Når den store koncertscene er helt fyldt af musikere, og jeg er fuld af forventning, så er der næsten altid Mahler på programmet. Men denne torsdag var der tredobbelt op på forventningens glæde: Fabio Luisi skulle dirigere Mahler og Hans Abrahamsen, begge med DRSO i forvokset udgave.

Derfor havde jeg fart på for at nå koncertintroduktionen en time før koncerten, og det havde jeg ret i: Hans Abrahamsen dukke op for at fortælle lidt om det orkesterværk, han skabte på basis af et klaverværk. Det er altid fascinerende at høre komponisten forsøge at sætte ord på sit værk – ikke mindst fordi det ofte er uventede ord. Og vi har jo heldigvis Abrahamsen lige ved hånden, ofte på programmet, og slet ikke sjældent med i publikum i de københavnske koncertsale.

Koncerten

Programmet var enkelt og asymmetrisk:

1. Abrahamsen: Fire stykker for orkester
   1. In sehr langsamer Zeit, immer ausdrücksvoll
   2. Stürmisch, bewegt
   3. Fliessend und unruhig (wie ein ‘Scherzo-Fragment’)
   4. Sehr langsahm
2. Mahler: Symfoni nr. 7, e-mol
   1. Langsam
   2. Nacthmusik
   3. Scherzo
   4. Nachtmusik
   5. Rondo-Finale

Det første værk skulle nå 4 satser på under 20 minutter, og det andet ville bruge knapt halvanden times tid på 5 satser. Derpå genkender man sine komponister!

Abrahamsen først: Et værk baseret på et andet, og ikke spor tilfældigt orkestreret for et orkester i Mahler-størrelse. Det er de fire første, tysk-betitlede satser af hans Studier for klaver fra 1983, der blev konverteret til et nyt orkesterværk i 2006. Han siger selv, at han ville løfte idéer fra klaverværket over i det helt store format for at lade orkestret bringe disse idéer og skygger helt ud på overdrevet (mit udtryk, ikke hans). Og netop med vilje orkestreret for samme besætning som Mahlers syvende. Spændende, ikke?

Altså: en stuvende fuld scene. Jeg tog ikke billeder, men det gjorde alle andre inklusive DR selv, som man kan beundre på FaceBook, såsom dette fra generalprøven. Flot så det ud med dobbelt-op på alle instrumentgrupper! Ind med Luisi, der sender et skarpt blik ud over forsamlingen, og så afsted. Første sats er et drømmelandskab, hvor tiden strækker sig i det uendelige. Laaaange toner, der overlapper hinanden i lag-på-lag. Anden sats er til gengæld komprimeret tid: vi drøner rundt i cirkler, måske som i REM-søvn? Derpå igen en mere drømmende sats, dog uden at være langsom: det er en scherzo-agtig sats helt uden humor, på samme tid skarp og trøstesløs. Sidste sats ophæver alt: et sart, uklart drømmelandskab, hvor intet er helt, som vi tror. I klaverudgaven lader Abrahamsen toner klinge ud og dø hen; i orkesterudgaven giver han toner videre fra instrument til instrument, så det store symfoniske udtræk virkeligt kan udnyttes. Det er meget tydeligt i sidste sats, som nærmest hverken helt kommer i gang eller slutter. Fantastisk!

Stort bifald, og vi fik komponisten på scenen til ekstrastort bifald. Derpå pause – jeg drønede ned for at tanke op på vand, så jeg ville kunne klare mig gennem Mahler uden hosten.

Efter pausen altså det, der beskrives som Mahlers mest mystiske symfoni: 5 satser, der tager os fra aftendæmring til solopgang via en vind og skæv serenade. Eller en rejse rundt i sjælens afkroge, indtil døden rammer os til sidst? Tja, enhver tager den Mahler, de hører.  I hvert fald lægger vi ud med noget så sært som et tenorhorn som hovedperson: En slags mini-tuba, der lyder som en pudsig blanding af (vald)horn, basun og euphonium, eller noget i den retning. En lækker tone, men uvant, og derfor med til at skabe en ubalance i værket, der vedbliver gennem satserne, efter at tenorhornet har vugget sig selv i søvn sidst i første sats.

De fem satser er symmetrisk bygget op om en sær scherzo i midten, og på hver side to satser i udpræget kontrast. De to gange nattemusik er meget forskellige, henholdsvis allegro moderato og andante amoroso. Med Luisis ord er andensatsen nærmest som en snublende spadseretur gennem byen med vennerne efter en mere end gennemsnitligt fugtig aften, mens fjerdesatsen er en nominel romance – men hvis nogen sang dén serenade udenfor mit soveværelse, ville jeg låse døren og ringe efter politiet! Selv mandolin og guitar kan ikke skjule, at der ligger noget helt andet lige under overfladen.

Lige pludseligt og en time senere er der triumferende trompeter og yderligere et kvarter senere koklokker og bimlende kirkeklokker. Er vi kommet frelst gennem natten? Mon dog, men Luisi slår endeligt af, og vi kan klappe.

Dommen

Fantastisk! Frivilligt stående applaus fra tanten efter Mahler. Hvis du er heldig, kan du nå at høre koncerten på dr.dk, og det kan kun anbefales, selvom man også dér tydeligt hører den flittige hosten fra store dele af publikum (ikke mig, dog).

Abrahamsens Fire stykker for orkester er nu på min liste af favoritter fra det 21. århundrede, der ganske vist ikke er særligt lang, men alligevel. Jeg hørte et umådeligt smukt værk, selvom Abrahamsen talte om neuroser og uro, med umådelige kontraster i meget stor lyd og meget svag lyd. Sindssygt godt transformeret af komponisten selv, og virkeligt flot og stilsikkert leveret af Luisi og DRSO.

Og mens vi lige er ved det, så er Luisis Mahler helt bedårende. Da jeg første gang hørte ham dirigere Mahler med DRSO var det ikke helt samme success, fordi jeg savnede noget af det østrig-ungarske bondeland plus den jødiske kultur, som bl.a. Blomstedt kan trylle frem i sin udgave af Mahler. De to dirigenter leverer vidt forskellige udgaver af Mahler sammen med DRSO, men det gør det jo blot mere interessant for os vaneforbrydere. Luisis Mahler er et mere wienerisk udtryk, synes jeg, der blot understreger Luisis fornemme orkesterbehandling: Det er det samlede lydbillede, der betyder noget.

Jeg havde ikke hørt denne syvende symfoni før og fandt foromtalen forvirrende. Men effekten var som forventet: Jeg svævede gennem et landskab fyldt med blomster og møddinger, så at sige; i hvert fald konstante kontraster og afbrydelser. Ikke just en behagelig flyvetur, men berigede på sin egen måde. Luisi førte os frelst gennem rodet og musikerne sikkert gennem virvaret. Den skæve andensats blev fint iscenesat med gentagelsen af den lille melodistump, der først spilles af horn+ekko, varieres af træblæsere, vendes af strygerne, gentages af trompet+ekko, og så videre – stramt kontrolleret af Luisi og stramt leveret af DRSO. Især må jeg rose aftenens hornsektion, ikke mindst og ganske uvant Lasse Mauritzen, og en meget fint leveret bratschsolo af Claus Myrup, der fik dirigentens buket.

Men det var orkestrets aften, det store orkester i det store repertoire under den store dirigent. Lækkert at høre i disse tider, for det er sandt: for at spille rigtigt tyst, skal man helst være mange. Eller et barokensemble.

Denne aften blev vi forskånet for den stygge TV-bom, og til gengæld kunne vi klappe af årets modtager af Fritz Buschs Mindelegat, nemlig Sarah McClelland, der blev trukket frem fra bageste pult hos førsteviolinerne. Tillykke med prisen til både hende og resten af orkestrets medlemmer!

I øvrigt gik ugen med bestilling af billetter til den kommende sæson: DRSO-kataloget med abonnementer ankom sidste weekend, og tirsdag faldt beslutningen så: Jeg flytter hjemmefra efter 2 gode år på 2. balkon og ned på 1. balkon, dog igen venstre side for igen at få “midtfor-oplevelsen”. Sæson 2017-18 byder på mange meget lovende koncerter, men jeg har beluttet at holde mig til en enkelt abonnementserie, og det blev så til F2 med fredagskoncerter. Plus det løse, altså… Men slutresultatet vil være (lidt) færre symfoniske koncerter for mig ude i den blå firkant – men til gengæld forhåbentligt flere andre koncerter rundt om i byen. Hvis du er nysgerrig, om det med et DRSO abonnement er noget for dig, har DR et godt minitilbud her: Tre mesterværker.