ved at dø, trækker Mette Hansteds bas vejret for hende – smukt!

Dommen

Stuvende fuld Opera, flot sceneri, et mylder af korister i 2. akt, og Mimi dør til sidst. Så meget vidste jeg på forhånd, og det holdt stik. Men denne gang var jeg godt underholdt undervejs og tilpas travlt beskæftiget med sidehandlinger og små pudsigheder til ikke at lade mig irritere over Puccinis velkalkulerede følelsesudbrud-på-skema. Jeg var fast besluttet på at “købe formatet” denne gang, så jeg klappede med på bifaldet efter “Che gelida manina”, “Mi chiamano Mimi” og et par af de andre highlights.

Da det var min første oplevelse af La Bohème på en operascene, har jeg ikke meget at sammenligne med. Men jeg fandt det interessant, at Mimi ikke lægger ud med at være et uskyldigt lam men derimod direkte byder sig til med det slukkede stearinlys som en undskyldning for at komme ind i Rodolfos taglejlighed, og at samme Rodolfo er en dum skid, der slår hende i sin jalousi. Det gav dybde til de karakterer, der så ofte fremstår som tegneseriefigurer.

Jeg må indrømme, at jeg fik første akt til at gå med at tænke “Det er lige godt hulens, som ham Marcello ligner Palle Knudsen, og ham Schaunard ligner Jens Søndergaard”, førend jeg forlenede mig med, at det såmænd nok var dem. Af en eller anden grund havde jeg forventet andre, men en behagelig overraskelse var det. De synger begge dejligt og er gode skuespillere oveni, og de fik lov til at klovne undervejs, hvilket især Knudsen gør godt. Henning von Schulman var igen-igen udrustet med en uklædelig paryk, der skæmmede hans Colline, men han fik sunget sin bedårende arie til sin frakke til sidst, hvilket hjalp lidt. Festbomben Musetta blev sunget af besøgende Ivana Rusko med en tindrende sopran og et uartigt glimt i øjet – fint leveret kokette i anden akt og rørende i sin sorg og omsorg i fjerde akt.

Men La Bohème er jo primært historien om Mimi og Rodolfo, så det samlede billede står og falder med de to sangere og kemien mellem dem. Kemien mellem Stille og Lodahl kender jeg ikke, men kemien mellem deres Mimi og Rodolfo var fin. De gav hinanden plads til de store arier og var troværdige i både omfavnelser, stjålne øjekast, og higen efter hinanden. Gisela Stilles sopran har en gylden tone, der passede fint til den søde Mimi – i skrivende stund lytter jeg til den berømte indspilning med Netrebko og Villazon, og der er lidt af den samme gyldne klang over de to Mimier, uden at Stille altså er Netrebko. Jeg har tidligere moret mig over Stille i lidt mere småskøre roller, senest i Siciliansk Vesper for knap to år siden (av!), men ih hvor var hendes Mimi godt portrætteret! Fornægtende sin sygdom, kæmpende for livet (og varmen), og til det sidste i livsbekræftende afvisning af den virkelige virkelighed.

Og endeligt fik jeg set Peter Lodahl give den hele armen i en opsætning, der gjorde brug af hele talentet. Arierne sad lige i skabet, skuespillet var levende og ikke spor stillestående, og samspillet med de øvrige herrer (ene tenor mod op til 4 barytoner) muntert og sprælsk. Fortjent stort bifald, og tak for denne gang.

Ovre i den uvirkelige virkelighed på Facebook kan jeg se, at Lodahl har postet et fint billede og en stor tak til Det kongelige Kapel og de øvrige implicerede. Vi vil savne hans runde tenor på Det Kongelige … men sandt at sige er han jo faktisk ikke blevet brugt til særligt meget fornuftigt i årene med fastansættelse. Jeg var vild med hans udgave af nokkefåret Don Ottavio i Don Juan for 3 år siden, og nu kan jeg altså prale af at have hørt hans Rodolfo. Det var en fornøjelse, til dels i modsætning af La Traviata for 1½ år siden. Måske var det min faste beslutning om at lade mig underholde, måske er jeg bare grundlæggende meget mindre glad for Verdi, måske ligger forskellen i de to meget forskellige opsætninger.

Jeg overlevede denne opera af Puccini. Har jeg mod på flere? Mja, ikke sådan lige med det samme. I morgen renser jeg ganen med noget Bach spillet på barokinstrumenter, og på torsdag tanker jeg op på de symfoniske lagre med Luisi og DRSO i Mahlers 7. symfoni. De to typer musik er stadig meget mere mig, må jeg erkende. Men rart at vide, at jeg kan sidde igennem en kioskbasker af en folkelig opera uden at få kvalme undervejs.