Min gode ven, Ludwig van Beethoven, har åbenbart skrevet fem sonater for klaver og cello. Ikke cellosonater, altså, men for klaver og cello – og især de to første med instrumenterne i dén rækkefølge. Det vidste jeg først, da et nyhedsbrev landede i indboksen og kraftigt opfordrede til at dukke op i Den sorte Diamant, for den unge celloløve Andreas Brantelid ville opføre alle 5 over to aftener sammen med den jævnaldrende klaverløve Christian Ihle Hadland. Lige dén uge havde jeg ikke rigtigt tid til at afsætte yderligere to aftenener til koncertoplevelser, men fristelsen var for stor.

Koncerterne

Første aften var tirsdag, der bød på den unge ildsprudlende Beethoven i rollen som ”jeg er hverken Haydn eller Mozart men heller ikke rigtigt mig selv endnu”. Programmet lød på de to første sonater plus de spøjse variationer over idolet Mozarts berømte melodi:

1. Beethoven: 12 variationer på temaet ‘Ein Mädchen oder Weibchen’ fra Mozarts opera Tryllefløjten
2. Beethoven: Cello sonate nr. 1, F-dur opus.5 nr. 1
3. Beethoven: Cello sonate nr. 2, G-mol op.5 nr. 2

Historien lyder, at klavergeniet Beethoven var på tourné i det tyske, og i Berlin mødte han to franske brødre, der spillede cello, som han aldrig havde hørt cello blive spillet før. Aha, tænkte han, det må kunne bruges til at skabe lidt ekstra omkring mit klaverspil. Heraf kom så det første bud: En klaversonate med celloledsagelse, som Brantelid selv beskrev den. Stilen er lidt a la Haydn men med klaverstemme som rendyrket Beethoven. Cellostemmen er da et par skridt op ad rangstigen i forhold til normal continuo-gruppe, men den er slet ikke i samme vægtklasse som klaverstemmen.

Den anden er tydeligvis nummer to: Det gik jo godt med den første, og cellisten kunne jo sagtens spille den, så hvad nu med at tilføje nogle saltomortaler med hel skrue i cellostemmen? Jovist, det kunne cellisten også klare. Undervejs fik jeg lidt fornemmelsen af at høre den anden symfoni, der jo heller ikke har meget med hverken Mozart eller den senere Beethoven at gøre, men som på sin vis peger på dem begge. Der er mere saft og kraft i celloen i denne omgang og adskillige solopassager som noget helt nyt på den tid.

Nuvel, det blev onsdag og solskin, og jeg havde fået slæbt et par venner med til anden ombæring:

1. Beethoven: Cello sonate nr. 3, A-dur, opus 69
2. Beethoven: Cello sonate nr. 4, C-dur, opus 102 nr. 1
3. Beethoven: Cello sonate nr. 5, D-dur, opus 102

Sonate nr. 3 er fra storhedstiden, den såkaldt midterste periode, hvor Beethoven høvlede mesterstykker af sig i en ujævn strøm, det ene mere skelsættende end det andet. Cellosonaten er uventet lys på den måde, hvor Ludwig sommetider kan overraske – lidt som i fjerde og sjette symfoni. Celloen har fået mere vægt på og er mere en samtalepartner end i de to første sonater.

Efter pausen så de to sidste fra den helt døve tid, den såkaldt sene periode. De sidste år, hvor Beethoven var stokdøv og endnu mere udpræget menneskefjendsk, skrev han musik uden hensyntagen til spilbarhed og sangbarhed. Det resulterede bl.a. i totalt nyskabende strygekvartetter og en helt anden form for symfoni, nu med sang. Musikverdenen blev forandret af de lydbilleder, Beethoven hørte i sit hoved og fik skrevet ned i håbet om, at nogen på et tidspunkt ville kunne opføre værket. De to sidste cellosonater er gode eksempler på det: Hér opfindes begrebet cellosonate, som vi forstår det i dag, synes jeg, og de hører tilmed til samme opusnummer og må opfattes som hørende sammen. Brantelid må flå i strengene for at få budskabet ud.

Den sidste sonate er selvfølgeligt den særeste af dem alle: En førstesats, hvor vi farer rundt i øst og vest, en andensats, hvor vi nærmest er et spøgelse, og så slutter vi uventet med en fuga – ikke en fuga, som Bach ville have skrevet den, men en fuga er det. Vild jubel i salen, og vi havde svært ved at slippe de unge mennesker. Men slippe dem måtte vi, og så kunne jeg cykle hjemad i en bedårende smuk for-forårsaften med hovedet fuld af Beethoven.

Dommen

Bravo, de herrer! Det er ikke noget lille projekt at kaste sig ud i en cyklus, selv hvis den består af 5 relativt korte stykker. Både Brantelid og Hadland fik vist, hvorfor de er i gang med internationale karrierer: De kommer ikke sovende til det, men de evner begge at spille med overskud.

Den første aften fik vi et ekstranummer, som jeg tror var (det meste af) første sats af den anden sonate. Den anden aften fik vi som ekstranummer den smukke andensats fra den tredje sonate. Humøret var i top, og jeg tror, begge de to unge mennesker kunne have spillet videre helt til i dag. Jeg var gerne blevet siddende, for det var sjovt spillet. Virtuost, stilsikkert, men også sjovt.

Hadlands kattepoter er helt vidunderlige at følge – i de stille passager er det som om, han slet ikke rører tangenterne; og når det skal buldre, ser det stadig let og elegant ud. For knap 3 år siden hørte jeg ham spille Mozarts klaverkoncert nr. 21 med tilnavnet Elvira Madigan og var ganske  betaget. Han kan åbenbart også spille Beethoven, så forhåbentligt får vi de tre første klaverkoncerter med Hadland inden alt for længe.

Brantelid sagde et par ord som optakt til hver sonate, og det er jo altid spændende at høre kunstnere forsøge at sætte ord på deres rejse, uden at det behøver at være et radioshow. Men han er altså bedre på cello – der er tænkt over tingene, men der er plads og teknik til impulser og satsninger. Det går næsten altid godt, og rigtigt godt endda. Han har helt fralagt sig rollen som barnestjerne og er ved at være en mere moden musiker. Det er en spændende rejse at følge, og jeg håber, jeg får mulighed for at følge ham ind i romantikkens mørkere hjørner, for jeg tror, Beethoven har vist ham vejen nu.